Tilbage i 1994, da Nils Landgren startede sin Funk Unit, var der dem, der spurgte, om der egentlig var behov for svensk funk. Efter sytten år, ti albums og flere hundrede koncerter har spørgsmålet i bund og grund svaret sig selv: at finde den mest brændende version af denne musik overalt, en lyd som er uløseligt svejset ind i soul, rhythm and blues og jazz, og hvor alle instrumenterne – og også vokalen – har en uimodståelig rytmisk trang over sig, dette er bestemt bandet at se og høre. Og hvis man henvender sig til funk-verdenens pionerer, gudfædre og stormænd – Maceo Parker og Fred Wesley, de musikalske primus motorer bag James Brown, Ray Parker Jr. eller Joe Sample fra Crusaders – så er der ingen grund til at lede længere. : hver og en af ​​dem har spillet med Funk Unit.

Og Funk Enhedens historie er langt fra slut. Ikke engang denne pandemi ville holde deres ellevte album tilbage. »Oprindeligt ville vi optage i Palma Studios på Mallorca, men d...

Tilbage i 1994, da Nils Landgren startede sin Funk Unit, var der dem, der spurgte, om der egentlig var behov for svensk funk. Efter sytten år, ti albums og flere hundrede koncerter har spørgsmålet i bund og grund svaret sig selv: at finde den mest brændende version af denne musik overalt, en lyd som er uløseligt svejset ind i soul, rhythm and blues og jazz, og hvor alle instrumenterne – og også vokalen – har en uimodståelig rytmisk trang over sig, dette er bestemt bandet at se og høre. Og hvis man henvender sig til funk-verdenens pionerer, gudfædre og stormænd – Maceo Parker og Fred Wesley, de musikalske primus motorer bag James Brown, Ray Parker Jr. eller Joe Sample fra Crusaders – så er der ingen grund til at lede længere. : hver og en af ​​dem har spillet med Funk Unit.

Og Funk Enhedens historie er langt fra slut. Ikke engang denne pandemi ville holde deres ellevte album tilbage. »Oprindeligt ville vi optage i Palma Studios på Mallorca, men det satte Corona en stopper for,« forklarer Nils Landgren. »Så besluttede vi, at vi ville optage i »Redhorn District« i Bad Meinberg, men heller ikke noget fungerede i Tyskland. Så hvad skal vi gøre. Give op? Funk-enheden? Ingen chance! Jeg spurgte min ven Björn Yttling, om vi kunne tage til hans Ingrid Studio i Stockholm, og han sagde »Intet problem«. Få dage før sessionen besluttede de svenske myndigheder, at der ikke kunne samles mere end otte personer indendørs på én gang. Så med os seks plus kun én lydtekniker formåede vi at holde os under grænsen.«Det er altså kernemedlemmerne af Funk Unit, der skal høres på dette album. Sammen danner de en sammentømret klan fra »Stockholm Underground«. Udover Landgren selv er der Magnum Coltrane Price på bas – han har været medlem af bandet lige fra begyndelsen, og har også en producerkredit her. De andre, som efterhånden er blevet en del af stoffet i bandet, er Jonas Wall på tenorsaxofon, Andy Pfeiler på guitar, Petter Bergander på keyboard og Robert Ikiz på trommer. Det, der forener dem, kommer bedst til udtryk gennem titlen på det nye album: ›Funk is my Religion‹. Og det er i sandhed den ære for de store idoler, kombineret med deres egne kvaliteter – personlige, individuelle og europæiske – som ligger i hjertet af Nils Landgren Funk Units enestående succes, og som også kan være hemmeligheden bag dens bemærkelsesværdige og muligvis enestående lang levetid.

Alt, hvad der skal til for at udgøre fremragende funk, er at finde på ›Funk is my Religion‹ – og mere. Det starter med den varme sjæl fra åbneren ›Amanda‹, hvor blide keyboards, en blød messing-sektion og en drømmende trombonesolo alt sammen sætter tonen. Så bevæger vi os over i funk, som stadig er rolig, men også hårdtslående på ›Anyway You Want It‹. Tempoet stiger meget med ›See Ya In Court‹, for derefter at falde til i et hoppende rille i titelnummeret og viser også den melankolske, bluesede side på ›ES In Memory‹. Klassisk, gospelly synkoperet funk til at få folk til at synge og hoppe med på er der i ›Doing It For The People‹; vi er inde i en spændende reminiscens af James Brown i ›Play Funk‹, jazzsolisterne har deres gang med ›Brand New Funk‹ og så videre ind i den sprudlende sidste hymne. Vi har nogle fantastiske baslinjer, nogle glatte og energiske frem og tilbage mellem instrumental og vokal. Som titlen på deres album fra 2013 minder os om, foregår der noget førsteklasses ›Teamwork‹ her: Ud over Landgren har albummet numre komponeret af Price, Pfeiler og Wall.

»Hver af stykkerne fortæller en historie,« siger Nils Landgren. »Nogle gange handler de om mennesker, der har inspireret os, eller som vi beundrer, nogle gange er det simpelthen ting, der skal siges - på samme klare måde, som albummets titel opsummerer, hvad det handler om.« Blandt de personer, der huskes her, er store Esbjörn Svensson, der tragisk døde, og alt for ung. Han var med til at lancere Funk Enheden, og her spiller Landgren ›ES In Memoriam‹, en smuk, trist melodi på trombone. Et andet kendetegn ved Landgren er hans beundring for stærke kvinder. Så på dette album er den unge digter Amanda Gorman, »der gjorde et så stærkt indtryk ved indsættelsen af ​​Joe Biden«, og Kamala Harris, den første kvindelige, sorte og asiatisk-amerikanske vicepræsident, begge dedikerede til sange, der udtrykker respekt og beundring , sjælfuldhed og kærlighed.

Albummet er til dels en fejring af USA som »det største og vigtigste demokrati. Jeg holder kontakten med begivenheder der på trods af pandemien og vil gerne hylde dem, der har kæmpet for dens grundlæggende principper,« siger Landgren. Det er også landet, der gjorde det muligt for ham at finde de musikalske rødder, som han har udviklet. »Uden min far spillede jazztrompet, og uden soulpladerne, som min storebror spillede til mig, ville det, vi laver, ikke eksistere. Det er sådan en velsmagende suppe med så mange ingredienser.« I bund og grund bærer ›Funk is my Religion‹ også arven fra mange forgængere og forbilleder for denne uforlignelige fysiske og vitale musik: »Det er fantastisk. Det er ikke plastik!«, som teksten til ›Play Funk‹ beskriver det. Det, der startede i Sverige, kan nå ud til hele verden. Som titlen på det afsluttende nummer gør det umiskendeligt klart: ›NLFU stopper aldrig‹!...

Læs mere Skjul den fulde beskrivelse.