Jazz for Kids og DR Musikariet præsenterer nyskabende børnejazz i efterårsferien


Jazz for Kids og DR Musikariet præsenterer tre koncerter i efterårsferien med nyskabende børnejazzbands Basie For Børn og Hej Jazz. Koncerterne finder sted torsdag den 21. oktober fra kl. 11 i DR Koncerthusets Studie 3 og 4.

Det nye børnejazzband Basie For Børn er en hyldest til den ikoniske amerikanske komponist og orkesterleder Count Basie – med et brændende ønske om at viderebringe den tidløse, smukke og underholdende musik, han skabte i løbet af sin karriere.

“Basie For Børn” fortæller historien om Count Basie, og om hvordan han blev et ikon i 1930’erne og 1940’ernes musikverden. Basie var kendt for at være en barnlig sjæl, hvilket man tydeligt kan høre i hans musik – og dermed har den altid været som skabt til børn. Kom og mød en af jazzens store helte og få gode idéer til hele familiens jazz-playliste!

Basie for børn-orkesteret består af prominente unge jazznavne fra den københavnske scene: Oilly Wallace, sax, Zier Romme, klaver, Matthias Petri, bas og Malte Arndal, trommer.

Det unge danske jazzorkester ”Hej JAZZ” elsker at inspirere børn til at improvisere og lege med krop, stemme og fantasi. I løbet af koncerten varierer orkestret mellem sange, der lægger op til at lytte, lege eller danse. Det handler om at mærke jazzen, komme tæt på jazzen, høre jazzen og få lyst til selv at skabe jazzen. Derfor sluttes koncerten af med et frirum, jazzens frikvarter, hvor børnene kan lege med hinanden, med musikerne, røre ved guitaren, slå på trommerne eller gå på opdagelse i den mystiske saxofon.

Hej Jazz består af de talentfulde musikere med rødder i det aarhusianske musikmiljø: Nikolaj Bugge, guitar, Maria Dybbroe, altsax, Jonathan Schou, tenorsax, Fredrik Sakham Lomborg, kontrabas, Frej Lesner, trommer og Morten Mosgaard, vokal.

Anbefalet aldersgruppe: 6-10 år, men alle er velkommen. DR Musikariet er støttet af fondsmidler, og koncerterne er derfor gratis at deltage i, bortset fra billetgebyret.

Jazz for Kids: Basie for børn & Hej Jazz
Torsdag d. 21. oktober – DR Koncerthuset
Læs mere & reserver billet (Billetgebyr 30 kr. per deltager)