New Initiatives – se udvalgte nye tiltag på årets Copenhagen Jazz Festival


Jazz er en rummelig genre, der både omfavner traditioner og nybrud. Det gælder også for Copenhagen Jazz Festival, der i år kan byde velkommen til en række nye musikalske initiativer – fra koncerter i en gammel æskefabrik til ung jazz i hjertet af Vesterbro. Her finder du et udvalg af de nye tiltag, der er en del af årets festival fra 5.-14. juli

 

ELVO Sessions med special guests i æskefabrikken

Siden 1923 har Æskefabrikken ELVO været leverandør af papæsker til såvel det finere borgerskab som det danske folk, og under Copenhagen Jazz Festival 2019 slår ELVO helt ekstraordinært dørene op til natkoncerter i hjertet af den traditionsrige fabrik, der er genåbnet på Sturlasgade på Islands Brygge. Over fem sommeraftener/-nætter agerer de prisvindende musikere Gustaf Ljunggren og Emil de Waal vært for ELVO Sessions, hvor de håndværksmæssige traditioner og industrielle maskiner fra tidligere tider danner en stemningsfuld ramme om utraditionelle koncertoplevelser med stor musikalsk kreativitet. Efter at have spillet sammen i 20 år i et væld af forskellige sammenhænge er Emil de Waal og Gustaf Ljunggren aktuelle med et nyt projekt, der udstråler sprødhed og livskraft med kosmiske toner af ungdom og nyfødt energi. Det er den gnist, som duoen bygger videre på til ELVO Sessions i samspil med skiftende gæstestjerner som Maria Faust, Factory Ladies og Sharin Foo, som blandt andet har spillet i The Raveonettes.

5-9/7, kl. 23:00 – ELVO Sessions – hosted by Gustaf Ljunggren / Emil de Waal, ELVO – Læs mere / Dørsalg

 

Arrebo jazzer Den Sorte Plads på Nørrebro

Arrebo er en lille, lokal café på ydre Nørrebro beliggende ved Den Sorte Plads, som er nyt spillested i Copenhagen Jazz Festival sammenhæng. Caféen arrangerer enkelte koncerter i løbet af året, og i forbindelse med festivalen arrangerer de to udendørs koncertdage, når Arrebo spærrer Midgårdsgade af og omdanner den til interimistisk festivalplads med food trucks, ølbar, masser af live jazz – det hele med gratis entré! Programmet byder bl.a. på sigøjnerjazz, balkan, nordafrikansk fusion, vokaljazz og eksperimenterende singer-songwriter, og efter mørkets frembrud rykker musikken indenfor med DJ Kasper Nørlund.

12/7, kl. 15:00 + 13/7, kl. 12:00 – Arrebo, Den Sorte Plads – Læs mere / Fri entré

 

Nebula – et frirum på H15 i Kødbyen

Nebulas mål er at nedbryde barrierer mellem musikalske genrer og miljøer og sammen løfte livemusikken i Danmark til det næste niveau. Med fast tilhørssted på H15 Scene på Halmtorvet har Nebula markeret sig med en serie af byens mest omtalte improvisationskoncerter i krydsfeltet mellem jazz, fusion, elektronisk musik og DJ-crews. Som platform er Nebula et frirum. Et rum hvor musikken ikke er dirigeret, forudbestemt, planlagt eller øvet, et rum hvor alle retninger er tilladt. Med et hold af nøje udvalgte musikere, der repræsenterer en bred vifte af retninger inden for musik, er konceptet lige så meget for musikelskere og danseglade mennesker, som er klar på uforudsigeligheden – som det er for de optrædende musikere. Det handler om fælles rejser og oplevelser, ikke fastlagte rammer og genrekonventioner.

Line-up: Maya Pyndt – bas, Cornelia Nilsson – trommer, Rasmus Sørensen – keys, Alexander Donev – vokal, Nanna B. – vokal, Lacy – cello, Eliel Lazo – percussion, Simon Andersson – keys, Resident DJ: Stacks (World News/Heartbeats Radio)

13/7, kl. 22:00 – H15 – Læs mere / Dørsalg

 

xenon – Huset-KBHs skarpe fjerdesal

Teaterscenen xenon på øverste etage i Huset-KBH er en ‘blackbox’ og et af byens mest intime rum til livemusik. Der er en ganske særlig stemning af at alt kan ske, og mange fantastiske koncerter har fundet sted her. Det er derfor med ambitionen om at føje endnu en stærk oplevelse til rummets historie, at Husets bookere præsenterer et omsluttende univers med rod i den eksperimenterende og genreoverskridende musik under Copenhagen Jazz Festival 2019. I åbningsweekenden kan du blandt andet opleve ikonet Jimi Tenor, som siden 90’erne har lavet utallige udgivelser på det legendariske Warp Records, Ubiquity, Strut og på det seneste Philophon, der omdanner xenon til et levende dansegulv. Det er Tenors første koncert i Danmark i mere end 20 år. Læg også mærke til den polske pianist Hania Rani med strygekvartetten Halvcirkel, Günther “Baby” Sommers kvartet og nytænkende danske navne som ØYA, Drømmespor, Rasmus Oppenhagen Krogh og Jaleh Negari (eget værelse).

