København som jazzby: Copenhagen Jazz Festivals historie – fortalt af Kjeld Frandsen

Hver sommer i begyndelsen af juli ændrer København sig drastisk. I løbet af ti dage tager jazzen bogstaveligt talt over under den årlige Copenhagen Jazz Festival, hvor torve og stræder, spillesteder og gader flyder over med et overflødighedshorn af jazz i alle afskygninger. Københavns status som en jazzhovedstad kommer mere end noget andet sted kommer til udtryk, når hundredvis af danske og udenlandske musikere hvert år samles på Copenhagen Jazz Festival, der er én af Europas største jazzfestivaler.

København har en lang historie som jazzby og har siden 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base, med rette kunnet kalde sig for en af Europas absolutte jazzhovedstæder. Gruppen tæller blandt andet folk som Dexter Gordon, Stan Getz, Ben Webster, Oscar Pettiford, Stuff Smith, Kenny Drew, Ed Thigpen og Thad Jones – de to sidstnævnte ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård ved Kongens Enghave; Ben Webster og Kenny Drew er begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som ordkombination tilbage i 1962 og var i 60’erne og starten af 70’erne en koncertrække med tidens førende amerikanske kunstnere: Dizzy Gillespie, Count Basie, Thelonius Monk, Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Gary Burton, Sarah Vaughan, Elvin Jones, Art Blakey, Albert Ayler m.fl.

Jazzen i København spirer fortsat den dag i dag, ikke mindst takket være koncertarrangører som Jazzhouse, Jazzhus Montmartre, La Fontaine, JazzCup, Charlie Scott’s, Paradise Jazz, ILK, Jazz Club Loco og et væld af nye jazztalenter, som udgør grundstammen hver sommer under festivalen. I de seneste år er Copenhagen Jazz Festival vokset til at være en kæmpe musikbegivenhed, som tæller mere end 120 spillesteder og uafhængige arrangører i København og på Frederiksberg.

Journalist og forfatter Kjeld Frandsen har skrevet om de tidligste udgaver af Copenhagen Jazz Festival og København som jazzby i bogen “Jazz i Danmark 1950-2010” (Politikens Forlag). Kjeld Frandsens kapitler “Tid til jazzfestivaler” og “Udenlandske jazzmusikere i 60’erne” danner grundlag for denne artikelserie, som blev bragt her på Jazz.dk i anledning af Copenhagen Jazz Festivals 40 års jubilæum i 2018. Foto af Gorm Valentin.

Kapitel 1: Tid til jazzfestivaler
Kapitel 2: Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 1960’erne
Kapitel 3: Copenhagen Jazz Festival etableres

God læselyst!

København som jazzby – de tidlige år

København er en af Europas jazzhovedstæder. Det har den været siden Sam Woodings Chocolate Kiddies for første gang bragte original New Orleans-jazz til byen i 1925. I trediverne opholdt Coleman Hawkins og Benny Carter sig i lange perioder i København. Louis Armstrong besøgte byen første gang i 1933 og blev modtaget på Københavns Hovedbanegård af 3.000 begejstrede fans.

I fyrrene var dansk jazz en del af reaktionen mod besættelsesmagten, hvor begrebet “dansk guldalderjazz” brød igennem. Krigsårene betød også en stigning i antallet af jazzkoncerter, og da besøget af udenlandske orkestre naturligt faldt bort, betød det ekstra aktivitet for danske jazzmusikere, og der blev udgivet fire gange så mange danske pladesider med swingmusik på trods af krigen.

Københavns jazzhistorie husker man dog først og fremmest i forbindelse med 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base. Blandt de kunstnere, der gennem årene har taget ophold i byen, er så prominente navne som Stan Getz, Oscar Pettiford, Dexter Gordon, Ben Webster, Kenny Drew, Thad Jones. Flere blev boende og var fortsat aktive i det danske jazzmiljø, for eksempel Horace Parlan, Duke Jordan, Ed Thigpen, Doug Raney og Bob Rockwell.

