Spirituel jazzkæmpe til Copenhagen Jazz Festival 2024


Copenhagen Jazz Festival og Bremen Teater præsenterer Charles Lloyd – en gigant i spirituel og moderne jazz, der netop har udgivet et majestætisk dobbeltalbum på Blue Note Records til fantastiske anmeldelser i 2024.

Line-up: Charles Lloyd (sax/flute), Jason Moran (p), Larry Grenadier (b) og Eric Harland (dr)

Charles Lloyd Sky Quartet (US)
12/7, 20:00 – Bremen Teater, København
Køb billet

Trods – eller måske på grund af – verdens digre tilstand, fik den spirituelle jazzkæmpe Charles Lloyd i 2020 en af sine visioner. Han ville samle et nyt band med en fælles musikalsk mission bestående af fire distinkte jazzstemmer – med den eminente pianist, komponist m.m. Jason Moran som kreativ sparringspartner og en forrygende rytmegruppe.

I foråret 2024 udkom resultatet på Charles Lloyds 86 års fødselsdag. Den anmelderroste udgivelse, “The Sky Will Still Be There Tomorrow”, er et vildtvoksende dobbeltalbum og et musikalsk værk, der favner både nye, gamle og genfortolkede originale kompositioner fra Lloyds hånd.

 (The Guardian) ⭐⭐⭐⭐⭐ “Sax legend Charles Lloyd shows no sign of slowing down” 

(All About Jazz) ⭐⭐⭐⭐⭐ “The Sky Will Still Be There Tomorrow is a kick in the ass call to arms of the life and beauty still to be experienced when minds and hearts are set free to imagine other states of being.“

Den amerikanske saxofonist, fløjtenist og komponist Charles Lloyd er ikke bare en vigtig skikkelse i den spirituelle jazz, men et fyrtårn for genren og musik i det hele taget. Som ni-årig kastede han sig over saxofonen og radioens inciterende toner fra jazzede legender som Charlie Parker, Billie Holiday og Duke Ellington. Som teenager drog han til Los Angeles for at studere musik, mens aftenerne gik med at spille med folk som Ornette Coleman, Eric Dolphy og Don Cherry.

I 1967 kom hans egentlige musikhistoriske gennembrud med albummet “Forest Flower” optaget live under Monterey Jazz Festival. Udgivelsen var manges første møde med hans kvartet med pianist Keith Jarrett, trommeslager Jack DeJohnette samt bassist Cecil McBee og blev en af jazzens på tidspunktet største genreoverskridere, der på progressiv vis rakte ud over det inkarnerede jazzpublikum – en tradition, Lloyd har holdt fast i lige siden.

Copenhagen Jazz Festival og Bremen Teater er stolte af at kunne invitere festivalpublikummet med til et sjældent besøg fra en af jazzens store, nulevende legender, der med sit nyeste album beviser, at jazzhistoriens vingesus stadig kan mærkes i 2024.