
Mandag d. 27. juni – Ny festivaluge lægger ud med storslåede hyldester, nye værker fra det hjemlige og besøg af britisk stortalent
Dag 4 på årets festival står i hyldestens tegn, når jazzikonerne Tomasz Stanko, Charles Mingus og Andrew Hill fejres i henholdsvis Skuespilhusets foyer, Kongens Have og Christianshavns Beboerhus. Der er også grund til at se frem til nye danske kompositioner med Lis Wessberg, Richard Andersson og Nissen Mosh og et fornemt besøg i form af saxofonist Seamus Blake i Prøvehallen – samt meget mere. Husk, at du altid kan finde hele dagens program her på Jazz.dk/koncerter og i appen.
Udvalgte highlights fra mandag d. 27. juni:
Kl. 16:00 – Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings (PL/DK) – Skuespilhusets foyer
Voksende polsk trompetstjerne ærer legende på ikonets eget horn! Oplev Tomasz Dąbrowski med en all-star septet, der præsenterer musik inspireret af Tomasz Stańko, spillet på legendens eget messinginstrument.
Kl. 16:00 – The Music of Mingus – Kongens Have
En af jazzens på alle måder helt store karakterer, bassist, komponist og bandleder Charles Mingus (1922-1979), ville tidligere i år være rundet de 100. Mingus efterlod sig en musikalsk arv, der er svær at overvurdere – og det er den, der bliver hyldet af et syv personers hold af stærke danske jazzesser på tværs af generationer ført an af saxofonist Jesper Løvdal.
Kl. 17:00 – Mabe Fratti (MEX) – Byhaven Pumpehuset
Guatemala-født, Mexico-bosat cellist, sanger, producer og komponist, der skaber musik ved hjælp af elektronik, stemmen, cello og naturens lyde. Et overvældende udvalg af effekter gør det muligt for Mabe Fratti at transformere sin cellos grundklang om til droner, løsslupne feedback-hyl, perkussive anslag og meget mere.
Kl. 19:00 – Lis Wessberg – Yellow Map – H15 Scene
Med trombonen som det toneangivende instrument i dybfølt leg med et elektronisk univers, fremstår trombonist, komponist og bandleder Lis Wessbergs nye gruppe Yellow Map som en unik størrelse herhjemme. At lytte til Yellow Maps er som at begive sig ud på en magisk togrejse gennem mytiske landskaber fyldt med uberørt natur.
Kl. 20:00 – Seamus Blake / Benjamin Koppel – Saxophone Society (UK/DK) – Cowbell / Prøvehallen
Den britiske saxofonist og komponist Seamus Blake har de seneste år udfoldet sit talent som leder og co-leder af talrige ensembler. Her kan du høre ham i samspil med Jesper Bodilsen, Martin Andersen og særlig gæst Benjamin Koppel til et overflødighedshorn af intenst sammenspil.
Kl. 20:00 – Egetoft/Besiakov plays Andrew Hill – Christianshavns Beboerhus
Amerikanske Andrew Hill (1931-2007) er en af jazzens mest interessante pianister og komponister, der fornyede og udfordrede beboppens konventioner. Saxofonist Mads Egetoft og trommeslager David Besiakov og tre unikke stemmer fra den københavnske jazzscene sætter her deres eget præg på Andrew Hills kompositoriske univers.
Kl. 21:00 – Nissen Mosh – Mellemrummet
I et ungt, vovet og futuristisk udtryk søger Nissen Mosh nye retninger og rammer for jazzen. Den dansk-tyske gruppes klange rummer en del af bandleder, saxofonist og komponist Asger Nissens favoritimpulser fra 1960’ernes Spiritual Jazz, “Neue Musik”, moderne jazz og hip hop.
Kl. 21:00 – Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson (IS/DK) – Christiania Jazz Club / Christianias Børneteater
Bassist og komponist Richard Anderssons dansk-islandske trio NOR er en stærkt sammenspillet størrelse, som har berørt lyttere på festivaler i hele Norden med et klart og følsomt udtryk præget af en nordisk tone. Denne gang kommer de lige fra studiet, hvor de har arbejdet med den anerkendte islandske guitarist Hilmar Jensson.
Glæd dig også til koncerter med Christina & Pelle von Bülow på Krudttønden, Søren Kristiansen & Thomas Fonnesbæk i Jazzcup, Gata Brass Band hos World Scene Platform / Støberiet, Living Ever After i Byhaven Pumpehuset, Björn Ingelstam Quartet (SE/DK) på Drop Inn, Kansas City Stompers på Bartof Station, Babylove & the van Dangos på Charlie Scott’s m.m.
Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted fra 24. juni til 10. juli hos 130 arrangører i hele hovedstaden. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.