Tid til jazzfestivaler

Ordet jazzfestival kendte man som begreb i USA i 1950’erne, og de første danske udgaver dukkede op i begyndelsen af 1960’erne. Der var dog almindeligvis tale om en betegnelse for enkeltstående koncert-begivenheder, mens festivaler i et større og egentligt festivalformat først etablerede sig fra 1970’erne. En enkelt festival, der skulle udvikle sig til en af de betydeligste danske, var Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, der tog sin begyndelse som en musikalsk sejltur op og ned ad Gudenåen i 1966. 

I Århus kunne man under betegnelsen ”Festival 61” i september 1961 opleve en festival, der havde form som en konkurrence med 18 amatørorkestre, overvejende af traditionel tilsnit. Det blev det århusianske band, Jazzminerne – med blandt andet basunisten og arrangøren Hans Brincker og trommeslageren Finn Slumstrup, der vandt. Timme Rosenkrantz var konferencier, og festivalens hovednavn var den amerikanske saxofonist Eric Dolphy.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som ordkombination tilbage i 1962 og blev manifesteret som en dag med koncerter i Odd Fellow Palæet, hvor der blev spillet musik i flere sale, og hvis største begivenhed var en konkurrence med amatørjazzorkestre. I 1962 vandt Leonardo Pedersens Jazzkapel (som stadig er aktivt den dag i dag!) og året efter Brødrene Vogels Kvartet.

Copenhagen Jazz Festival blev for første gang et internationalt varemærke i 1964. I realiteten var der tale om en udløber af den amerikanske Newport Jazz Festival med den amerikanske impresario George Wein i samarbejde med europæiske arrangører, i første omgang Richard Stangerup. Af de tidlige koncertrækker var førsteudgaven Copenhagen Jazz Festival i 1964 nok den mest spektakulære og den mest omtalte. Den fandt sted i K.B. Hallen søndag den 4. oktober med bl.a. Miles Davis’ berømte kvintet og Dave Brubeck Quartet.

Copenhagen Jazz Festival 1964 var delt op i et eftermiddags- og aftenprogram med start henholdsvis kl. 14 og kl. 19. På den første var der primært fokus på de ældre jazzformer. De danske indslag blev varetaget af klarinettisten Henrik Johansen, der stod i spidsen for det traditionelle Dreamland Jam Band, samt Arnvid Meyers orkester. Og fra USA kom Chicago All Stars med klarinettisten Pee Wee Russell og tenorsaxofonisten Bud Freeman, gospelsangerinden Sister Rosetta Tharpe, Original Tuxedo Jazz Band fra New Orleans med blandt andet trompetisten Alvin Alcorn og banjospilleren Albert French, og et Mainstream-ensemble med blandt andet trompetisten Harry Sweets Edison og tenorsaxofonisten Coleman Hawkins. Aftenkoncerten var nok så interessant. Der blev lagt ud med Miles Davis Quintet, hvor man for første gang i København oplevede den berømte besætning med trompetisten Miles Davis, tenorsaxofonisten Wayne Shorter, pianisten Herbie Hancock, bassisten Ron Carter og den blot 18-årige trommeslager Tony Williams, der især vakte opsigt. En anden 18-årig, den danske bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen, stod for første gang i spidsen for egen sekstet, der rummede saxofonisterne Ray Pitts og Bent Jædig, og endvidere kunne man høre George Russell Sextet med trompetisten Thad Jones.

Efter pausen spillede den publikumspopulære og kritikerhadede Dave Brubeck Quartet med pianisten Dave Brubeck, altsaxofonisten Paul Desmond, bassisten Eugene Wright og trommeslageren Joe Morello, og herefter et bebop-band ”In Memoriam Charlie Parker”, med altsaxofonisten Sonny Stitt, trompetisten Howard McGhee og basunisten J.J. Johnson. I følge programmet skulle anden afdeling være indledt med Roland Kirk Quartet. Men til trods for, at saxofonisten Roland Kirk rent faktisk var til stede, kom han aldrig på scenen. 

