Copenhagen Jazz Festival


Copenhagen Jazz Festival er en årligt tilbagevendende musikfestival, der fejrer jazzen i alle dens mulige og umulige afskygninger. Festivalen har eksisteret i sin nuværende form siden 1979 og har med sine mere end tre årtier på bagen for længst markeret sig som en af Europas mest velrenommerede jazzfestivaler såvel som en af Danmarks absolut vigtigste musikbegivenheder overhovedet. Denne status er opnået dels ved år efter år at sammensætte et program med udgangspunkt i musikalsk kvalitet og originalitet, dels ved hele tiden at være opmærksom på nye tendenser i både dansk og international jazz, dels ved at være en levende og inkluderende begivenhed, som foregår i byens rum.

Når Copenhagen Jazz Festivalen ruller hen over byen, er København som forvandlet. Over alt spiller musikken: På torve og i byens parker, på jazzklubberne og nye interimistiske scener, i teatre og på museer og – ikke mindst – i byens største og flotteste koncertsale. I løbet af festivalens 10 dage præsenteres flere end 1.200 koncerter fordelt på over 120 scener rundt omkring i byen. Tilsammen bliver disse koncerter besøgt af flere end 200.000 glade publikummer. Således viser festivalen, at jazzen fortsat stortrives i den historiske jazzby.

Citater fra pressen


“A jazz lover can find well-known names in huge arenas sharing public attention with alternative performances in small places. Both newcomers and the more experienced can find something they’d love. Literally, there is a spectrum from traditional jazz to anything else that a jazz lover can imagine in the streets of Copenhagen during the Jazz Festival. (…) Yet jazz is nothing special for Copenhagen. This music is so linked to the city’s culture, that nobody is surprised to find so many venues hosting all the various events. To dive into jazz is natural for Copenhageners.” – Yahvé M. de la Cavada, Cultura en El País

“Going to the Copenhagen festival is a thrill for the jazz curious, though, requiring some advance planning and transit strategy to catch the various shows in venues spread around the city. The very act of “doing the Copenhagen fest” is a fine way to learn about the city’s neighborhoods and its venues.” – Josef Woodard, Downbeat

“For the sheer expansiveness – regarding styles of jazz, show selection, variety of venues throughout the city and musicianship (much homegrown, Denmark arguably having the second most significant jazz history to the US) – there’s really no comparison. Copenhagen Jazz Festival is a true treat to attend and absorb as much as you can, from the early afternoon (if not earlier) into the wee hours of the following day every day for almost two weeks straight. Sleep is definitely secondary.” – Laurence Donohue-Greene, The New York City Jazz Record

Vinterjazz


Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer omkring 600 koncerter fordelt på flere end 180 spillesteder og arrangører fra Skagen til Svaneke. Kombinationen af festivalens længde plus det landsdækkende aspekt gør Vinterjazz til en mulighed for at møde internationale stjerner på turné, nye danske prisvindende projekter og koncerttemaer som Jazz Remixed, Future Sound of Jazz, Wild at Heart, Jazz for Kids m.fl.

Det, der gør Vinterjazz til en speciel musikbegivenhed, er, at det er et nationalt sammenskudsgilde mellem spillesteder og arrangører, musikere og publikum, de store byer og udkantsdanmark – et nationalt initiativ, som er skabt og finder sted lokalt. Vinterjazz er dog først og fremmest en klubfestival, som kickstarter sæsonen for de mange jazzklubber, som skaber et miljø, hvor jazzen kan udvikle sig og leve året rundt. Derfor er det også med stor glæde, at Vinterjazz de seneste år har sat ny rekord med deltagelse af op til 150 spillesteder og uafhængige arrangører.

Det siger de om Vinterjazz:

“Det er jo første gang, vi er med, og der har ikke tidligere været Vinterjazz med så mange koncerter på øen – men det har været sjovt – dels har publikum taget fantastisk godt imod den, og dels har det været spændende at være en del af en større helhed – det er vi jo ikke så tit herovre.” – Mie Hjort, Svanekegaarden, Bornholm

“Vinterjazz er et af de vigtige årlige samlingspunkter for jazzmiljøet, som både giver øget opmærksomhed omkring jazzen og en masse fantastiske koncerter. Sådan er det også i Aarhus, hvor mange af byens arrangører støtter op om initiativet. Udvalget er utrolig bredt, så der har været noget at hente for alle. Det er også dejligt at se, hvordan jazzen har været præsenteret rundt i hele byen fra de store koncertsale til de små, listige steder. Det understreger heldigvis, at jazzen lever og har det godt” – Gorm Askjær fra Aarhus Jazz Festival.

