Yussef Dayes indtager Studie 2 på festivalens åbningsaften


Den sublime trommeslager Yussef Dayes skaber forbindelse mellem fortiden og fremtidens musik med afsæt i jazz, instrumental hiphop og den multikulturelle London-scene. Den 24. juni vender han tilbage til Copenhagen Jazz Festival i optimale akustiske rammer hos DR Koncerthuset.

Yussef Dayes er en af den fremadstormende London-scenes mest ekspressive og innovative trommeslagere og producere. Han er bedst kendt som den ene halvdel af Yussef Kamaal (med Kamaal Williams), men har siden gjort sig bemærket med Blue Note-albummet “What Kinda Music” med Tom Misch og den energiske liveudgivelse “Welcome To The Hills”, der udkom i et begrænset oplag og er allerede et eftertragtet samlerobjekt.

“Welcome to the Hills” er en liveoptagelse med Rocco Palladino (bas) og Charlie Stacey (keys/synth) fra en næsten 3 timer lang episk koncert på Loppen under Copenhagen Jazz Festival 2019, hvilket skulle vise sig at blive trioens sidste optræden inden pandemien. På den baggrund er det en stor fornøjelse at kunne invitere Yussef Dayes tilbage til København på den første, internationale udgave af Copenhagen Jazz Festival i tre år – og at kunne markere denne tætte forbindelse i større rammer hos DR Koncerthuset på festivalens åbningsaften.

Yussef Dayes (UK) / Future Sound of Jazz
Fredag 24/6, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Studie 2
Læs mere // Køb billet

Yussef Dayes er født og vokset op i en musikalske familie i den sydøstlige del af London. Hans jamaicanske far var bassist i New York i 70’erne og hentede en masse jazzvinyler med hjem fra USA, som dannede en musikalsk base for Yussef sammen med hans brødre Kareem og Ahmad, der senere udgjorde kernen i den kollektive musikgruppe United Vibrations. Dayes-brødrene brugte utallige timer på at spille til farens hjembragte jazzplader, og da han var ti år, fik han undervisning af Billy Cobham.

Siden gennembruddet med Yussef Kamaal “Black Focus”, der blandede jazzinspirationerne med breakbeats og dansabel instrumental-hiphop, har Yussef Dayes sat sig fri til at afsøge alle hjørner af det musikalske spektrum fra spirituel jazz og soundscapes til grime og hiphop som instrumentalist, improvisator, producer og kurator. I dag er han én af sin generations mest efterspurgte jazznavne. Yussef Dayes har flyttet grænserne for jazzen og draget et nyt publikum, ikke på trods af, men takket være sin evige søgen efter nye udtryk – og eksplosive livekoncerter, som man kunne høre, hvis man var til stede på Loppen i juli 2019.

Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted fra 24. juni til 10. juli på 120 venues i hele hovedstaden. Programmet offentliggøres løbende frem til slutningen af maj måned her på Jazz.dk.