Hvad mange jazzentusiaster stadig husker er, at Politikens anmelder, Jørgen Leth, ikke desto mindre anmeldte Roland Kirks optræden. På baggrund af et læserbrev måtte han nogle dage efter give en mildt sagt slukøret forklaring på anmeldelsen. Desværre huskes den i øvrigt så velskrivende jazzskribent Jørgen Leth for denne – som han selv kalder det – bommert, der i øvrigt også gav anledning til en opblussen af en gammel fejde mellem Jørgen Leth og Erik Moseholm, idet sidstnævnte allerede i begyndelsen af årtiet havde beskyldt Leth for ikke at være til stede ved de koncerter, han anmeldte. Og Moseholm truede nu med at trække sig ud af Den Danske Jazzkreds, hvis Jørgen Leth ikke straks forlod samme. Og det gjorde sidstnævnte så.

Copenhagen Jazz Festival i Tivolis Koncertsal 1965-69

Koncertrækken med titlen Copenhagen Jazz Festival fortsatte i Tivolis Koncertsal i årene 1965-1969 med tidens førende amerikanske kunstnere: Dizzy Gillespie, Count Basie, Thelonius Monk (som dokumenteret i Clint Eastwoods dokumentarfilm Straight, No Chaser fra 1988), Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Gary Burton, Sarah Vaughan, Elvin Jones, Art Blakey, Albert Ayler med flere.

Copenhagen Jazz Festival 1965 fandt sted i Tivolis Koncertsal søndag den 31. oktober kl. 15.30 og 19.30. Eftermiddagskoncerten lagde ud med den amerikanske saxofonist Sonny Rollins, ledsaget af sin landsmand, trommeslageren Alan Dawson, og den danske bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Det blev en mindeværdig afdeling. Med sin version af calypsoen ”St. Thomas” og et efterfølgende medley, blev der spillet enestående og charmerende jazzmusik, der mundede ud i et kvarters stående bifald. 
Den amerikanske sangerinde Dakota Staton var sat på en uriaspost som bindeled mellem Sonny Rollins og altsaxofonisten Ornette Coleman, og mange benyttede lejligheden til at gå i baren. Og så kom Ornette Coleman, ledsaget af bassisten David Izenson og trommeslangeren Charles Moffett. Også en spændende afdeling, hvor man for første gang oplevede Colemans særegne evner på trompet og violin.

Aftenkoncerten skulle have været indledt af en gruppe under ledelse af barytonsaxofonisten Gerry Mulligan. Han meldte afbud, og pianisten Earl Hines spillede solo – senere suppleret af bassisten Jimmy Woode, trommeslageren Kenny Clarke og trompetisten Roy Eldridge. Herefter spillede pianisten Lennie Tristano en soloafdeling, og efter pausen blev det tid for Lee Konitz og Bill Evans, der begge – sammen og hver for sig – blev ledsaget af trommeslageren Alan Dawson og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Endelig spillede Art Blakey and his New Jazz – med blandt andet trompetisten Freddie Hubbard.

Året efter, i 1966, blev Copenhagen Jazz Festival afholdt i Tivolis Koncertsal. Den fandt sted den 10. og 11. november, og på programmet var blandt andet trommeslageren Max Roach, pianisten Willie ”The Lion” Smith, Dave Brubeck Quartet, Stan Getz Quartet og Sonny Rollins Trio. Men helt klart var det den store avantgarde-saxofonist, Albert Ayler, der med sin på én gang vilde og folkemusikalske musik – og bistået af sin bror, trompetisten Don Ayler, og violinisten Michael Sampson, der skabte festivalens højdepunkt, om end ikke så få traditionsbevidste tilhørere flygtede – demonstrativt og/eller rædselsslagne.

