Grammy-nomineret saxofonkomet og The Smile-trommeslager slutter sig til hovednavnene på Bremen og Hotel Cecil
Den tredobbelt Grammy-nominerede komet-saxofonist Lakecia Benjamin og den britiske The Smile-trommeslager Tom Skinner er de nyeste offentliggørelser på hovednavnsprogrammet for Copenhagen Jazz Festival 2024
Lakecia Benjamin modtog i 2024 hele tre nomineringer ved den amerikanske Grammy-uddeling i kategorierne “Best Instrumental Album”, “Best instrumental Performance” og “Best Instrumental Composition”. I 2020 udnævnte Downbeats egen Critics Poll hende til “Rising star Alto Saxophonist”, og samme år fik hun titlen “Up and Coming Artist of the Year” af Jazz Journalists Association.
Benjamin er på alle måder en temmeligt ombejlet kunstner, der med sin indtagende sceneoptræden og musikalske virtuositet har tiltrukket både publikum og en stjernespækket række af medmusikanter som Stevie Wonder, The Roots, Missy Elliott, Christian Mcbride, Gregory Porter, Alicia Keys og mange flere.
Med sit nyeste, fjerde album med den rammende titel “Phoenix” (2023), understreger Lakecia Benjamin sin position som en reelt politisk kunstner nær toppen af moderne jazz, flankeret af både topproducer Terri Lyne Carrington (Herbie Hancock, Quincy Jones, Wayne Shorter) og gæstestjerner som Dianne Reeves, Shorter, den feministiske filosof og aktivitet Angela Davis med flere. Albummets kompositioner hylder de jazzheltinder, der har inspireret Benjamin og banet vejen for hendes egen vildtvoksende karriere.
Lakecia Benjamin (US) – Copenhagen Jazz Festival 2024
Lørdag d. 13/7 – Bremen Teater
Læs mere / Køb billet
Med sit første album i eget navn, “Voices of Bishara” (International Anthem 2022), viser den britiske trommeslager og komponist Tom Skinner (The Smile, Sons of Kemet m.fl.) en ny side af sit musikalske virke. Her møder tidløs harmonisk dybde trommeslagerens enestående rytmiske forståelse i en mangefarvet lyd inspireret af den amerikanske cellist Abdul Wadud (1947-2022).
Med sig har Tom Skinner en akustisk kvintet bestående af bassist Tom Herbert, saxofonisterne Chelsea Carmichael og Robert Stillman (The Smile) samt cellisten Francesca Ter-Berg, der sidste år har spillet på festivaler som Le Guess Who, We Out Here og London Jazz Festival, og nu kan opleves for første gang på Copenhagen Jazz Festival 2024.
Tom Skinner har samarbejdet med kunstnere som Grace Jones, Jarvis Cocker, Mulatu Astatke, Floating Points og mange andre. Under COVID-nedlukningen fandt Skinner for alvor sammen med Radiohead-medlemmerne Jonny Greenwood og Thom Yorke i gruppen The Smile, der netop har udsendt deres andet album tidligere på året.
Tom Skinner (UK) – Copenhagen Jazz Festival 2024
Søndag d. 7/7 – Hotel Cecil
Læs mere / Køb billet
Koncerterne med Lakecia Benjamin og Tom Skinner præsenteres af Copenhagen Jazz Festival og Bremen Teater/Hotel Cecil.