Guide til Jazz in Copenhagen: Fem alternative jazzsteder folder avantgardens faner ud til sommer


Årets Copenhagen Jazz Festival er endegyldigt aflyst som følge af den verserende COVID-19-pandemi. Det har heldigvis ikke afholdt Københavns mange jazzspillesteder og -arrangører i at arrangere levende jazz i et væld af afskygninger henover sommeren – naturligvis inden for de rammer, som myndighederne løbende har udstukket. Derfor har sekretariatet på Copenhagen Jazz Festival helt ekstraordinært valgt at udvide paraplyen Jazz in Copenhagen (normalt kun aktiv forår og efterår) til også at være aktiv i disse festivaltørre sommermåneder.

Se alle koncerter på Jazz in Copenhagen: www.jazz.dk/jazz-in-copenhagen/koncerter

Med flere end 400 koncerter præsenterer Jazz in Copenhagen – Summer 2020 jazzhovedstaden København fra sin absolut bedste og mest musikalske side i juli og august. Her er et udvalg af helårsaktive avantgarde-spillesteder og musikkollektiver med aktivitet denne sommer:

 

5e / ILK – se kommende koncerter
Hvornår: Onsdag den 8/7 til og med lørdag den 11/7
Hvem: Müntzing & Q, Bøje/Friis/Toldam, MORANNON, Anders Filipsen Solo, Dörner/Bigoni/Solborg/Toldam (DK/DE/ITA), Laura Toxværd solo, Kresten Osgood Quintet, Kasper Tranberg Suite Dilation Solo, Lotte Anker & Mokuto m.fl.

Den gamle slagtehal i 5e i Kødbyen overtages denne sommer igen af det eksperimenterende og genreoverskridende pladeselskab og musikerkollektiv ILK. I COVID-sikre rammer præsenterer kollektivet en række avantgarde-koncerter med nogle af landets fremmeste, frittænkende jazzmusikere som Kresten Osgood, Kasper Tranberg og Lotte Anker samt enkelte internationale gæster.

 

Brønshøj Vandtårn – se kommende koncerter
Hvornår: Tirsdag den 7/7 + onsdag den 8/7
Hvem: Jesper Zeuthen & Nordberg, PROX feat. Laura Toxværd m.fl.

Brønshøjs store vandtårns rå og vibrerende betonrum blev for nyligt omlagt til kulturscene for især eksperimenterende musik og lydkunst. Her kan man blandt andet opleve det danske freejazz-ikon Jesper Zeuthen og en nyskrevet tårn-suite af Jørgen Teller & Christian Rønn plus Laura Toxværd.

 

Frederiks Bastion – se kommende koncerter
Hvornår: Tirsdag den 7/7
Hvem: Horse Orchestra

Oplev en sjælden koncert med det unge kultband Horse Orchestra på legendariske Frederiks Bastion, tæt på Christiania på Christianshavns volde. Trods corona er det lykkes Horse Orchestra at genopsætte deres ellers aflyste sommerkoncert, og det vil traditionen tro ikke gå stille af sig.

 

MellemRummet – se kommende koncerter
Hvornår: Tirsdag den 7/7 til og med lørdag den 11/7
Hvem: Mikkel Mark, TS Høeg/Kristian Tangvik, Susana Nunes/João Neves, illBeSoil m.fl.

Den frivilligt-drevne nonprofit-café MellemRummet præsenterer en eksperimenterende profil og har været fast festivalindslag i årevis. De skæve takter fortsætter i juli, hvor moderne jazz, elektronik, lyrik og improvisationsmusik mødes på tværs af lande- og genregrænser. Al overskud går til Mellemfolkeligt Samvirke.

 

KoncertKirken – se kommende koncerter
Hvornår: Fredag den 3/7 til og med søndag den 12/7
Hvem: Dørge/Becker/Carlsen, Randi Pontoppidan & Peter Bruun, Signe Emmeluth & Kresten Osgood, Kaja Draksler m.fl.

KoncertKirken på Blågårds Plads på Nørrebro præsenterer som planlagt sin egen koncertrække, dog med enkelte justeringer og begrænsninger vedrørende udenlandske artister, publikums størrelse mv. Arrangørerne står klar med en udendørsscene i gårdhaven fra sen eftermiddag, mulighed for fællesspisning, og byder derefter publikum indenfor med to koncerter hver aften inde i kirkerummet.

 

Jazz in Copenhagen samler jazzen i hovedstaden og opdateres løbende i juli og august her på Jazz.dk. Tak til Nordea-Fonden, Statens Kunstfond og Københavns Kommune.