I 1967 fandt Copenhagen Jazz Festival sted onsdag den 1. og torsdag den 2. november – nok engang – i Tivolis Koncertsal. Der var to koncerter onsdag, og der blev budt på Guitar Workshop med blandt andet Barney Kessel, Larry Coryell Group, sangerinden Sarah Vaughan, Gary Burton Quartet og Thelonious Monk Orchestra. Koncerten torsdag blev indledt af Miles Davis Quintet i sin faste udgave, efterfulgt af Newport All Stars, under ledelse af impresarioen og pianisten George Wein – og med blandt andet trompetisten Ruby Braff. Endelig kunne man opleve tenorsaxofonisten Archie Shepp, der – bistået af basunisterne Roswell Rudd og Grachan Moncur, bassisten Jimmy Garrison og trommeslageren Beaver Harris – bød på ekspressiv freejazz, der – i lighed med Ayler-koncerten året før – fik påfaldende mange til at forlade koncertsalen.

Copenhagen Jazz Festival 1968 havde til huse i Tivolis Koncertsal, den 27., 28. og 29. oktober. Første aften – mandag – bød på bluessangeren og guitaristen Muddy Waters samt på Horace Silver Quintet, og tirsdagskoncerten havde to store orkestre, under ledelse af henholdsvis trompetisten Dizzy Gillespie og pianisten Count Basie, mens man onsdag kunne opleve vibrafonisten Gary Burton og hans kvartet plus hans instrumentkollega, Red Norvo, og dertil en strøm af stjernetrommespil fra Art Blakey’s Jazz Messengers, Elvin Jones Trio og de to trommeslagere, Max Roach og Sunny Murray.

Som en slags optakt til Copenhagen Jazz Festival 1969 spillede Gary Burton Quartet den 23. oktober i Odd Fellow Palæet, og den 27. oktober kunne man høre sangeren og pianisten Ray Charles med stort orkester i Tivolis Koncertsal. Det var også i denne koncertsal, festivalen fandt sted i dagene 1., 2. og 4. november. Førsteaftenen – lørdag – bød på Lionel Hampton Octet og sangerinden Sarah Vaughan med trio, og om søndagen blev der så plads for Duke Ellington og hans orkester samt Newport All Stars under ledelse af pianisten George Wein. Mest interesse havde dog tirsdagskoncerten, hvor trompetisten Miles Davis spillede med saxofonisten Wayne Shorter, keyboardspilleren Chick Corea, bassisten Dave Holland og trommeslageren Jack DeJohnette. Det var en overraskende afdeling, hvor der i suiteform blev spillet meget fri og meget ekspressiv musik. Ekspressiviteten blev dog ikke mindre efter pausen, hvor scenen blev overladt til den kompromisløse avantgardepianist, Cecil Taylor, der var i selskab med altsaxofonisten Jimmy Lyons, tenorsaxofonisten Sam Rivers og trommeslageren Andrew Cyrille.

I Information skrev Erik Wiedemann: ”Har Davis taget Taylors tilstedeværelse på samme program som en udfordring? Eller har Davis, som en Bob Dylan, villet demonstrere at vi ikke skal være for sikre på, hvor vi har ham?…. Ville Taylor herefter spille, som man havde ventet, at Davis gjorde, spurgte man i pausen. Så vidt gik det dog ikke, derimod gik Taylor vidt i at spille som Taylor. Fem kvarters uophørlig musik spillet for fuldest tænkelige udblæsning straks fra starten og næsten til slutningen. Kompakt, luftløst, næsten hysterisk ekspressivt, i et monomant fortissimo, så godt som uudholdeligt at sidde igennem.”