“Vinterjazz har været en fantastisk måde at skyde en restriktionsfri koncertsæson i gang – intet mindre! Musikere har været taknemmelige og glade for endelig at kunne møde deres publikum igen, og publikum har kvitteret med flotte besøgstal og begejstring. Publikum og musikere har ligeledes været villige og lydhøre i forhold til vores fokus på at mixe genrer og musikere og skabe nye konstellationer på kryds og tværs af miljøer og lydbilleder.” – Michael Marino, Huset, Aalborg.

“Vinterjazz er en fantastisk platform. Vi kan se, at der under Vinterjazz skrues op for aktiviteterne – og det landsdækkende koncept, som Vinterjazz er, hjælper med til at øge synligheden for de lokale koncertarrangører. Det er efterhånden sjældent, at live jazz når ud i de nationale medier. Derfor er Vinterjazz et koncept, som både spillesteder og arrangører tager imod med kyshånd. Uanset om det sælger billetter eller ej, gør Vinterjazz nationalt opmærksom på en spændende del af dansk musikliv. Det er fedt.” – Martin Røen Hansen, Godset, Kolding.

“Vinterjazz er en kærkommen festival, der skaber national sammenhængskraft, og som er med til at løfte jazzen og formidle alle dets afskygninger. Vi følger festivalens ånd og eksperimenterer med kuratering, forsøger at skabe kunstneriske clashes mellem jazzgenrer og kunstarter, og vi arbejder ud fra jazzens grundessens – aldrig at stå stille og at være i konstant forandring. Festivalen giver også mulighed for at deltage i forskellige landsdækkende projekter som eksempelvis JazzCamp for Piger.” – Martin Aagaard Jensen, Radar, Aarhus.

“Vi fik et større publikum end forventet, og jeg er ret sikker på, det har givet bonus at tænke vores februarprogram ind i det landsdækkende. Jeg vurderer ‘Vinterjazz’ til at være et godt brand, der bliver lagt mærke til.” – Johannes Neergaard, Kedelhuset, Silkeborg

“Vinterjazz skaber opmærksomhed om jazzen. Den har med andre ord samme funktion, som Copenhagen Jazz Festival har om sommeren. Ved at slå en festivalparaply op skaber man nysgerrighed, presseinteresse og øget publikumsopmærksomhed om en genre, der ellers på nær nogle få store navne har paradoksalt lave publikumstal i forhold til den enorme talentmasse, den rummer. Musikken trives som et resultat af [festivalens] forståelse for, hvordan man får publikum og pressen i tale. Ikke bare om sommeren i København, men også landet over i februar, når der er Vinterjazz.” – Thomas Michelsen, musikredaktør på Politiken

“Det unikke ved Vinterjazz er, at det er en landsdækkende musikfestival, som vokser år for år, samtidig med at det lokale aspekt samtidig får større og større betydning. Festivalen kommer ud til publikum lokalt med både internationale og danske hovednavne, og jo mere aktivitet, der er i de enkelte områder, desto mere oplever publikum og musikere en ægte følelse af, at være en del af en samlet dansk jazzscene.” – Kenneth Hansen, festivalleder Vinterjazz & Copenhagen Jazz Festival.

Historie: København som jazzby


København har en lang historie som jazzby og har siden 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base, med rette kunnet kalde sig for en af Europas absolutte jazzhovedstæder. Blandt de kunstnere, der gennem årene har taget ophold i byen, er så prominente navne som Dexter Gordon, Stan Getz, Ben Webster, Stuff Smith, Ed Thigpen og Thad Jones.

Den danske jazz spirer fortsat den dag i dag, ikke mindst takket være helårsaktive koncertarrangører som ALICE, Jazzhus Montmartre, Paradise Jazz, Jazzcup, Søhesten, ILK, Børneteatret, Jazz Club Loco og et væld af nye jazztalenter. København er i høj grad stadig en levende jazzby, hvilket mere end noget andet sted kommer til udtryk, når hundredvis af danske og udenlandske musikere hvert år samles på Copenhagen Jazz Festival, der er én af Europas mest velrenommerede.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som ordkombination i 60’erne og var frem til midten af 70’erne en koncertrække, hvor man blandt andet kunne opleve Thelonius Monk, Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Herbie Hancock, Ron Carter, Tony Williams, Coleman Hawkins, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Bent Jædig og Thad Jones i bl.a. KH-Hallen og Tivolis Koncertsal.