Vinterjazz-anbefalinger #7: Store hyldester og lokkende særprojekter markerer afslutningen på en forrygende festival


Vinterjazz 2020 lakker mod enden, men der er sparet op til et finalebrag af dimensioner. I festivalens sidste forlængede weekend kan du se frem til både landsdækkende hyldester af jazzens moderne klassikere og fremadstormende yngre navne med mod på at nedbryde både genre- og landegrænser.

God fornøjelse – uanset hvor i landet du befinder dig!

Se alle kommende koncerter: www.jazz.dk/koncerter
Find koncerter via dit lokale spillested: www.jazz.dk/spillesteder
Gå på opdagelse i årets temaer: www.jazz.dk/temaer

DR Big Band “Bitches Brew” feat. Palle Mikkelborg & Arve Henriksen
27/2, 20:00 – Jazz6000 / Godset, Kolding – Læs mere / Udsolgt
29/2, 20:00 – Musikhuset Posten, Odense – Læs mere / Køb billet

DR Big Band fejrer 50-året for udgivelsen af Miles Davis’ legendariske album ”Bitches Brew” med to nordiske trompet-pionerer i front: Palle Mikkelborg og Arve Henriksen. Sammen med komponisten og pianisten Søren Møller hylder DR Big Band det berømte album med to koncerter på Vinterjazz 2020 det musikalske ”Big Bang”, som fandt sted med udgivelsen af albummet. De forsøger ikke at gengive de enkelte numre, men fanger ånden og stemningen på det ikoniske album og improviserer videre i samme sprængfarlige musikalske grænseland.

Christina von Bülow/Claus Waidtløw: Celebrating Stan Getz
27/2, 20:00 – Tobaksgaarden, Assens – Læs mere / Køb billet
29/2, 12:00 – Frokostjazzen Silkeborg / Kedelhuset, Silkeborg – Læs mere / Dørsalg

29/2, 20:00 – Jazz i Thy / Plantagehuset, Thisted – Læs mere / Køb billet

Christina von Bülow og Claus Waidtløw er to af Danmarks mest anerkendte saxofonister. De har kendt hinanden i mere end 30 år, men optræder ikke ofte sammen. Det råder de bod på ved denne eksklusive turné, hvor de hylder en af deres fælles helte, den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz, der var kendt for sit melodiske og bløde spil. Fra 1958-1961 boede han i København og var med til at sætte den berømte jazzklub Montmartre på verdenskortet. Til at bakke sig op har Bülow og Waidtløw samlet en all star rytmegruppe med Martin Schack ved klaveret, Kasper Tagel på bas og Janus Templeton på trommer.

Tuhaf – koncert og fællesspisning
28/2, 19:00 – Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Brønshøj – Læs mere / Køb billet

Det dansk/tyrkiske orkester Tuhaf spiller funky anatolsk syrerock med rødder i 70’ernes psykedeliske guldalder i Tyrkiet. Gamle folkesange og moderne budskaber flettes sammen i et musikalsk univers, der både hylder syrerockens skæve, sære og vilde fester, men også kendetegnes af vemod, hjemve og nostalgi. I midten af g-funk synthesizers, groovende trommer og rå psych-guitarer tøjler frontkvinde Berrin Bas musikkens mange udsyrende, højtflyvende, ærlige og rå bølger. Tuhaf er traditionerne i moderne klæder, og svævende ind og ud af de mange tyrkiske referencer kommer både hiphop samples og vilde skævvridende funkrytmer.

Sofie Birch + Francesca Burattelli + Kasper Staub/Steffen Lundtoft/Soffie Viemose
28/2, 23:00 – Sun Ship / Skt. Lukas Kirke, Aarhus – Læs mere / Dørsalg

Fredag den 28. februar transformeres Skt. Lukas Kirke på Frederiksbjerg til et magisk og meditativt spillested med tre natkoncerter fra kl 23.00, der fortolkes gennem moderne dans, koreograferet af Molly Nyeland, i stemningsfulde og smukke rammer skabt af visual-artist Emil Vodder. Oplev Sofie Birchs ambiente, drømmende, sparsomme lydunivers som efterhånden har placeret hende som en af de førende, elektroniske kunstnere i – og omkring Danmark og bragte hende til Roskilde Festival i 2019. Hun efterfølges af den anarkistiske lydkunstner Francesca Buratelli som med sine digte forbinder musikken og natten, kirken og byen, drømmen og virkeligheden. Aftenen afsluttes med en intens improviseret koncert skabt af Soffie Viemose, Steffen Lundtoft og Kasper Staub. Tre markante stemmer fra Aarhus, kendt fra det anmelderroste indie-pop-band Lowly, der har turneret i hele verden, og er signet på det prestigefyldte Bella Union. Denne nat eksperimenterer de, bryder grænser og udforsker nuet.

Mythic Sunship presents KPTTM + Josefine Opsahl + France + Yuri + Muriel Grossmann Quintet + Narcosatanicos (INT)
28/2, 21:00 – ALICE, Kbh – Læs mere / Køb billet
29/2, 21:00 – ALICE, Kbh – Læs mere / Køb billet

Mythic Sunship er et internationalt efterspurgt impro-band, der har ladet sig inspirere af den psykedeliske rock og freejazzens kosmiske energiudladninger á la Sleep, Hawkwind og sen John Coltrane. Efter fem albums og koncerter på anerkendte festivaler som Roadburn og Le Guess Who præsenterer bandet deres egen ‘weekender’ – en minifestival med deltagelse af den franske hurdygurdy-trio France og den østrigske saxofonist Muriel Grossmann, hvis seneste album “Reverence” fremgår på flere alternative årslister for årets bedste plader i 2019. Oplev desuden danske eksperimenterende åndsfæller som KPTTM, Yuri, Josefine Opsahl og Narcosatanicos, hvilket understreger Mythic Sunships forkærlighed for at indgå i alternative opsætninger.

Sara Parkman (SE)
29/2, 20:00 – Dexter, Odense – Læs mere / Køb billet

Sara Parkman er det helt store nye stjerneskud på den svenske folk-himmel, og hun anerkendes vidt og bredt for sine evner som både sangskriver, sangerinde og violinist. Med sit unikke udtryk, der mixer smuk stemningsfuld sang, violin, synthesizers, en til tider beskidt elektronisk lyd og stærke tekster, har hun allerede cementeret sit navn og ses af mange som en stor fornyer af genren – også uden for folk-scenen. Parkman trækker veksler på kirkemusik, traditionelle hymner og pop, og hun formår at skabe et udtryk, der bærer folk-musikken solidt ind i fremtiden. Hendes plade ”Sara Parkmans Skog” blev i 2016 en øjeblikkelig succes og markerede hendes store gennembrud. Siden har Sara Parkman samarbejdet med nogle af svensk musiks allerstørste navne som Fever Ray, Bob Hund og Silvana Imam.

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der finder sted i sin 20. udgave den 6.-29. februar 2020. Se alle koncerter på www.jazz.dk/vinterjazz-2020/program – eller følg med i de løbende anbefalinger her på www.jazz.dk.