I Land og Folk skrev Jan Søttrup: ”Davis’ trompet skreg. Hollands bas blev strøget skært med buen. DeJohnettes tyste trommer forstærket af en mikrofon under bækkenerne. Og Corea dryssede stjernestøv ned fra Mælkevejene. Det var som en drøm… Cecil Taylors vilde, men præcise anslag på klaveret blev afbrudt af stille, roligt spil, kun for få øjeblikke, så gik det løs igen. Da koncerten var forbi, vaklede benene under én.”

Ingen tvivl om at denne årtiets sidste store koncert tegnede det årti, der gik på hæld. Cecil Taylor – totalt kompromisløs – og fortsat den ypperste repræsentant for det vildeste, jazzen har kunnet byde på. Og den uforudsigelige Miles Davis, der nu slipper de mange milepæle han allerede har sat i jazzen – og er på vej nye steder hen. Og som bekendt skulle han da også i de kommende årtier i høj grad være med til at sætte dagsordenen på den internationale jazzscene.

Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 1960’erne

De udenlandske musikere, der slog sig ned i København, var musikere, der fandt en social tryghed i det danske miljø, hvor de naturligt nød beundring. Og det var i høj grad disse musikere, der i 1960’erne kom til at sætte fokus på København som jazzby og gøre byen til det, mange ynder at kalde Europas jazzcentrum.

I 1960 kunne man fortsat høre de to amerikanere, tenorsaxofonisten Stan Getz og bassisten Oscar Pettiford, der især blev kendt for at spille i Café Montmartre, ofte ledsaget af den svenske pianist Jan Johansson og den amerikanske trommeslager Joe Harris eller William Schiøpffe. Faktisk lukkede Montmartre i Store Regnegade i begyndelsen af 1960, og selv om Oscar Pettiford døde samme efterår, og Stan Getz drog tilbage til USA et halvt års tid senere, er disse to amerikanske musikere ofte blevet slået i hartkorn med det hold af bemærkelsesværdige udenlandske musikere, der efter Montmartres genåbning nytårsaften 1961/1962 kom til at præge den danske jazzscene.

I det nye Montmartre kunne man i første omgang opleve den amerikanske tenorsaxofonist Brew Moore, der hyppigt optrådte i selskab med stedets medejer, den amerikanske pianist Harold Goldberg. Og snart efter var det også muligt at opleve en af de store bebopveteraner, pianisten Bud Powell, ledsaget af Jørn Elniff og den purunge Niels-Henning Ørsted Pedersen. Bud Powell havde dog på dette tidspunkt kulmineret som kunstner, og det blev da også en anden amerikansk pianist, der virkelig skulle få betydning for Montmartre og for den danske scene i 1960’erne. Det var Kenny Drew, som i 1964 slog sig ned i Danmark, hvorefter han i resten af årtiet var den reelle musikalske leder af Montmartres faste trio.

Den musiker, der frem for nogen anden blev symbolet på de udenlandske musikeres ophold og indflydelse i Danmark, var den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon. Han blev engageret i Montmartre i oktober 1962 og gjorde snart København til sin base for turneer ude i Europa og enkelte afstikkere til sit hjemland. Her havde han igennem 1950’erne haft vanskelige arbejdsvilkår, idet hans stofmisbrug havde ført til længere fængselsophold samt til fratagelse af det kabaretkort, der var nødvendigt for at spille på klubberne i New York. Dexter Gordon spillede jævnligt i Montmartre, og han holdt meget af Danmark. I modsætning til mange andre herboende amerikanere tilegnede han sig relativt hurtigt det danske sprog – om end med kraftig accent samt med den karakteristiske meget drævende talemåde, som han i øvrigt også benyttede, når han talte engelsk. Den skulle mange år senere blive en force, da han i 1985 fik hovedrollen i den franske film ‘Round Midnight’, en rolle han blev Oscar-nomineret for.

