Malis store vokalsensation besøger Copenhagen Jazz Festival for første gang til sommer


Den Grammy- og Oscar-nominerede maliske sangerinde og guitarist Fatoumata Diawara har givet storslåede koncerter på Vinterjazz og Roskilde Festival. På sommerens Copenhagen Jazz Festival er det globale fænomen tilbage i Danmark med nyt album og kan for første gang opleves med sit eget band i DR Koncerthusets Koncertsal

Fatoumata Diawara (ML) – Copenhagen Jazz Festival 2023
Onsdag d. 5. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet / Tilmeld dig nyhedsbrevet for adgang til eksklusivt forslag på kommende offentliggørelser

“There’s much to admire: Diawara’s agile, forceful vocals; her championship of the feminist cause. These are largely African-style songs preaching morality, consideration and responsibility, though in Diawara’s hands, exuberance rules.” – 4/5 stjerner, The Guardian om “London Ko” (2023)

“As a musician, she has amazing feel and inventiveness. She is smart, funny, warm and has the voice of an angel.” – Damon Albarn

Fatoumata Diawara har tidligere optrådt med stjerner som Oumou Sangaré, Roberto Fonseca, Herbie Hancock, Damon Albarns African Express og stået forrest på Roskilde Festivals Orange Scene. Med sin fængende og ofte politisk ladede fusion af afropop, r’n’b, ørkenrock og folkemusik fra den særlige vestafrikanske Wassoulou-region har Diawara siden karrierens begyndelse med debuten “Fatou” (2011) været en af de mest ombejlede afrikanske kunstnere. Hendes seneste regulære album, “Maliba” (2022), understregede Fatoumata Diawaras position som én af de mest markante og interessante stemmer og kvinderetsforkæmpere i moderne musik med globalt udsyn.

Diawara blev født ind i en familie med 10 søskende i 1982 og tiltrak sig hurtigt opmærksomhed som børneskuespiller. Én af hendes største roller var i filmen “​​Sia, The Dream of the Python” (2001), hvor hun indtog hovedrollen som en ung pige, der løber hjemmefra. Virkeligheden mimede fiktionen, og løbe hjemmefra var præcis, hvad den unge Diawara gjorde til Frankrig som 19-årig for at undgå et arrangeret ægteskab i hjemlandet. Her slog hun sig til den verdensturnerende gadeteatertrup Royal de Luxe som sanger – og snart var hun fast inventar på Paris’ mange klubber og caféer. Den internationale scene fik hurtigt nys om det unge talent, og hun blev inviteret med som korsanger hos koryfæer som Dee Dee Bridgewater og landskvinden Oumou Sangaré.

Den maliske verdensstjernes musik blander på forunderlig vis de traditionelle elementer fra Wassoulou-egnen og inspirationer fra hele det afrikanske kontinents både for- og nutid med global musik og et moderne tekstunivers, der kredser om emner som kvindens rolle, håb for fremtiden og migration – det hele sunget på hendes eget sprog, det maliske bambara.

“I didn’t want to sing in English or French because I wanted to respect my African heritage. But I wanted a modern sound because that’s the world I live in. You can keep your roots and influences but communicate them in a different style”, forklarer Fatoumata Diawara.

Når Fatoumata Diawara optræder i DR Koncerthuset på Copenhagen Jazz Festival 2023, er det første gang, hun har sit eget band med i Koncertsalen. Diawara udgav 12. maj sit nye album “London Ko”, produceret af Damon Albarn, der blandt andet modtog en flot anmeldelse i The Guardian. Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset er stolte af at kunne præsentere, nu for alvor på egne ben, det maliske musikfænomen, der sætter fællesskab, mangfoldighed og kærlighed i spillevende centrum.

Copenhagen Jazz Festival 2023 finder sted fra 30. juni til 9. juli. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.