
Søndag d. 26. juni – Fra swingende danske jazzikoner til farverige, fritflyvende ensembler
Dag 3 på årets festival vil for mange stå i traditionernes tegn, når Niels Jørgen Steen og hans A-Team indtager Kongens Have – men der er også grund til at glæde sig til blandt andet Kathrine Windfeld med big band samme sted, fri og højspændt politisk jazz fra Norge, folkekære Daimi, Excelsiors vokaleksperimenter og meget mere. Husk, at du altid kan finde hele dagens program her på Jazz.dk/koncerter og i appen.
Udvalgte highlights søndag d. 26. juni:
Kl. 12:00 – Jazz i Vartovs Gård: Jorden Rundt + De Onde + The Kutimangoes – Jazzhus Montmartre / Vartovs Gård
Den familievenlige mini-festival med Jazzhus Montmartre ved roret fortsætter i Vartovs Gård, hvor dagens program blandt andet indeholder en musikalsk jordomrejse og musik fra de(t) onde selv!
Kl. 15:00 – Kathrine Windfeld Big Band – Kongens Have
Windfelds kombination af farverige, eksplosive kompositioner og unge, skandinaviske musikere har blæst publikum og anmeldere fra det meste af Europa bag over med uimodståelig energi og en stærk trang til at forny bigband-musikken.
Kl. 16:00 – Daimi & Louisiana Jazzband – Viften
Vores alles Daimi er helt sin egen – og faktisk en fremragende jazzsangerinde, hvis rytmiske fornemmelse placerer hende blandt de allerbedste herhjemme. Her slår hun pjalterne sammen med Louisiana Jazzband, der spiller glad og swingende, dansevenlig jazz.
Kl. 16:00 – Andreas Røysum Ensemble ‘Fredsfanatisme’ (NO) – Skuespilhusets foyer
Den politiske engagerede, norske klarinettist Andeas Røysum har samlet ni af sine favoritmusikere i Andreas Røysum Ensemble – ekspressiv, revolutionær og fri jazz i lige linje fra tidligere ikoner som Sun Ra, Don Cherry og Art Ensemble of Chicago.
Kl. 17:00 – Niels Jørgen Steen’s A-Team – Kongens Have
A-Teams indtog i Kongens Have søndag eftermiddag er et traditionsrigt tilløbsstykke, der for mange er et mærkbart startskud til Copenhagen Jazz Festival. A-Teams repertoire er et bredt udsnit af jazzen, og orkestret repræsenterer stilarter fra swing over bebop til rhythm’n’blues.
Kl. 19:00 – Excelsior – Byhaven Pumpehuset
Dansk komponist, producer og sanger, der har stemmen som grundlæggende fokus. Hos Anja Lahrman AKA Excelsior folder vokale strukturer, melodiske linjer og akkordprogressioner sig ud sideløbende med digitale kæder og processering, som var det svungne stier i et landskab.
Kl. 20:00 – Vivian Buczek, Zier Romme, Matthias Petri & Cornelia Nilsson (SE/DK) – Bartof Station
Svenske Vivian Buczek er en af de mest anmelderroste og hyldede jazzsangerinder i både Sverige og udlandet. Her kan hun opleves i en stærk, skandinavisk konstellation for at spille musik fra The Great American Songbook.
Kl. 22:00 – Margaux Oswald/Jesper Zeuthen – KoncertKirken
Den dansk kult-saxofonist Jesper Zeuthen (Blue Sun, New Jungle Orchestra, ZAV m.m.) møder den fransk-filippinske og nu herboende pianist Margaux Oswald. Sammen bringer de forskellige musikalske indflydelser ind i et dybt personligt og frit improviseret udtryk.
Glæd dig også til koncerterne med Pamela Angela i Byhaven, Copenhagen Jazz Orchestra feat. Lars Møller på Lokomotivværkstedet, A Very Bigband feat. Miriam Mandipira hos Bartof Station, Jacob Fischer Quartet feat. Francesco Calí (IT/DK) på Viften, The Supreme Court feat. E. Brown hos Charlie Scott’s, Gata Brass Band (ES) på Christiania Børneteater, Søren Høst and friends hos Tango y Vinos m.m.
Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted fra 24. juni til 10. juli hos 130 arrangører i hele hovedstaden. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.