I Danmark blev Dexter Gordon relativt hurtigt fri af sin narkotikaafhængighed, som dog indhentede ham igen i forbindelse med et besøg i USA i 1965. Efterfølgende fik han en betinget dom i Paris, hvilket igen førte til, at fremmedpolitiet i Danmark ikke ville give ham arbejdstilladelse. Men efter et protestbrev fra en lang række danske kulturpersonligheder og endnu en effektiv afvænning fik Dexter Gordon atter arbejdstilladelse, og fra 1967 til 1976 havde han fast bopæl i Danmark, hvor han jævnligt kunne høres. Herefter vendte han som ‘den fortabte søn’ tilbage til USA, hvor han fik et kolossalt comeback.

En anden musiker, der i næsten lige så høj grad blev et symbol på den amerikanske jazzindvandring i 1960’erne, var tenorsaxofonisten Ben Webster. Selv om han som stilskaber og jazzhistorisk person var et stort navn, havde også han problemer med at klare sig i USA, som han af samme grund forlod i 1963. Efter et engagement på Ronnie Scott’s Club i London kom han i januar 1965 til Danmark, hvor han i første omgang optrådte i Montmartre, og herefter var han solist rundt omkring i landet, ofte med Arnvid Meyers Orkester. Ben Webster boede i Holland i årene 1966-69, hvorefter han slog sig ned i København, hvor han indtil sin død i 1973 boede i en lejlighed på Nørre Søgade. Ud over samarbejdet med Arnvid Meyers Orkester blev Ben Webster især kendt for sine optrædener og indspilninger i Jazzhus Montmartre, ledsaget af Kenny Drew, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel. Endvidere optrådte Ben Webster med Radioens Big Band, og musikalsk set var det en god periode for ham. Ikke mindst udviklede han sit balladespil til noget smukt og unikt.

Andre store amerikanske musikere, der i længere perioder opholdt sig i Danmark i 1960’erne, var saxofonisten Sahib Shihab, violinisten Stuff Smith, trommeslageren Albert Tootie Heath og den ovenfor nævnte Brew Moore. Særlig populær og synlig var tenorsaxofonisten Johnny Griffin, der havde bosat sig i Europa i 1963, og som fra det følgende år hyppigt lod sig høre i Montmartre og ofte i selskab med trommeslageren Art Taylor. Fremhæves skal saxofonisten og komponisten Ray Pitts, som i 1962 slog sig ned i Danmark, hvor han i 60’erne og de følgende årtier fik en uvurderlig betydning for den danske jazzscene ikke mindst i Radioens Big Band.

Også ikke-amerikanere fik betydning, eksempelvis sydafrikanere som trommeslageren Makaya Ntshoko og i væsentlig grad pianisten Dollar Brand (senere kendt som Abdullah Ibrahim), der gennem hele årtiet med jævne mellemrum dukkede op med forskellige konstellationer og som solopianist. Stilistisk skilte han sig ud fra tidens øvrige jazzkunstnere, og hans melodiøse og ostinatprægede spil fik blandt andet stor betydning for den danske pianist Jan Kaspersen. Også musikere fra de skandinaviske lande og fra det øvrige Europa fik en vis indflydelse på de danske jazzscener, og særligt betydningsfulde var de to svenskere, altsaxofonisten Rolf Billberg og barytonsaxofonisten Lars Gullin, der jævnligt var på besøg og havde kortere eller længere ophold i den danske hovedstad.

I 1960’erne benyttede en række danske orkestre sig af udenlandske dirigenter og arrangører. For Radioens Big Band eller Det Ny Radiodanseorkester, som det hed på dette tidspunkt, var det i første omgang den amerikanske orkesterleder Stan Kenton, der blev en væsentlig gæstedirigent i 1966. Ikke mindst fordi orkestrets ‘bog’ i høj grad var hentet hos Kenton og hans faste arrangører, samt at chefdirigent Ib Glindemann havde Stan Kenton som sit store idol. For Radiojazzgruppens vedkommende var det saxofonisten og fløjtenisten Sahib Shihab og trompetisten Don Cherry samt komponisten, pianisten og musikteoretikeren George Russell, der fik en relativ stor indflydelse på den nordiske musikscene i 1960’erne.

