Vinterjazz 2019 afslører fuldt program med flere end 600 koncerter landet rundt


Det samlede program for Vinterjazz 2019 er på gaden torsdag den 10. januar og er med flere end 150 spillesteder og arrangører en ægte landsdækkende festival, der strækker sig fra Skagen til Bornholm. Den er kendetegnet ved, at de største hovednavne og de mest spændende koncertrækker kan opleves lokalt. Det trykte program distribueres i de kommende dage til alle spillesteder, og udgivelsen betyder samtidig, at festivalen kan løfte sløret for samtlige 600 koncerter her på Jazz.dk

 

At jazzen udvikler sig og er mere mangfoldig end nogensinde, det er den landsdækkende Vinterjazz om muligt et endnu bedre eksempel på, end dens sommerlige søsterfestival. Den 19. udgave er absolut ingen undtagelse med godt og vel 600 koncerter med en åben musikalsk horisont og arrangører fra alle ender af landet. Følgende byer præsenterer Vinterjazz fra 1.-24. februar:

Albertslund, Assens, Bjert, Brønshøj, Dianalund, Esbjerg, Flensburg, Fredensborg, Fredericia, Frederiksberg, Gilleleje, Greve, Haderslev, Hellerup, Herlev, Herning, Hillerød, Hobro, Horsens, Hvidovre, København, Køge, Kolding, Lemvig, Lyngby, Nørre Alslev, Odense, Randers, Rønne, Roskilde, Silkeborg, Skagen, Sorø, Svendborg, Søborg, Sønderborg, Sønderho, Taastrup, Thisted, Tønder, Valby, Vanløse, Aalborg og Aarhus.

Læs mere: Programmet for Vinterjazz er på gaden – Læs PDF-versionen her

Profilen på årets festival er ikke blot tegnet af internationale hovednavne, men i højere grad af de tværnationale samarbejder med bl.a. den brasilianske superstjerne Egberto Gismonti med The Orchestra og trommeikonet Steve Gadd med Blicher Hemmer Gadd, de progressive koncertrækker som Lutter Øre og Sun Ship, og af turnérende kunstnere som eksempelvis Girls in Airports, Jakob Bro/Thomas Morgan/Joey Baron, DR Big Band og Acid på Svenska.

Læs mere: Se alle koncerterne på Vinterjazz 2019

Et særligt pejlemærke for Vinterjazz er at bidrage til opvejningen af den skæve kønsbalance – ikke blot i jazzen, men i musikverdenen som sådan. Det sker blandt andet i kraft af det tilbagevendende tema Wild at Heart, der præsenterer markante kvindelige komponister, ligesom det slår igennem i den fortsatte formidling af festivalens mange koncerter, arrangører og spillesteder med kvinder i front. Jazzen og musikken som sådan har altid været en grundlæggende demokratisk udtryksform med plads til stor forskellighed, også på tværs af køn, og det ønsker Vinterjazz fortsat at understrege.

“Det er glædeligt, at flere arrangører i 2019 er kommet på banen med tiltag for at udligne den skæve kønsbalance i dansk musik. Spillestedet Forbrændingen meldte allerede sidste år ud, at de ville fokusere på kvindelige bandledere, og flere andre Vinterjazz-spillesteder har tydeligvis gået med tanker om lignende tiltag, der udmønter sig på årets festival. Vinterjazz er dermed også en glimrende mulighed for at komme ud og høre nogle af landets frittænkende kvindelige komponister og improvisatorer som Maria Dybbroe, Kathrine Windfeld, Maria Faust, Sonja LaBianca og mange andre,” udtaler festivalleder Kenneth Hansen.

Læs mere: Kvinderne står i front hos de progressive musikforeninger under Vinterjazz

I et internationalt perspektiv er Vinterjazz en særlig festivalkonstruktion, hvor publikum kan komme ud at høre nogle af festivalens største og mest spændende kunstnere lokalt. Publikum over hele landet opfordres til at følge med i Vinterjazz-initiativerne i nærområderne. God fornøjelse!