Copenhagen Jazz Festival løfter sløret: Årets plakatkunstner er Mie Olise Kjærgaard


Mie Olise Kjærgaard (f.1974) har en mastergrad i henholdsvis arkitektur og billedkunst, og arbejder med maleri, skulpturer og installationer. I de senere år har hun kredset om kvinder som tema i et feministisk perspektiv: Kvinder, der flyver og rider. Kvinder, der spiller tennis og cykler. Kvinder, der drikker og demonstrerer. Kvinder, der lever livet. I efteråret 2021 udkom bogen “Disobedient Muses (Ulydige Muser)”, hvor hun opsummerer sine seneste års værker og blotlægger et udsnit af sine inspirationskilder. I bogen er Mie Olises malerier således ledsaget af fotos af nogle af historiens normbrydende kvinder, bl.a. suffragetterne; kvinder, der smed korsettet og sad overskrævs på hesten.

“Med værkerne vil jeg bidrage til den igangværende diskussionen om kvindeliv før og nu. Jeg ønsker samtidig at rette blikket mod de kvindelige aktivister og kunstnere, vi alle står på skuldrene af,” fortæller Mie Olise. “Maleriet er min kvindekamp. Jeg maler kvinder, der lever indefra og ud – i stedet for at være flotte objekter, der blot ses udefra.”

Mie Olise Kjærgaard har haft base i San Francisco, London, København og New York, og hun bor nu i København. Hun har bl.a. udstillet på Utah Museum of Contemporary Art, Museum of Fine Art – Houston, Barbara Davis Gallery, MAAA – Museo de Arte Acarigua, Venezuela, The Journal Gallery, New York, Torrance Art Museum, Honor Fraser, Samuel Freeman, Hans Alf Gallery, Skive Ny Kunstmuseum, Nikolaj Kunsthal m.fl.

Køb årets kunstplakat af Mie Olie Kjærgaard via Copenhagen Jazz Festivals webshop

Om jazzplakaten
Hvert år siden 1982 har Copenhagen Jazz Festival udvalgt en dansk billedkunstner til at lave den officielle festivalplakat, som med tiden er blevet til en række samlerobjekter. Festivalplakaterne, som er baseret på forskellige kunstformer fra maleri og collage til foto og grafik, er ikke blot et grafisk udtryk og en reklamesøjle for festivalen, men er blevet bredt anerkendt som selvstændige kunstværker. Det skyldes primært, at kunstnerne tilhører den absolutte elite inden for hver deres felt. Jazzplakaten som genre er blevet omtalt i Lars Dybdahls “Den Danske Plakat” (1994), og flere af festivalplakaterne er blevet trykt i årbøgerne “Dansk Kunst”.

Copenhagen Jazz Festivals plakatkunstnere gennem tiden:
1979: ukendt // 1980 & 1981: Wibroe, Duckert & Partners // 1982: Pia Schutzmann // 1983: Per Arnoldi // 1984: Niels Reumert // 1985: Bo Bonfils // 1986: Jens Jørgen Thorsen // 1987: Hans Henrik Lerfeldt // 1988: Tom Krøjer // 1989: Bent Karl Jacobsen // 1990: Erik Rasmussen // 1991: Poul Janus Ipsen // 1992: Knud Odde // 1993: Egon Fischer // 1994: Leif Sylvester // 1995: Jørgen Nash // 1996: Lars Ravn // 1997: Henrik Have // 1998: Dorthe Dahlin // 1999: Per Kirkeby // 2000: Bjørn Nørgaard // 2001: Ejler Bille // 2002: Ib Spang Olsen // 2003: Per Arnoldi // 2004: Evren Tekinoktay // 2005: HuskMitNavn // 2006: Jonas Hecksher // 2007: Henrik Vibskov // 2008: Kasper Eistrup // 2009: Tal R // 2010: Søren Solkær Starbird // 2011: Kirstine Roepstorff // 2012: Leo Scherfig // 2013: Søren Behncke // 2014: Mikkel Sommer // 2015: Julie Nord // 2016: Halfdan Pisket // 2017: Rasmus Meisler // 2018: Christiane Spangsberg // 2019: John Kørner // 2020: – // 2021: Frederik Næblerød // 2022: Mie Olise Kjærgaard

Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted fra 24. juni til 10. juli på 120 venues i hele hovedstaden. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk.