Genrebrydende Klub Primi præsenterer hårdtslående efterårsprogram


Akustisk radikalitet, elektroniske nybrud, free jazz, neo third wave og lydkunst er blandt nøgleordene, når den ugentlige Klub Primi åbner dørene til tre ugentlige koncerter på spillestedet H15 i Kødbyen hver tirsdag i september og oktober

Klub Primi er blandt Københavns få koncertklubber for improviseret, kreativ og genrefri musik. Klubben så dagens lys under Vinterjazz 2019, og siden er det blevet til en lang række tirsdage spækket med alskens genrebrud og lydeksperimenter i Kødbyen på Vesterbro. Efter at have holdt sommer- og COVID-pause, står klubben nu igen klar til at invitere musikere og (et begrænset) publikum inden for i de intime rammer på H15 Scene til tre koncerter hver tirsdag i september og oktober.

Klubben lægger stærkt fra land. Allerede første tirsdag, den 1. september, kan du opleve et af den danske jazz-avantgardes allerstørste enere. Her er det nemlig saxofonist og komponist Lotte Anker, der med sin gruppe Sub Habitat, bestående af nogle af den europæiske impro-scenes fremmeste eksponenter, kompromisløst udforsker alt fra lydlige mikroteksturer til vidtåbne lydflader.

Blandt højdepunkterne i efterårets program hos Klub Primi finder man desuden kunstnere som Selvhenter, Danielle Dahl, Skurkar, Kaja Draksler, Marcela Lucatelli, Marilyn Mazur, Jeppe Zeeberg, Kresten Osgood, Doom Orchestra og mange, mange flere.

Se alle Klub Primis koncerter i efteråret