
Melody Gardot offentliggjort til to aftener på Copenhagen Jazz Festival
En af jazzens største nulevende stemmer og sangskrivere, amerikanske Melody Gardot, er seneste tilføjelse til Copenhagen Jazz Festival 2025 med to aftener i Tivolis Koncertsal
Der er lagt op til oplevelse ud over det sædvanlige, når sanger og sangskriver Melody Gardot indtager Tivolis Koncertsal under Copenhagen Jazz Festival den 12. og 13. juli. Gardot er nemlig én af de største nulevende stemmer og sangskrivere inden for jazz og soul og tilhører den absolutte jazzelite. Hun har begejstret anmeldere verden over og er kendt for at indtage livescenen med følelsesmæssig dybde og et bemærkelsesværdigt nærvær.
Melody Gardots talent er lige så bemærkelsesværdigt som historien bag hendes utrolige jazzkarriere. Som 19-årig blev hun kørt ned og fik voldsomme skader efter ulykken. I lang tid var bossanova den eneste musik, hun kunne tåle at lytte til. Siden har Gardot selv gjort jazzen til sin levevej, og selv om hun i dag stadig fysisk kæmper med sine kvæstelser, er hendes musik både skrøbelig og enormt stærk på samme tid.
Hendes originale stil er nærmest blevet ikonisk – med mørke briller indtager hun scenen og holder publikum i sin hule hånd med bid, kant og melankolske toner, der glider over genrer som blues, jazz og R&B.
Melody Gardot (US) – CJF 2025
12. + 13. juli – Tivoli, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet