Anders Koppels værk om Mulberry Street opføres i København med Brian Blade og Scott Colley


Anders Koppel fejrer og fornyer den dansk-amerikanske kulturelle forbindelse med værket ”Mulberry Street Symphony” ved en pre-release koncert på Bremen Teater den 12.-13. november med Benjamin Koppel, bigbandet The Orchestra og ikke mindst de to amerikanske topmusikere Scott Colley (bas) og Brian Blade (trommer).

”Mulberry Street Symphony” er inspireret af den danske fotograf Jacob Riis’ berømte fotografier, der bl.a. er udgivet i bogen ”How The Other Half Lives”, der viste den rå virkelighed blandt New Yorks fattigste omkring 1890. Billederne, som også indgår i aftenens koncert, har ikke mistet deres kraft, og Koppel tonesætter mødet mellem den gamle verdens udvandrede masser og den nye verdens storhed samt de fatale storbyfælder, som Riis som emigrant havde mærket på egen krop.

Værket er skrevet for den helt unikke besætning jazztrio og symfoniorkester, og solisterne tilhører den absolutte elite på den internationale jazzscene, nemlig de to amerikanske topmusikere Scott Colley, bas og Brian Blade, trommer samt Benjamin Koppel, saxofon.

Anders Koppel har komponeret musik til omkring 200 film, teaterforestillinger og balletter. Med det ene ben solidt plantet i den klassiske europæiske musiktradition og det andet ben i verdensmusikken og den rytmiske musik  kan Anders Koppels virke som komponist ses som ét langt vedvarende arbejde med at forene disse kulturer i et nutidigt tonesprog. I årene 1967-74 var Anders Koppel som organist og tekstforfatter et af de bærende medlemmer i rockgruppen Savage Rose, der var blandt de mest fremtrædende og nyskabende på den danske rockscene. Efter at Anders Koppel trådte ud af Savage Rose har han i stigende grad fordybet sig i skabelsen af ny kompositionsmusik, og sideløbende har Anders Koppel været aktiv musiker i blandt andet orkesteret Bazaar, der var aktivt frem til 2012.

Cowbell Music fejrer udgivelsen med Mulberry Street-koncert på Bremen Teater d. 12. og 13. november november, hvor de tre topsolister opfører dette unikke værk i et arrangement med bigbandet The Orchestra. Efter koncerten går the Koppel/Colley/Blade alene på scenen til et sæt, der byder på highlights fra trioens snart ti-årige virke – og måske også hemmelige gæstesolister…

Mulberry Street: Koppel/Colley/Blade and the Orchestra (DK/US)
Fredag 12. november, kl. 19:00 – Bremen Teater
Lørdag 13. november, kl. 14:00 – Bremen Teater
Køb billet

Photo: Bandits’ Roost, 59 1/2 Mulberry Street / Jacob A. Riis, 1888.