George Russell, hvis teorier om klang og skalaer er nedfældet i hans bogværk “The Lydian Chromatic Concept of Tonal Organisation”, spillede i K.B. Hallen med sin sekstet ved Copenhagen Jazz Festival 1964, og året efter bosatte han sig i Sverige. Han blev hentet hertil af Erik Moseholm for at lede Radiojazzgruppen, og der var afsat seks timer til optagelse. For de danske musikere forekom tiden til prøvning og udførelse ganske knap, men Russell var meget effektiv. Han kom med sine erfaringer fra New York, hvor en musiker bare skulle levere varen, ellers var der mange andre at vælge imellem. Hans kontante facon betød, at en del musikere tog varigt afstand fra ham, mens andre, heriblandt Palle Mikkelborg, påskønnede hans idéer og kreativitet samt hans til tider dæmoniske facon.

I 1967 hyrede Moseholm atter George Russell, så han den 9. august kunne stå for den ene afdeling af en Radiojazzfestival-koncert, hvor han fik lejlighed til at præsentere nogle af sine nyere værker. Dansk Jazzmusiker Forening, der var oprettet i 1966, fik i februar 1968 arrangeret en slags masterclass med Russell i Montmartre, hvor føromtalte bog var inkluderet i kursusprisen. I januar 1969 var George Russell atter i København, hvor han ledede en dansk-svensk sekstet i Radiohuset, og i august samme år var han underviser på jazzstævnet på Vallekilde Højskole, hvor en lang række af tidens unge danske musikere blev meget begejstrede for ham.

I en dokumentar fra DR2 fortælles historien om Café Montmartre i Store Regnegade fra 1959-1976. En anden nyere dokumentar er Janus Køster-Rasmussens film “Cool Cats” fra 2015, der fortæller historien om, hvordan specielt Ben Webster og Dexter Gordon fandt et menneskeligt frirum fra hjemlandets racediskrimination og stofproblemer i vores egen lille storby, København.

Copenhagen Jazz Festival etableres

Det, vi i dag kender som Copenhagen Jazz Festival, blev grundlagt i 1979, da Poul Bjørnholdt fra Copenhagen City Center i samarbejde med Kay Sørensen fra Jazzhus Montmartre og byens øvrige relativt få jazzspillesteder lancerede en ugelang festival med 75 koncerter. Ved siden af gratiskoncerterne har festivalen arrangeret større koncertbegivenheder med internationale stjernenavne og fungeret som paraply for arrangører fra de etablerede jazzklubber som Drop Inn, 10’eren, Jazzhus Montmartre, La Fontaine, Sabines Cafeteria, Palæ Bar, Det Lille Apotek, Jazzkælderen, Bartof Café og Jazzcup. Festivalen udviklede sig derfor hurtigt til en årlig arbejdshøjtid for danske jazzmusikere.

I 1985 blev Copenhagen Jazz Festival stiftet som en selvejende fond med en bestyrelse, der repræsenterede jazzmiljøet, pressen og turistindustrien. Spillestedet Montmartre var med til at introducere de store udendørskoncerter, der begyndte med koncerter på Christiansborg Slotsplads i 1985 og på Ridebanen bag Christiansborg i 1986-87. Festivalsekretariatet videreførte idéen under konceptet Giant Jazz på Ridebanen i 1990-1994 og fortsatte senere koncerttemaet Giant Jazz i Cirkusbygningen, Glassalen, Det Kongelige Teater, Operaen og Skuespilhuset.

Giant Jazz fik senere navnet Concert Hall Events, som i løbet af festivalens historie blandt andet har budt på jazzens allerstørste nulevende stjerner som Keith Jarrett, McCoy Tyner, Sonny Rollins, Herbie Hancock, Chick Corea, Caetano Veloso & Gilberto Gil med flere.

