Nyindstiftet talentpris uddeles til Karmen Rõivassepp under Vinterjazz


Jazzmiljøet i Aarhus og Østjylland er i disse år inde i en meget kreativ periode, hvor miljøet blomstrer og mange unge jazzmusikere, arrangører o.a. arbejder med spændende og nyskabende projekter. Derfor har Aarhus Jazz Festival taget initiativ til at indstifte en talentpris, som ud over ære og anerkendelse skal give prismodtageren en økonomisk håndsrækning. Præmien består af 10.000 kr. samt en koncert på spillestedet Atlas under Vinterjazz

Karmen Rõivassepp er en estisk jazzsangerinde, komponist og arrangør, der har boet i Danmark de seneste par år. Hun har en klar og tydelig lyd og er altid legende og ubesværet i sin optræden. En opvækst bag klaveret har medvirket til at gøre Rõivassepp til en dygtig improvisator med en stor viden om jazzharmonier.

De fem jurymedlemmer havde 14 gode kandidater at vælge imellem, men valget faldt til sidst på Karmen Rõivassepp, der bliver den første modtager af den nye jazzpris Aarhus Jazz Talent. Det oplyser Aarhus Jazz Fest i en pressemeddelelse. Præmien på 10.000 kroner er sponsoreret af Aarhus Stiftstidendes Fond. Prisen gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket og har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus.

Medlem af juryen er: Mads Kjær Jensen, formand for Aarhus Jazz Festivals bestyrelse og studieleder på Det Jyske Musikkonservatorium. Daniel Sommer, musiker og organisator. Niels Overgaard, redaktør af jazzbloggen JazzNyt. Andreo Michaelo Mielczarek, skribent og musikanmelder og Gorm Askjær, ansat på Aarhus Jazz Festivals sekretariat og musiker.

Juryens motivation lyder: ”Karmen Rõivassepp modtager prisen for sit alsidige virke som musiker, komponist, arrangør og dirigent. Karmen er en utrolig talentfuld sangerinde med et højt kunstnerisk niveau, og hendes musik er smuk, spændende og velklingende. Dette viser hun både i egne orkestre, om det er moderne jazzkvartet eller Rõivassepp bigband, og i diverse andre bands og projekter. Hun evner på fornem vis at bygge bro mellem stilarter, mennesker og udtryk. Karmen er det nye navn i Aarhus, og hun ønsker oven i købet at blive boende. Derfor er det fuldt fortjent, at hun bliver Aarhus Jazz Talent 2018.”

Siden Karmen Rõivassepp flyttede til Danmark og med base i Aarhus studerede på Det Jyske Musikkonservatorium, er hun blevet en integreret del af den danske jazzscene. Med en konstant søgen og sult efter at udvikle stemmen som instrument, har hun fundet sin personlige stil, der kan høres på Karmen Rõivassepp Quartets første CD udgivelse Dance of Sounds, der i 2018 blev nomineret til en DMA Jazz Pris i kategorien Årets Nye Danske Jazznavn. Ud over sin karriere som sanger og komponist er Karmen musikalsk leder af fire amatørorkestre og medlem af Kantoriet i Vor Frue Kirke.

Den officielle overrækkelse af Aarhus Jazz Talent Pris 2018 finder sted under Vinterjazz med en koncert på ATLAS tirsdag 5. februar 2019 kl. 20.00, hvor Karmen Rõivassepp Quartet spiller. Kvartetten består, ud over kapelmesteren, af Simon Eskildsen (piano), Adrian Christensen (bas) og Daniel Sommer (trommer).