Clarissa Connelly

Den skotskfødte herboende musiker og sangskriver Clarissa Connelly laver en sælsom slags atmosfærisk avantgarde-folkemusik. Hendes sange eksisterer i en dikotomi, hvor elektronikken bor på en side og melodierne på den anden. Og når de to mødes, sker der noget rigtig spændende. Hele affæren løftes smukt af Clarissa Connellys stemme. Hendes kompositioner åbner døren til et drømmende univers af vokaleksperimenter og lineære sangstrukturerer med keltiske understrømme.
Clarissa Connelly modtog i 2021 den prestigefyldte Nordic Music Prize (tidligere vindere tæller Robyn, The Knife og Hildur Guðnadóttir) for udgivelsen The Voyager, der hænger sammen med en app, som Clarissa Connelly selv har udviklet. Appen hedder Vandringen og forbinder fortidens kulturskatte og den nordiske natur med nutidig kunst og musik. Senest har Clarissa Connelly udgivet soundtracket Guild for Games til udstillingen Planeswalkers, der blev vist på Museet for Samtidskunst.