Feature: Bitches Brew – et kig ned i jazzens første heksekedel


At lytte til Miles Davis’ genrebrydende nyklassiker “Bitches Brew” er som at høre nutiden med fortidens ører. Albummet, der udkom til generel forvirring i traditionelle jazz- og anmelderkredse i 1970, var et nybrud, der spredte sig subtilt som en tsunami i jazzens i slutningen af 1960’erne ellers faretruende stille vande. Bølgen af jazzinflueret rock, fusionsjazzen og dens mange sidespor som formede musiklandskabet fra begyndelsen af 1970’erne og frem til i dag kan i høj grad tilskrives Davis’ elektriske eksperimenter på Bitches Brew.

I 1960’ernes USA blev jazz i stadig stigende grad set som en død fisk. Rock- og popmusikken havde sejret og indtaget både hitlisterne og bevidstheden hos en hel generation af lyttere og musikere som guitaristen Larry Coryell, der i 1967 tog spæde skridt i retning af at fusionere jazzen med populærmusikken med gruppen The Free Spirits. I 1968 blev Miles Davis gift med den 23-årige sangerinde Betty Mabry – et af mange hjemmevante ansigter i den hippeste del af New Yorks kunst- og musikscene. Det kortlivede ægteskab førte ikke til megen kærlighed, men blev til gengæld Davis’ indgangsbillet til en lang række af samtidens mest happening rock-, pop- og funkkunstnere som The Byrds, Aretha Franklin, James Brown, Sly & The Family Stone og ikke mindst Jimi Hendrix og hans Band of Gypsies, som var blandt de største øreåbnere for en nysgerrig og altid kreativt afsøgende Davis.

At kalde Bitches Brew for Verdens Første Fusion-plade er dog en bekvemmelig tilnærmelse. Albummet var mere en endelig udkrystallisering af de forsøg, den ikoniske trompetist havde søsat i årene forinden med pladerne “Miles in the Sky”, “Filles de Kilimanjaro” og “In a Silent Way”, der med deres brug af modalitet og elektrisk forstærkede instrumenter var varselsfløjt om en ny retning i Davis’ udtryk. Alligevel var det først med Bitches Brew, at stregen i sandet for alvor blev trukket – væk var fordums “cool jazz” til fordel for en jazz, der var mindst lige så cool, men måske knap så kølig.

Som med alle andre af jazzens hovedværker er besætningen på Bitches Brew mindst lige så vigtig som kunstnernavnet på coveret. I 1967 var Miles Davis og hans “Second Great Quintet” med Herbie Hancock, bassist Ron Carter, en meget ung Tony Williams på trommer og saxkæmpen Wayne Shorter begyndt at spille koncerter uden tydelige skel mellem numrene i et kontinuerligt flow. Samme tendenser flød over i indspilningerne til Bitches Brew, hvor der dog i takt med Davis’ stigende interesse i samtidens musik var sket udskiftninger i den omfangsrige gruppe af medvirkende musikere – Hancock blev erstattet af Chick Corea, Joe Zawinul og Larry Young, Williams af Jack DeJohnette, Lenny White og Billy Cobham og Carter af Dave Holland, mens den unge guitarist John McLaughlin allerede havde imponeret Davis på In a Silent Way.

Sigende for Davis’ nybrud er det, at flere af de medvirkende på In a Silent Way og Bitches Brew her fandt grobund for at sammensætte nogle af fusionsjazzens største og mest populære konstellationer: Chick Corea og Lenny White med Return to Forever, Joe Zawinul og Wayne Shorter med Weather Report, John McLaughlin og Billy Cobham med Mahavishnu Orchestra, Herbie Hancock og klarinettisten Bennie Maupin med Headhunters. Igennem 1970’erne blev forholdet mellem jazz og alle andre genrer i stigende grad frarevet hårde skel og – sjældent med mere traditionsbundne anmeldere og udøveres anerkendelse – omdannet til et kontinuum, et flow uden tabuer og tavshed. Davis var med sine eksperimenter mere end mange andre fødselshjælper til den genrefrihed, jazzen i dag nyder godt af, om den kommer fra Brasilien, London eller København.


DR Big Band “Bitches Brew” feat. Palle Mikkelborg & Arve Henriksen

DR Big Band fejrer 50-året for udgivelsen af Miles Davis’ legendariske album ”Bitches Brew” med to nordiske trompet-pionerer i front: Palle Mikkelborg og Arve Henriksen. Sammen med komponisten og pianisten Søren Møller hylder DR Big Band det berømte album med to koncerter på Vinterjazz 2020 det musikalske ”Big Bang”, som fandt sted med udgivelsen af albummet. De forsøger ikke at gengive de enkelte numre, men fanger ånden og stemningen på det ikoniske album og improviserer videre i samme sprængfarlige musikalske grænseland.

27/2, kl. 20:00: Jazz6000 / Godset, Kolding – Læs mere / Køb billet
29/2, kl. 20:00: Musikhuset Posten, Odense – Læs mere / Køb billet

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der finder sted i sin 20. udgave den 6.-29. februar 2020. Festivalens line-up offentliggøres løbende på www.jazz.dk/vinterjazz-2020/program

Album cover art: Mati Klarwein (1932-2002)