Funkapostlen Cory Henry fuldender programmet til årets Jazz by the Sea


Den unge orgelmester Cory Henry, kendt fra blandt andet gruppen Snarky Puppy, er sidste tilføjelse til programmet på udendørstemaet Jazz by the Sea. Dermed står scenen på Islands Brygge klar til at præsentere ni koncerter med fokus på amerikansk jazz fra øverste hylde, to danske højdepunkter og et enkelt tysk orkester i storformat

Amerikanske Cory Henry er vokset op i Brooklyn, lærte at spille orgel som 4-årig i den lokale kirke og udviklede sig fra at være vidunderbarn til rollen som efterspurgt håndlanger for navne som Erykah Badu, Kenny Garrett, The Roots, Bruce Springsteen, Marcus Miller og Lalah Hathaway. Det 32-årige multitalent, der strøg ind på den internationale jazzscene som medlem af den moderne fusion-gruppe Snarky Puppy, er blevet kaldt “one of the finest Hammond B3 organ players of his generation” og “soulful, church-y, playful, restrained, and virtuosic”.

På det nye album med The Funk Apostles, “Art of Love”, viser Henry sig desuden som en seriøs sangskriver og sanger – idet han for første gang synger på størstedelen af numrene. Den 8. juli er Cory Henry & The Funk Apostles tilbage i København under åben himmel til Jazz by the Sea på Copenhagen Jazz Festival 2019.

Med offentliggørelsen skriver Henry sig ind i rækken af yngre amerikanske highlights på udendørstemaet, hvor publikum også kan se frem til sanger/sangskriver José James, der fortolker elskede Bill Withers katalog af udødelige klassikere på festivalens åbningsaften. José James trækker veksler på både Marvin Gaye, Billie Holiday og Minneapolis-byfællen Prince med et eklektisk, souljazzet udtryk, der har givet ham omdømmet som jazzsanger for hiphop-generationen.

Hiphop er også en af de klare inspirationskilder for landsmanden Makaya McCraven. Han er blandt den travle Chicago-scenes mest lysende talenter og et genrebrydende unikum, der ser sig selv som “beat scientist” – en kreativ videnskabsmand i musikkens tjeneste. Den amerikanske trommeslager, komponist og producer har på få år formået at skabe sit helt eget groovende udtryk et sted mellem hiphop, improvisation og jazz, har arbejdet sammen med blandt andre Archie Shepp og Yusef Lateef og varmet op for kunstnere som Wu-Tang Clan, 50 Cent og Kamasi Washington.

Det musikalske brasilianske ægtepar Airto Moreira og Flora Purim er blandt foregangsfolkene for det genremæssige miks, som de tre unge amerikanere repræsenterer. Med deres gennembrud i slutningen af 1960’erne og efterfølgende arbejde i særligt 1970’ernes fusion af jazz, rock og global verdensmusik hos Joe Zawinul, Miles Davis, Chick Coreas Return to Forever, John McLaughlin og mange andre står de i dag, genforenet gennem pladen “Aluê” (2017), som reelle ikoner i den spraglede del af verdensjazzen.

Jazz by the Sea byder i år på hele to store orgelkapaciteter, når amerikanske Larry Goldings optræder med orgeltrioen Goldings/Bernstein/Stewart. Goldings har i mange år været John Scofields førstevalg bag orgelet i grupper som Beyond Trio med Jack DeJohnette, Country for Old Men og i uformel trioform med bandfællen Bill Stewart – alle grupper, der tidligere har lagt vejen forbi Copenhagen Jazz Festival. Goldings/Bernstein/Stewart har siden begyndelsen af karrieren indspillet flere end 10 plader, der alle formår at fremvise deres helt distinkte lyd, hvor synergisk samspil møder eftertænksom musik.

Den heftige tur over klaviaturet fortsætter dagen efter, når Christian Sands optræder med sin trio. Som blot 30-årig er den amerikanske pianist Christian Sands allerede et af de mest efterspurgte pianister med jazz som hovedvirke. I løbet af de seneste år har han turneret verden rundt som bandleder (på Copenhagen Jazz Festival, North Sea Jazz m.fl.) og optrådte for nylig som sideman på albums med landsmændene Christian McBride og Gregory Porter.

Et af årets helt store tilløbsstykker på Jazz by the Sea er det tyske stororkester Andromeda Mega Express Orchestra. Koncerten, der præsenteres sammen med ALICE og Goethe-Institut Dänemark, lader gruppens 18(!) medlemmer udfolde et overvældende teknisk niveau, som de formår at lade gå hånd i hånd med et både underholdende og fandenivoldsk sceneshow. Udtrykket er svært at sætte i bås, men drager inspiration fra alt fra progressiv jazz og klassisk musik til sci-fi soundtracks, hiphop, afrobeat-inspirerede polyrytmer og meget mere.

Jazz by the Sea-programmet byder desuden på to store oplevelser fra hjemlige himmelstrøg. Sanger, sangskriver og radiovært Mikael Simpson har samlet sit band Sølvstorm, der i sin tid turnerede med Simpson, da han udgav de kritikerroste albums “Os 2 + Lidt Ro”, ”De Ti Skud ” “Stille & Uroligt” og “Slaar Skaar”. “Det bliver et højtragende trip down memory lane, inden der kommer ny musik. Vi har ikke været samlet siden 2011, så jeg glæder mig virkelig til at spille en masse af bagkataloget – og ikke mindst præsentere et par gæster som kendinge af konstellationen vil kende, bl.a. Trentemøller,” fortæller Mikael Simpson.

Endelig er der endnu et ungt talent helt i front, når DR Big Band lukker temaets program lørdag den 13. juli. Med sig har de nemlig den prisvindende mundharpevirtuos Mathias Heise (Kronprinsparrets Stjernedryspris m.m.) som gæstesolist. Heise bliver med sit kæmpetalent omtalt som en værdig arvtager af sit uomgængelige forbillede Toots Thielemans. Publikum kan se frem til en koncert med Heises egne, iørefaldende kompositioner, hvor jazzens harmonier og improvisation møder rockens og funkmusikkens hårdtslående rytmer.

Jazz by the Sea på Copenhagen Jazz Festival 2019 præsenterer:

5/7: José James presents: “Lean On Me” (US)Læs mere / Køb billet
6/7: Airto Moreira & Group w/ special guest Flora Purim (BRA)Læs mere / Køb billet
7/7: Mikael Simpson & Sølvstorm – Læs mere / Køb billet
8/7: Cory Henry & The Funk Apostles (US) – Læs mere / Køb billet
9/7: Makaya McCraven (US) – Læs mere / Køb billet
10/7: Goldings/Bernstein/Stewart (US) – Læs mere / Køb billet
11/7: Christian Sands Trio (US) – Læs mere / Køb billet
12/7: Andromeda Mega Express Orchestra (DE) – Læs mere / Køb billet
13/7: DR Big Band & Mathias Heise præsenterer “The Beast” – Læs mere / Køb billet

Alle koncerter begynder kl. 20:00.

OBS. Bryggens Spisehus serverer alle dage før koncerterne grillbuffet til 180 kr for voksne, 90 kr for børn fra kl. 17. (Stort udvalg af lækre salater og forskelligt kød på grillen). Billetterne kan købes i forsalg.

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted den 5.-14. juli på 120 venues. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk