Kompromisløse Selvhenter optræder i Aarhus og København under Vinterjazz 2022


Selvhenter er kendt for deres eksplosiv blanding af polyrytmiske trommer og iørefaldende blæsermelodier, samt energiske og intense koncerter. Oven på en vinter i studiet vender de i februar 2022 tilbage til Vinterjazz i en trio-konstellation

Det kompromisløse band Selvhenter vender i 2022 tilbage til Vinterjazz i en trio-konstellation bestående af Maria Bertel (trombone), Anja Jacobsen (trommer) og Jaleh Negari (trommer). Selvhenter finder inspiration i æstetikken fra eksperimenterende rock, sofistikeret improvisationsmusik, hårdtslående punk, noise og metal, men også percussion-drevet musik fra Afrika og Sydøstasien og ikke mindst den moderne minimalistiske kompositionsmusik. Resultatet er en unik lyd, hvor polyrytmiske mønstre flettet sammen af de to trommeslagere møder simple melodier fra Bertels udknaldede trombone. Det er konfrontatorisk, insisterende energisk og til tider dansabel musik, leveret med en smittende passion og en humor, der gør det essentielt at opleve gruppen live.

Med til fortællingen om Selvhenter hører også, at det København-baserede kollektiv og pladeselskab Eget Værelse, opkaldt efter Virginia Woolfs historiske roman af samme navn fra 1929, blev grundlagt af de oprindelige Selvhenter-medlemmer Maria Bertel, Jaleh Negari, Sonja LaBianca, Anja Jacobsen og Maria Diekmann i 2010. Siden har Eget Værelse været platform for musikalske projekter, som de fem kvinder har skabt solo, internt og i samarbejde med andre – herunder Frk. Jacobsen, Oum, Ymers Pizza, Valby Vokalgruppe, Meshes, J. Jaanmai Duo og selvfølgelig Selvhenter.

Selvhenter udgav i 2012 deres første fuldlængde plade “Frk. B. Fricka”, produceret af guitarist og producer Peter Peter. I 2014 fulgte det anmelderroste album “Motions of Large Bodies”, som også skaffede dem hæder til den prestigefyldte Nordic Music Prize. De har gennem tiden optrådt på bl.a. Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival, Iceland Airwaves og Kongsberg Jazz Festival.

Selvhenter – Vinterjazz 2022

Torsdag d. 24 februar, kl. 20:00 – Radar, Aarhus
Læs mere / Køb billet

Fredag d. 25 februar, kl. 20:00 – Christianshavns Beboerhus, København
Læs mere / Køb billet

Line-up:

Maria Bertel (trombone)
Jaleh Negari (trommer)
Anja Jacobsen (trommer)

Koncerterne er en del af Vinterjazz – en landsdækkende musikfestival, der fejrer jazzen og udforsker dens mange forgreninger. Vinterjazz 2022 finder sted den 3.-27. februar. Læs mere om festivalen på www.jazz.dk