EKSTRAKONCERT TILFØJET: Oplev tidens største mandlige jazz- og soulvokal i DR Koncerthuset på Copenhagen Jazz Festival 2023
Den Grammy-vindende amerikanske jazz, soul- og gospelsanger Gregory Porter har med sin varme baritonstemme begejstret publikum i hele verden i over et årti. Porter har tidligere taget Copenhagen Jazz Festival med storm – og til sommer vender han tilbage til festivalen og DR Koncerthuset med sin dybe, besjælede vokal
Gregory Porter (US) – CJF 2023
Mandag d. 3/7, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / UDSOLGT
Ekstrakoncert: Tirsdag d. 4/7, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet fra mandag d. 15. maj, kl. 20:00 / Tilmeld dig nyhedsbrevet for adgang til det eksklusive forsalg
Gregory Porter blev født ind i musikken med en præstemor, hvis musiksamling var en øjenåbner – ikke mindst Nat King Cole fangede den unge Porters opmærksomhed i en sådan grad, at han satte sig for, med held(!), at forsøge at imitere den legendariske stemme. Coles indflydelse er stadig tydelig hos Porter, der, foruden at præsentere sine originale sange, ofte vender tilbage til den oprindelige inspirationskilde som fx på hyldestpladen “Nat King Cole & Me” (2017).
Den store stemme nåede sin nuværende status via et par omveje. Efter en kuldsejlet football-karriere flyttede Porter i stedet til Brooklyn, hvor han blandt andet optrådte på kvarterets jazzklubber. Her mødte han sin senere mentor, saxofonist, pianist og komponist Kamau Kenyatta, der introducerede ham for fløjtenist Hubert Laws. Laws blev Porters adgangsbillet til den professionelle musik, da han i 1998 lod ham synge et nummer på udgivelsen “Hubert Laws Remembers the Unforgettable Nat King Cole”, mens Laws’ søster hyrede ham til Broadway-musicalen “It Ain’t Nothing But the Blues”.
Der skulle dog gå godt et årti, før det amerikanske fænomen for alvor skabte sig et navn i egen ret med sin opløftende blanding af genrer som jazz, soul og gospel. Med debutudgivelsen “Water” (2010) indkasserede Porter sin første Grammy-nominering og sammenligninger med idoler som netop Nat King Cole, Stevie Wonder, Bill Withers og Donny Hathaway. Hans første Grammy-sejr kom allerede med den tredje udgivelse, hans første på ikoniske Blue Note, albummet “Liquid Spirit” (2014), der både nåede andenpladsen på Billboard Top Jazz Albums-listen og titlen som en af verdenshistoriens hidtil mest streamede jazzplader med 20 millioner streams.
Siden er det blevet til en bred vifte af populære albums og udsolgte koncerter i en lang række koncerthuse i hele verden – både på egen hånd og i selskab med den vidtberømte orkesterleder Wynton Marsalis’ Jazz at Lincoln Center Orchestra. Når Gregory Porter vender tilbage til Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthusets Koncertsal den 3. juli kan publikum se frem til endnu et medrivende møde med Porters dybfølte tekster svøbt i hans altid vedkommende og kraftfulde stemme, der formår at favne både skrøbelighed, nærvær og storhed på én og samme tid.
Copenhagen Jazz Festival 2023 finder sted fra 30. juni til 9. juli. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.