5-13/7 – xenon / Huset-KBH – Læs mere / Køb billet

 

Barefoot Records indtager Galleri Krebsen i Indre By

Barefoot Records har siden 2006 markeret sig som et vigtigt kollektiv, pladeselskab og koncertarrangør på den nordeuropæiske musikscene med over 250 koncerter og 58 udgivelser, primært med fokus på eksperimenterende og improviseret musik. Under Copenhagen Jazz Festival 2019 præsenterer Barefoot først og fremmest egne medlemmers bands med internationale samarbejdspartnere som Martin Klapper, Brice Soniano og Aram Shelton – som for første gang finder sted i Galleri Krebsens charmerende baggård i Studiestræde. Barefoots medlemmer er stærke kompositoriske og improvisatoriske profiler, der arbejder med mange forskellige grupper og konstellationer med musikere fra det meste af verden. Kollektivet består af følgende musikere: Håkon Berre (trommer), Sven Dam Meinild (sax), Tomasz Dabrowski (trompet), Henrik Olsson (guitar), Nana Pi Aabo Larsen (sax), Carolyn Goodwin (sax) og Kasper Tom (trommer).

10-13/7 – Barefoot Records / Galleri Krebsen – Læs mere / Dørsalg

 

uJazz på Litauens Plads

uJazz foregår over tre dage under åben himmel på den charmerende og grønne Litauens Plads på Vesterbro, der egner sig særligt godt til livemusik med sin gode akustik. uJazz på Litauens Plads er et nyt tiltag på Copenhagen Jazz Festival 2019 under den populære uKirke og har således en ung profil. Det betyder dog bestemt ikke, at der er sparet på kvaliteten – tværtimod! Oplev blandt andre Marie Mørck Quartet, Mathias Heise Quadrillion, Anders Fjeldsted Sextet og Alawari. Rammerne bliver blandt de hyggeligste på festivalen, når baren og de bløde sofaer fra uKirke rulles ud på pladsen. Til uJazz vil man kunne opleve en række upcoming jazzmusikere i en blanding af vilde rytmer og afslappende jazz, mens man nyder en kold øl eller et glas vin alene eller sammen med vennerne. Musikken spænder over forskellige genrer, men fællesnævneren er, at alle musikerne er unge og talentfulde.

11-13/7, kl. 15:00, 17:30 & 20:00 – Litauens Plads – Læs mere / Fri entré

 

Jazz fylder Kulturtårnet på Knippelsbro

Det ikoniske tårn på Knippelsbro er de seneste år blevet sin helt egen lille kulturinstitution i Københavns havn. Brotårnet blev bygget i 1937, og blev først åbnet for offentligheden, da foreningen Kulturtårnet slog dørene op til et gennemrenoveret brotårn i 2017. Musikere, kunstnere og andre kreative sjæle inviteres løbende til at udstille og afvikle arrangementer i tårnet. Samtidig giver foreningen de besøgende mulighed for at få et helt unikt overblik over Københavns Havn fra balkonen, der løber hele vejen rundt om brotårnet. Det er samme unge forening, der under årets festival inviterer dig indenfor til fem eftermiddage med fem forskellige bud på jazzens væsen – fra veteraner som Bo Stief og Søren Lee til fremadstormende yngre navne som Maria Dybbroe og Signe Emmeluth.

6., 10., 11., 13. + 14/7 – Kulturtårnet på Knippelsbro – Læs mere / Kombineret billettering

 

Jazz Club Loco rykker ind i Kapellet

Østre Kapel på Vestre Kirkegård er en af byens mest unikke venues. Det over 100 år gamle kapel stod mere eller mindre tomt og forladt gennem 90 år, indtil det progressive lille storbyteater ’Sydhavn Teater’ indtog det i 2016. Siden har Østre Kapel været kulturelt aktiv indenfor scenekunsten for Sydhavnen, såvel som for resten af byen. Nu indtager musikken kapellet. Under Copenhagen Jazz Festival låner Karens Minde Kulturhus og Jazz Club Loco de historiske rammer og præsenterer en række grænsesøgende koncerter, der er særligt kurateret og booket til netop dette rum, og giver publikum en helhedsoplevelse, hvor rum, lyd og location smelter sammen i ét bevidsthedsudvidende forløb.

9-11/7 – Jazz Club Loco / Østre Kapel, Vestre Kirkegård – Læs mere / Køb billet