Oplev det brasilianske ikon Gilberto Gil i DR Koncerthuset i foråret 2020


Gilberto Gil – en af Brasiliens største kulturelle skikkelser – vender tilbage til DR Koncerthuset i marts 2020. Legenden medbringer fuldt band samt både klassisk materiale og nye sange, bl.a. fra det Grammy-vindende album “OK OK OK”

Gilberto Gil har altid haft evnen til at integrere nærmest alle aspekter af livet i sit virke – fra sine indledende favntag med bossa nova til sit mangeårige samarbejde med kollegaen Caetano Veloso og grundlæggelsen af tropicália-bevægelsen, sine fem år som kulturminister i hjemlandet (2003-2008) og nu, som 77-årig, med udgivelsen af det seneste album “OK OK OK” (2018), der i 2019 skaffede ikonet en Latin Grammy i kategorien Best MPB Album (Musica Popular Brasileira). Fra familielivets trummerum til politiske, sociale og kulturelle bevægelser i samtiden – alt er inspiration for Gil, enten til en ny sang, en melodi eller en opfindsom harmoni.

I løbet af sin imponerende karriere har Gilberto Gil sunget sangene fra den nordøstlige del af Brasilien og hans barndom i byen Ituaçu, formgivet af Gils utrættelige beundring af landsmanden Luiz Gonzaga – en afgørende spydspids for den indflydelsesrige musik, der strømmede fra landsdelen til resten af Brasilien i det 20. århundrede. Gilberto Gil har sunget om teknologiske landvindinger og deres påvirkning på mennesket. Han har omsluttet sig i selve det at være til og hyldet både det umiddelbare og det åndelige.

Gilberto Gils integritet og engagement er gennemført, hvad enten den bliver kanaliseret ud som elektriske tropicalia-guitarer eller mere intime akustiske klange. Gil er ikke bange for at tale om hverken liv eller død, og den frygtløse tilgang har sjældent været mere tydelig end på det moderne ikons seneste album.

“OK OK OK” samler tråde fra både Gils familie, vennerne, den livstruende sygdom, han overlevede i 2016, og alle dem, der hjalp ham tilbage på fode igen. De bløde arrangementer, sønnen Bem Gils produktion og de mange venner og familiemedlemmer, der optræder på pladen, er tilsammen med til at understrege sangenes nærhed.

Når Gilberto Gil optræder i DR Koncerthusets Koncertsal den 14. marts, bliver han både flankeret af blæsere, kor, keyboards, guitar, percussion og gæstevokaler. Publikum er inviteret med på en rejse gennem Gils visionære univers, som det kommer til udtryk på “OK OK OK” og gennem et udvalg af hans tidløse klassikere – en essentiel del af livet i og historien om det moderne Brasilien.

Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset er stolte af endnu en gang at kunne byde varmt velkommen til den sydamerikanske legende, der ufortrødent eksperimenterer med sit eget udtryk i spændingsfeltet mellem tradition og revolution.

Gilberto Gil (BRA)
Lørdag d. 14. marts, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet

OBS! FOTO/LYD- OG TV-OPTAGELSE