Summer Series: ALICE genåbner med eventyrlystent udendørs sommerprogram


Sommeren bringer lys – og efter flere måneders nedlukning lysner det nu også for den levende musik på det københavnske spillested ALICE på Nørrebro. Sammen med naboerne i kulturhuset Union præsenterer spillestedet en række koncerter i gårdmiljøet foran ALICE med navne som Dreamers’ Circus, Kogekunst, Dawda Jobarteh, Basco, Mizgin og mange flere. Koncertrækken skydes i gang allerede fredag den 12. juni med Josefine Opsahl og Sofie Birch.

I forbindelse med koncertrækken rykker ALICE baren ud i gården til eventyrlisten musik på udvalgte weekender hen over sommeren. Ifølge ALICE vil alle koncerter blive afholdt med siddepladser og begrænset plads for at overholde myndighedernes regler i sikre rammer.

ALICE opdaterer programmet løbende, og man kan glæde sig til en vidtfavnende vifte af kunstnere, der sammen afspejler spillestedets profil – fra hæsblæsende improvisation, psykedeliske udforskninger og elektroniske klange til nordisk roots, klassisk minimalisme og globale toner.

Blandt de bekræftede navne finder man således førende nordiske roots-navne som Dreamers’ Circus og Basco, skæv alternativ pop fra Kogekunst, et personligt take på vestafrikansk musik fra Dawda Jobarteh og en blanding af klassisk cello og elektronik fra Josefine Opsahl. Sidstnævnte skyder i øvrigt koncertrækken i gang 12. juni, hvor man også kan opleve den anerkendte elektroniske musiker Sofie Birch.

ALICE anbefaler, at man sikrer sig billet i forsalg. Billetter koster 100 kr. (børnebillet: 50 kroner) og kan købes her: Billetto.

Foreløbigt program (flere datoer følger):

12/06 – Josefine Opsahl + Sofie Birch
13/06 – Basco feat. Jullie Hjetland
20/06 – Det Yderste Hav
03/07 – Mija Milovic + tba
04/07 – Dreamers’ Circus
10/07 – Kogekunst + tba
11/07 – Mizgin
18/07 – Dawda Jobarteh Trio
24/07 – Nicklas Sørensen + Johannes Lund & Henrik Pultz Melbye
25/07 – Astrid Sonne

01/08 – Lucrecia Dalt + Grøn
07/08 – År & Dag
08/08 – SOLW – Sonja LaBianca & Heine Thorhauge
15/08 – Erna

Med hensyn til sikkerheden ved arrangementerne skriver ALICE følgende:

“Vi har udarbejdet en koncertopstilling, der nøje følger myndighedernes COVID-19 regler. Vi lukker max. 100 publikummer ind i gården. Alle koncerter er med siddende publikum – det sker for, at vi kan sikre den rette afstand mellem folk. Der bliver selvfølgelig taget grundig hånd om rengøring, og der vil være håndsprit til rådighed. Vi opfordrer derudover alle til at passe på hinanden, så vi sammen kan nyde sommerens koncerter! Af hensyn til naboerne på Nørrebro, vil koncerterne foregå fra eftermiddag til tidlig aften. Man kan læse mere om vores tiltag i forbindelser med koncerterne her.”