Unge aarhusianere eksperimenterer med rammerne under Vinterjazz 2020


Glæd jer til to helt særlige aftener under Vinterjazz 2020, når den aarhusianske koncerforening Sun Ship inviterer til eksperimenterende koncerter, på tværs af genrer, i eksperimenterende rammer!

“Jazz behøver ikke at være forbeholdt små barer eller smarte spillesteder. Sun Ship ønsker under dette års Vinterjazz festival at indbyde både nye lyttere og jazzkendere, til at opleve musik på nye måder, forskellige steder i byen, og i rum der på hver sin vis vil præge koncerterne. Det bliver to aftener, man absolut ikke bør gå glip af!”, skriver de frivillige arrangører fra Sun Ship.

Ligesom ved sidste års Vinterjazz, danner det stemningsfulde cykelværksted på Lydhavnen, Colabs, rammerne om en mini-festival d. 14. februar, hvor man kan opleve både den nordiske supergruppe Tordenkvartetten med Mats Gustafsson, solo-perkussionist Ying Hsueh Chen, og den helt nye trio Lacy/Lesner/Buus.

Fredag den 28. februar transformeres Skt. Lukas Kirke på Frederiksbjerg til et magisk og meditativt spillested med tre natkoncerter fra kl 23.00, der fortolkes gennem moderne dans, koreograferet af Molly Nyeland, i stemningsfulde og smukke rammer skabt af visual-artist Emil Vodder.

Oplev Sofie Birchs ambiente, drømmende, sparsomme lydunivers som efterhånden har placeret hende som en af de førende, elektroniske kunstnere i – og omkring Danmark og bragte hende til Roskilde Festival i 2019. Hun efterfølges af den anarkistiske lydkunstner Francesca Buratelli som med sine digte forbinder musikken og natten, kirken og byen, drømmen og virkeligheden. Aftenen afsluttes med en intens improviseret koncert skabt af Soffie Viemose, Steffen Lundtoft og Kasper Staub (billedet). Tre markante stemmer fra Aarhus, kendt fra det anmelderroste indie-pop-band Lowly, der har turneret i hele verden, og er signet på det prestigefyldte Bella Union. Denne nat eksperimenterer de, bryder grænser og udforsker nuet.

Tordenkvartetten + Ying Hsueh-Chen + Lacy/Lesner/Buus
Fredag 14/2, 21:00 – Sun Ship & AUT / Colabs, Aarhus 

Sofie Birch + Francesca Burattelli + Kasper Staub/Steffen Lundtoft/Soffie Viemose
Fredag 28/2 kl. 23:00 – Sun Ship & Radar i Skt. Lukas Kirke, Aarhus

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der finder sted i sin 20. udgave den 6.-29. februar 2020. Se programmet på på www.jazz.dk/vinterjazz-2020/program