Ben Webster Prisen 2021 uddeles til to af landets største bassister ved en prisfest under Copenhagen Jazz Festival


Den velrenommerede Ben Webster Prisen uddeles i år for 45. gang. Som noget særligt tildeles årets pris til to danske jazzmusikere, nemlig bassisterne Thomas Fonnesbæk og Anders ’AC’ Christensen. Prisoverrækkelsen og de efterfølgende koncerter med vinderne finder sted på Bartof Station på Frederiksberg på sommerens første jazzfestivaldag, torsdag den 1. juli

Om årets prismodtagere skriver Ben Webster Fonden:

“Danske bassister har siden 1960’erne sat sit præg på såvel dansk som international jazz – således også årets Ben Webster prismodtagere, der ud over at være travle folk herhjemme har høstet international anerkendelse og opmærksomhed og dermed har været medvirkende til, at der i udlandet fortsat holdes øje (og ører) med danske bassister.

’AC’ og Thomas Fonnesbæk tilhører samme generation af danske jazzbassister (født i 70’erne), og de spiller begge både el- og kontrabas på højeste niveau til glæde for såvel danske som udenlandske musikere og publikummer.

Men de er også to meget forskellige musikere med hver sin tilgang til tradition og stil: Hvor Thomas Fonnesbæks ekvilibristiske spil trækker tydelige tråde til den danske jazzbastradition, som man kender fra f.eks. hans lærere Bo Stief, Jens Melgaard og NHØP samt influenser fra bl.a. Jaco Pastorius, var det banebrydende, da ’AC’ entrerede de danske jazzscener med et spil forankret i en old school amerikansk bastradition, hvor man på kontrabassen spiller med tarmstrenge højt over gribebrættet og med en mere fysik og akustisk tilgang, og hvor hurtige tonale løb var noget, man overlod til de andre.

Ben Websters Fond er glad for og stolt over at kunne overrække årets Ben Webster Pris til to så alsidige, gode og fremtrædende musikere!”

Ben Websters Fond arvede Websters rettigheder og har siden 1977 hvert år kunnet uddele Ben Webster Prisen til musikere eller andre, der fremmer jazzen i Danmark. Fondens overordnede formål er at fremme forståelsen og udbredelsen af jazzmusik i Danmark.

Ben Webster Prisen 2021
Torsdag 1/7, kl. 19:00 – Bartof Station, Frb – Læs mere / Køb billetter

Line-up:

Anders Christensen Sekstet
Jacob Bro (guitar), Simon Toldam (piano), Kasper Tranberg (trompet), Ned Ferm (sax), Jakob Høyer (trommer)
Frands Rifbjerg (Ben Webster Prisen 2020) Kvartet
Søren Kjærgaard (piano), Anders “AC” Christensen (bas), Kasper Tranberg (trompet)
Jesper Thilo (æresmedlem) duo m. Thomas Fonnesbæk

Copenhagen Jazz Festival 2021 finder sted den 1.-24. juli. Programmet offentliggøres løbende her på www.jazz.dk

 

Foto: Gorm Valentin / Ben Webster Foundation.com