Herbie Hancock vender tilbage på Copenhagen Jazz Festival 2021


Idet stort set alle europæiske og amerikanske musikfestivaler er blevet aflyst denne sommer – inklusiv Copenhagen Jazz Festival 2020 – har Herbie Hancock valgt at rykke hele sin sommerturné til sommeren 2021.

Dette betyder, at Herbie vender stærkt tilbage til Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset i juli 2021, og der arbejdes i disse uger hårdt på at få tour-kabalen til at gå op. Når det sker, melder vi de to festivaldatoer ud til alle billetkøbere, idet de gamle billetter automatisk vil gælde til juli 2021.

OBS: Hvis man ikke har lejlighed til at være med i juli 2021, bliver der mulighed for at få pengene tilbage. Alle billetindehavere får nærmere (og direkte) besked omkring dette via email i løbet af et par uger. Tak for tålmodigheden!

Hancock nyder pionerstatus efter seks årtiers konstant udforskning af jazzen, hvilket har ført ham igennem flere markante stilskift – som pianist, komponist, producer og keyboard-innovator. I 1962 debuterede han med albummet “Takin’ Off”, der kickstartede hans solokarriere på Blue Note. Samtidig var han en del af Miles Davis’ berømte anden kvintet 1964-68 og Miles’ elektriske periode omkring 1969-72, hvor Davis sammen med bl.a. Herbie Hancock, Wayne Shorter, John McLaughlin og Chick Corea revolutionerede fusionsjazzen.

Herbie Hancock fortsatte sin rejse som frontløber for den elektriske jazz på et både kosmisk og afrofuturistisk bagtæppe. I 70’erne udgav han enormt populære albums med Mwandishi og Headhunters, hvis selvbetitlede plade blev det første jazzalbum nogensinde til at få platin. I midten af årtiet spillede Herbie Hancock stadionkoncerter over hele verden og havde ikke mindre end fire albums på hitlisterne – samtidigt. Hancock blev i 70’erne og 80’erne et ikon, og han er forblevet en stor inspiration for hiphoppen og den elektroniske musik i generationerne frem til i dag. Hans musik bliver samplet overalt, og han har indspillet med det nye årtusindes stjerner som Robert Glasper, Kendrick Lamar, Flying Lotus, Snoop Dogg og Thundercat.

Men Herbie Hancock har også holdt fast i den akustiske jazz. Midt i 70’ernes kunstneriske og teknologiske nybrud indspillede han V.S.O.P. (der genforenede ham med vennerne fra Davis’ kvintet) og udgav banebrydende duoplader med Chick Corea og Oscar Peterson. I 1980 producerede han tidens nye stjerne Wynton Marsalis’ debutalbum, og han har skrevet musik til film, hvoraf hans soundtrack til ‘Round Midnight sikrede ham en Oscar. I 2008 stod Herbie Hancock bag hyldestalbummet “River: The Joni Letters”, der vandt Grammyen for Album of the Year som det i øvrigt kun andet jazzalbum nogensinde – det første siden “Getz/Gilberto” i 1965.

Foruden en lang række hæderspriser, 14 Grammyer og en Oscar er Herbie Hancock udnævnt som UNESCO-ambassadør, NEA Jazz Master og æresprofessor på Harvard. Hans fantastiske diskografi tæller så forskellige hits som “Watermelon Man”, “Cantaloupe Island”, “Maiden Voyage”, “Chameleon”, “I Thought It Was You”, og “Rockit”.

Herbie Hancock (US) – Copenhagen Jazz Festival 2021
Datoer: TBA, juli 2021 – DR Koncerthuset, Koncertsalen