Første store jazzaften i efteråret: Supertrioen GinmanBlachmanDahl indtager DR Koncerthusets store sal d. 8. september


I disse udsatte tider er der al mulig grund til at sikre gode og sikre rammer for publikum til de få store indendørskoncerter, der stadig må finde sted. Derfor rykker koncerten i september med den danske mestertrio GinmanBlachmanDahl nu fra Studie 2 til den noget mere rummelige Koncertsal i DR Koncerthuset

GinmanBlachmanDahl formår bedre end nogen anden dansk jazztrio at forene spiritualitet med frigjort energi og traditioner med fornyelse. Koncerten i DR Koncerthuset er en releasekoncert for trioens nye album – det første i mere end 15 år.

De tre gamle venner Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl har spillet sammen i en årrække, og da de for snart 20 år år siden fik en international pladekontrakt med Verve Records, havde de også det sigte at arbejde som en selvstændig enhed omgivet af en række danske og internationale solister ved pladeindspilninger og koncerter – blandt andet i svævende højt niveau med musikere som Palle Mikkelborg og Nils Petter Molvær. Trioen præsenterer kvalitetsbevidst musik, som på baggrund af et højt teknisk niveau har været båret af en humor og frigjorthed kombineret med en seriøsitet og egentlig ekvilibrisme.

Når trioens koncert nu rykker til den større scene i Koncertsalen, sker det først og fremmest for at sikre, at ingen skal gå utrygge til koncert med en af moderne dansk jazzhistories allerstørste grupper. Alle udstedte billetter er fortsat gyldige. De større rammer medfører desuden, at der nu er tilføjet et begrænset antal ledige billetter til trioens koncert. Link til billetsalget finder du herunder:

GinmanBlachmanDahl – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Tirsdag d. 8. september, kl. 20:30
Læs mere / Køb billet

”Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl viste, hvad sublim triokunst er for en størrelse.” – Berlingske (6/6 stjerner).

Koncerten præsenteres i samarbejde mellem Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset