Vinterjazz-anbefalinger #5: Aktivistisk poesi, grooves fra Kingston og et lysende guitartalent i næstsidste festivalweekend


Vinterjazz 2020 er allerede nået langt, men festivalen har langt fra tabt pusten. Den næstsidste weekend med vinterens største musikbegivenhed er pakket med højdepunkter – fra groovy klaver, jazzede og pågående vokaler til virtuose instrumentalister og levende legender.

Her finder du udvalgte highlights fra den næstsidste festivalweekend. Følg med løbende her på Jazz.dk for flere anbefalinger, aktuelle nyheder og det samlede koncertoverblik. God fornøjelse – uanset hvor i landet du befinder dig!

Se alle kommende koncerter: www.jazz.dk/koncerter
Find koncerter via dit lokale spillested: www.jazz.dk/spillesteder
Gå på opdagelse i årets temaer: www.jazz.dk/temaer

Monty Alexander (US)
20/2, 20:00 – Dronningesalen / Den Sorte Diamant, Kbh – Læs mere / Køb billet

Næsten 60 år efter sin immigration til USA fra Kingston, Jamaica, er den Grammy-vindende pianist og komponist Monty Alexander blevet en amerikansk klassiker, som med endeløs melodi-kreering, sprudlende grooves og en romantisk ånd dækker et repetoire bestående af en bred vifte af jazzede og jamaicanske udtryk med plads til både blues, gospel og bebop, kalypso og reggae. Monty Alexander har spillet på flere store jazzfestivaller verden rundt og kan på Vinterjazz opleves i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.

Magic Spirit Quartet (MA/SE/DK)
20/2, 20:30 – Loppen, Kbh – Læs mere / Køb billet

Under Copenhagen Jazz Festival 2019 var den internationale Magic Spirit Quartet blandt hovednavnene på jazzplænen i Kongens Have. Gruppen, der består af den marokkanske guembri-mester og sanger Majid Bekkas, den svenske multiinstrumentalist Goran Kajfeš, trommevirtuos Stefan Pasborg og den fremragende svenske pianist Jesper Nordenström. Glæd dig til en oplevelse et sted mellem Gnawa-trance og psykedelisk jazz(?!), når kvartetten indtager Vinterjazz og Loppen.

Cæcilie Norby
20/2, 20:00 – Gimle, Roskilde – Læs mere / Køb billet
21/2, 20:00 – Musikhuzet Bornholm, Rønne – Læs mere / Køb billet

En af dansk musiks største sangerinder, Cæcilie Norby, har haft en imponerende karriere, som kun få herhjemme har formået at gøre efter. Efter hendes alsidige og imponerende medvirken i sidste års udgave af Toppen af Poppen er Cæcilie Norby tilbage med et stærkt all star band (Poul Reimann, Jacob Gurevitsch, Kristor Brødsgaard, Kristoffer Sonne) og et repertoire, der lægger vægt på hendes pop-venlige og soulede side med krydderi af både jazz og rock.

Moor Mother (US)
20/2, 21:00 – TAPE, Aarhus – Læs mere / Køb billet
21/2, 21:00 – ALICE, Kbh – Læs mere / Obs: Få billetter!

Med anarkistisk sindelag sampler den albumaktuelle aktivist, digter og musiker Moor Mother alt fra Fugazi til Alice Coltrane, som bliver trukket ud og brudt op, og forvandlet til tætte, kompakte støjlandskaber. Et flux af lyde, der strækker sig over momenter af harsh noise til hastige lydinfernoer, som hun rapper over og som sender tankerne mod Shabazz Palaces og Death Grips. Teksterne kredser om det at være racegjort, underklassekvinde i USA, om vold, sexisme og racisme.

Jacob Artved
21/2, 15:30 – Jazzcup, Kbh – Læs mere / Køb billet
23/2, 15:00 – Sønderborg JazzClub / Sønderborghus – Læs mere / Dørsalg
26/2, 20:00 – Kayak Bar, Kbh – Læs mere / Køb billet
28/2, 20:30 – Kulturhuset Islands Brygge, Kbh – Læs mere / Køb billet

Guitaristen Jacob Artved er et af de mest lysende talenter på den danske jazzscene i dag og har med sine bare 21 år en dyb forståelse for jazzen, der har bidraget til koncerter i hele landet og store dele af Europa samt USA. Artved flyttede i sommeren 2018 til en anden stor jazzby, nemlig New York, hvor han har haft base lige siden og gjort sig bemærket for sit talent. På årets Vinterjazz optræder den unge stjerne i København i flere unikke konstellationer, sammensat af Artved selv.

Palle Mikkelborg med Blood Sweat Drum + Bass og Randers Kammerorkester
21/2, 20:00 – Jazzselskabet Aarhus / Musikhuset Aarhus – Læs mere / Køb billet
22/2, 20:00 – Musikkens Hus, Aalborg – Læs mere / Køb billet

Oplev den ikoniske jazztrompetist Palle Mikkelborg indtage hovedrollen sammen med hele to orkestre, nemlig big bandet Blood Sweat Drum + Bass og Randers Kammerorkester i ny melodiøs opsætning i Musikkens Hus. Trompetisten Palle Mikkelborg indtager hovedrollen i et nyt værk komponeret for to orkestre af Jens Christian “Chappe” Jensen. Sammen med Mikkelborg og sangeren Turid Guldin mødes Randers Kammerorkester og bigbandet Blood Sweat Drum + Bass på scenen. Nye sammenhænge opstår, når de akustiske instrumenter og en fin elektronisk klangverden møder hinanden.

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der finder sted i sin 20. udgave den 6.-29. februar 2020. Se alle koncerter på www.jazz.dk/vinterjazz-2020/program – eller følg med i de løbende anbefalinger her på www.jazz.dk.