Highlights 7. juli – Ny amerikansk vokalsensation, The Smile-trommeslager med eget projekt og det bedste fra den sprudledende danske jazzscene


Søndag byder blandt meget andet på to internationale hovednavne, der på mange måder repræsenterer vidt forskellige dele af det brede jazzspektrum. I DR Koncerthusets Koncertsal kan man få sig lidt af en vitaminindsprøjtning, når den amerikanske power-vokal Veronica Swift slår pjalterne sammen med DR Big Band i DR Koncerthuset med sit karakteristiske mix af jazz, soul og rock – som både dirigent, arrangør og komponist. Ved samme tid tjekker The Smile-trommeslager Tom Skinner ind på Hotel Cecil med sit første album i eget navn, “Voices of Bishara”, og en stærk akustisk kvartet.

Ligesom hos Swift er stemmen også i fuldt fokus, når to af landets største sangerinder, Mette Lindberg og Kira Skov, tager et stjernehold af danske musikere med i DR Koncerthusets Studie 2. Koncerten er blot et af flere danske højdepunkter søndag, der tæller koncerter med kunstnere som den populære musikalske smeltedigel Ibrahim Electric på Bremen Teater, den udadvendte, men sjældent samlede “supergruppe” JazzKamikaze hos Jazzhus Montmartre samt de to tidligere Tys Tys-medlemmer og multikunstnere Kresten Osgood og Maria Laurette Friis i unikke Brønshøj Vandtårn. Har man stadig lidt fest siddende i kroppen fra lørdag, kan man kigge forbi Den Røde Plads til cubansk funk-fest med percussionist Eliel Lazo og hans Cuban Funk Machine med besøg af JJ Paulo.

Den eksperimenterende kinesiske blæser m.m. Lao Dan er artist-in-residence hos den nytilkomne koncertarrangør Final Descent. Søndag aften spiller han én af flere koncerter under festivalen – her med Selvhenter-trombonist Maria Bertel til en sandsynligvis sprængfarlig koncert på undergrundsstedet Mayhem. I det mere afdæmpede hjørne er det værd at bemærke herboende amerikanske Jason Dungans gruppe Blue Lake (Pitchfork – “Best New Music”), hvor han på sit hjemmebyggede instrument med intet mindre end 48 strenge optegner en slags ambient og dronende minimalistisk folkemusik i et akustisk kvintetformat.

Udvalgte highlights 7. juli

13:00 – Caktus → Noisy Beehive / Brønshøj Vandtårn
14:00 – KRYDSKLANGE: VÍÍK → Kongens Have
15:00 – Karmen Rõivassepp, Jacob Fischer & Matthias Petri → Bartof Café
15:30 – Nikolaj Hess NYC Quartet featuring Marc Mommaas, Francois Moutin & Donald Edwards → Enghave Plads 9
16:00 – Kresten Osgood og Maria Laurette Friis → Noisy Beehive / Brønshøj Vandtårn
16:00 – Niels Jørgen Steen Big Band → Kongens Have
17:00 – Humanoid Silhouette → Byhaven Pumpehuset
19:00 – Rasmus Sørensen Trio → KLEIN – Karens Minde Kulturhus
19:00 – Get Me a Badger → Byhaven Pumpehuset
19:30 – Lao Dan老丹 meets Maria Bertel (CN/DK) + Køs → Final Descent / Mayhem
20:00 – Tom Skinner (UK) – FÅ BILLETTER → Hotel Cecil
20:00 – DR Big Band & Veronica Swift (DK/US) → DR Koncerthuset, Koncertsalen
20:00 – Ibrahim Electric – FÅ BILLETTER → Bremen Teater
20:00 – Eliel Lazo Cuban Funk Machine ft. Iris Gold & JJ Paulo → Roots & Jazz / Den Røde Plads
20:00 – Blue Lake → Christianshavns Beboerhus
20:00 – JazzKamikaze → Jazzhus Montmartre
20:00 – Kira Martini / Caroline Bugala kvartet (DK/FR) → La Fontaine
21:00 – Mette Lindberg / Kira Skov → DR Koncerthuset, Studie 2
22:30 – Bévort 3 → KoncertKirken

Alle dagens koncerter: www.jazz.dk/koncerter
Se spilleplanen for udvalgte highlights: www.jazz.dk/highlights
Lav dit eget program i appen: www.jazz.dk/app
Køb årets kunstplakat: www.jazz.dk/shop

Copenhagen Jazz Festival 2024 fortsætter frem til 14. juli hos flere end 120 spillesteder og arrangører i hele byen. Tak til Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.