Vinterjazz-aktuelle Simon Eskildsen er årets modtager af Aarhus Jazz Talent


De fem jurymedlemmer havde 13 gode kandidater at vælge imellem, men valget faldt til sidst på pianist, komponist og illustrator Simon Eskildsen, der bliver den anden modtager af den nye jazzpris Aarhus Jazz Talent. Prisen gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket og har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus

Jazzmiljøet i Aarhus og Østjylland er i disse år inde i en meget kreativ periode, hvor miljøet blomstrer og mange unge jazzmusikere, arrangører o.a. arbejder med spændende og nyskabende projekter. Derfor indstiftede Aarhus Jazz Festival i 2018 en ”Aarhus Jazz Talent” pris, som ud over ære og anerkendelse skal give prismodtageren en økonomisk håndsrækning og en endnu bedre mulighed for at blive bemærket både nationalt og internationalt. I 2018 gik prisen til Eskildsens bandfælle, den ligeledes Vinterjazz-aktuelle Karmen Rõivassepp. Årets præmie består af 10.000 kr. samt en koncert på spillestedet Atlas.

Juryens motivation lyder:
”Simon Eskildsen modtager prisen for at være en gudsbenådet musiker, illustrator og animator – en alsidig begavelse inden for musik og billeder. Han ved meget og kan meget. Simon er en af de fremmeste, yngre pianister i Danmark med flere anmelderroste udgivelser bag sig og har bidraget til den aarhusianske jazzscene igennem adskillige år. Selv om han i dag er bosiddende i København, er hans virke stadig i høj grad forbundet med Aarhus.

Simon er medlem af Aarhusgrupperne Simon Eskildsen Trio, AddisAbabaBand, Morten Haugshøj Group, Karmen Rõivassepp Quartet, OrgelDuo, Karsten Aaholm Déjà Vu med flere, hvor han meget overbevisende bidrager til de respektive udtryk i forskellige stilistiske retninger. Simon har i høj grad formet det visuelle billede af musikmiljøet i Aarhus ved at have leveret illustrationer til mangfoldige pladecovers og plakater og skabt musikvideoer for en række af byens kunstnere og spillesteder. Han har også i flere år spillet en vigtig rolle ved HeadQuarters programlægning under Aarhus Jazz Festival. Simon Eskildsen er Aarhusjazz i lyd og billede og fortjener på den baggrund til fulde prisen som Aarhus Jazz Talent 2019”.

Den officielle overrækkelse af Aarhus Jazz Talent Pris 2019 finder sted ved en koncert på Atlas mandag den 10. februar, hvor Simon Eskildsen Trio spiller garneret med nye visuals. Trioen består af Simon Eskildsen (klaver/visuals), Thomas Sejthen (bas) og Daniel Sommer (trommer).

Du kan se frem til at opleve Simon Eskildsen bag klaveret ved følgende koncerter under Vinterjazz 2020:

Karmen Rõivassepp/Simon Eskildsen duo (EST/DK)
6/2: Baltoppen, Ballerup – Læs mere / Køb billet

OrgelDuo feat. Mads Nørgaard
7/2: Kayak Bar, Kbh – Læs mere

Simon Eskildsen Trio (prisoverrækkelse)
10/2: Atlas, Aarhus – Læs mere / Køb billet

Karmen Rõivassepp Quartet feat. Benjamin Himpel
26/2: Lyngby-Taarbæk Jazzklub / Templet, Lyngby – Læs mere / Køb billet
28/2: Paradise Jazz / Huset-KBH – Læs mere / Køb billet

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der finder sted i sin 20. udgave den 6.-29. februar 2020. Se programmet  på www.jazz.dk/vinterjazz-2020/program