I 1987 lancerede Copenhagen Jazz Festivalen konceptet børnejazz i samarbejde med musikpædagogen Grethe Agatz. Hun trak sig tilbage som 84-årig i 1997, men Jazz For Kids lever i bedste velgående frem til den dag i dag.

Progressive og nytænkende kræfter i København

Da København i 1996 var europæisk kulturby, fik festivalen yderligere bevillinger fra Kulturby 96, hvor man satsede på større internationale koncerter. Samme år lancerede man koncerttemaet Future Sound Of Jazz, der markerede en ny æra i mødet mellem jazz og elektronisk musik. Siden er også en række andre temaer kommet til verden som Something Else, Jazz Meets the Street, Jazz by the Sea, 21st Century Jazz, Jazz Remixed med flere.

To unge orkestre, Once Around The Park og When Granny Sleeps, varslede i anden halvdel af 90’erne en stærk og selvbevidst generation af musikere, som turde gå nye veje. Once Around The Park mestrede en svævende og pulserende form for nutidsjazz med saxofonisten Jakob Dinesen i front og bassisten Anders Christensen i bunden. When Granny Sleeps dyrkede en kraftfuld, semi-elektrisk musik, bragt til torvs af guitaristen Niklas Knudsen, trompetisten Kasper Tranberg, trommeslageren Anders Mogensen og bassisten Nils Davidsen. Denne generation blev naturligt en del af festivalen, bannerført af navne som Kresten Osgood, Søren Kjærgaard, Jacob Anderskov, Jakob Bro, Maria Laurette Friis, Mark Solborg, Peter Bruun og Stefan Pasborg – mange hvilke var med til at starte ILK (Independent Label København) i 2002. Flere uafhængige pladeselskaber og paraplygrupper er opstået i 00’erne heriblandt Cowbell Music og eksperimenterende foreninger som Barefoot Records, Yoyooyoy, og Escho, der er grundlagt i samme periode.

Efter årtusindeskiftet var foreningerne bag Jazz Club Loco, Christiania Jazzklub og Christianshavn Beboerhus med til at skabe nye scener for den unge og frittænkende avantgarde- og indiejazz, hvilket har været medvirkende til, at jazzscenen i København er blevet mere progressiv og mangfoldig end nogensinde før. De danske musikere optræder oftere med internationale orkestre og på tværs af landegrænserne. Spillesteder med jazz på repertoiret spænder fra koncertsale til jazzklubber, fra provisoriske koncertrum til diy-steder; og den eksperimenterende jazz har opløst grænserne mellem avantgarde, improvisation og elektroniske værktøjer – og fundet faste tilholdssteder i Koncertkirken, Mayhem og 5e. Alt dette er med til at fastholde interessen for jazz uden for festivalsæsonen, som foruden Copenhagen Jazz Festival og den landsdækkende Vinterjazz tæller foreningsdrevne festivaler i hele landet.

Siden 1979 er Copenhagen Jazz Festival vokset til at være en kæmpe musikbegivenhed, som i dag tæller mere end 100 spillesteder og uafhængige arrangører i København og på Frederiksberg, hvilket ikke mindst skyldes, at festivalens struktur fortsat er den samme som fra grundlæggelsen i 1979. Copenhagen Jazz Festival fungerer både som arrangør af de store koncerttemaer og torvekoncerterne og som paraply for festivalens mange venues. Når Copenhagen Jazz Festival løber af stablen, så er der derfor mere end 1200 koncerter i det årlige program, der besøges af et anslået samlet publikumstal på mere end 250.000 gæster.

(Kilder: Kjeld Frandsen, uddrag fra bogen “Jazz i Danmark 1950-2010”, Politikens Jazz Leksikon, Det Kongelige Bibliotek, JazzDanmark, Wonderful Copenhagen, Wikipedia mm. Fotos: Kristoffer Juel Poulsen, optagelser fra Danmarks Radio). Artiklen er opdateret i 2018.