Krydsklange i Kongens Have: Nyt tema præsenterer møder mellem den klassiske og den improviserede musik
Med det nye koncerttema Krydsklange sætter Copenhagen Jazz Festival fokus på mødet mellem den klassiske og den improviserede musik. Temaet strækker sig over seks kammerjazzprojekter i Kongens Have, herunder den officielle åbningskoncert dedikeret til outsider-komponisten Moondog – alle koncerterne har fri entré
Krydsklange — Copenhagen Jazz Festival 2024
Fredag d. 5. juli, kl. 15:00 – Moondog Celebration – Official Festival Opening – Læs mere
Lørdag d. 6. juli, kl. 14:00 – Blue Lotus – Læs mere
Lørdag d. 6. juli, kl. 16:00 – Maria Faust “Marches Rewind and Rewritten” – Læs mere
Søndag d. 7. juli, kl. 14:00 – VÍÍK – Læs mere
Mandag d. 8. juli, kl. 15:00 – Anders Lauge Meldgaard & Copenhagen Clarinet Choir – Læs mere
Mandag d. 8. juli, kl. 17:00 – Yngel with String Quartet – Læs mere
Fredag d. 5. juli, kl. 15:00 – Moondog Celebration – Official Festival Opening
Oplev en unik hyldest til den amerikanske outsider-komponist Moondog (1916-1999) med en enestående åbningskoncert på Copenhagen Jazz Festival 2024, der lader jazzen og den klassiske musik støde sammen på bedste vis.
Guitarist Anders Holst og pianist Jeppe Zeeberg har gennem de sidste 10 år beskæftiget sig intensivt med Moondogs musik og stod i 2016 bag festivalen Moondog 100 År. Nu går de på scenen med et til lejligheden samlet stjernehold bestående af en håndfuld danske og internationale musikere for at opføre en række sjældne Moondog-værker, heriblandt flere som aldrig tidligere har været opført.
Line-up: Sture Ericson (SE) (s), Calum Builder (AU) (s), Mads Egetoft (s), Carolyn Goodwin (IRE) (bcl), Anders Holst (gtr), Jeppe Zeeberg (pno, org), Victor Dybbroe (dr, perc), Rune Lohse (dr, perc)
Lørdag d. 6. juli, kl. 14:00 – Blue Lotus
Harpenist Tine Rehling og guitarist Mikkel Nordsø (kusine og fætter) har de sidste mange år spillet sammen i et væld af sammenhænge. I 2009 fik de selskab af den mesterlige tablas-spiller Ole Theill – en anden af Nordsøs musikalske kompagnoner gennem mere end tre årtier – under det fælles navn Blue Lotus. Her udforsker den anmelderroste trio et nærmest spirituelt, stort og billedskabende udtryk i en musikalsk verdensrejse med Nordsøs spanske guitar, Rehlings kammermusikalske mønstre og Theills indiske tablas.
Lørdag d. 6. juli, kl. 16:00 – Maria Faust “Marches Rewind and Rewritten”
“Marches Rewind and Rewritten” er den herboende estiske komponist og saxofonist Maria Fausts symbolske favntag med marchmusikkens historie. Ved at omskrive en række af de mest velkendte, autokratiske hymner fra moderne historie, analyserer hun de samfundsmæssige mekanismer, der tilsyneladende gør det svært for os at lære af historiens mest tyranniske hændelser. Marchen er i sig selv en af de mest mærkværdige og kontroversielle musikalske stilarter – hvis den da overhovedet er sin egen stilart og ikke blot et værktøj til undertrykkelse. I selskab med det DMA-vindende projekt Sacrum Facere præsenterer hun her syv omgjorte stykker, der mere nærmer sig vals end march.
Line-up: Maria Faust (s), Francesco Bigoni (cl), Tobias Wiklund (tp), Anders Banke (bcl), Mads Hyhne (tb), Rasmus Svale Kiergård Lund (t), Peter Ole Jørgensen (dr)
Søndag d. 7. juli, kl. 14:00 – VÍÍK
Den norske sangerinde Elisabeth Vik har etableret sig som en uovertruffen live-oplevelse på den moderne nordiske musikscene. Mytiske figurer træder frem i kød og blod, og lytteren kan praktisk talt lugte de urgamle nordiske landskaber ved mødet med VÍÍÍKs musik. Gruppen, som består af traditionelle instrumenter som violin og cister, præsenterer en sand folkemusik båret af autenticitet og med en nerve og uhyggelig evne til at puste liv i de nordiske traditioner. Elisabeth Viks kærlighed til disse musikalske rødder kombineres med en smitsom interesse for nye perspektiver og eventyr, hvilket giver VÍÍK mulighed for at bygge bro mellem fortid og nutid.
Mandag d. 8. juli, kl. 15:00 – Anders Lauge Meldgaard & Copenhagen Clarinet Choir
Anders Lauge Meldgaard og Copenhagen Clarinet Choir præsenterer værket Jeux d’Eau – en fordybelse i samspillet mellem musik og natur, komponist og ensemble. Værket er skabt af komponist og musiker Anders Lauge Meldgaard (Frisk Frugt, Kirsten Ketsjer m.fl.) og udviklet i tæt samarbejde med det innovative, ofte improvisationsbårne ensemble. Meldgaard indgår i en dobbeltrolle som komponist og instrumentalist på New Ondomo (en moderne japansk version af Ondes Martenot) og elektronik. I sammenspil med de seks klarinettister fra Copenhagen Clarinet Choir skaber de en fælles innovativ lydoplevelse, hvor en specialfremstillet vandskulptur indgår som musikinstrument og scenografisk element i værket.
Line-up: Anders Lauge Meldgaard (New Ondomo, electr) // Copenhagen Clarinet Choir: Carolyn Goodwin (IE) (cl, bcl), Jonas Engel (DE) (cl), Maria Dybbroe (cl, bcl), Francesco Bigoni (IT) (cl), Anders Banke (cl, bcl), Henriette Groth (cl)
Mandag d. 8. juli, kl. 17:00 – Yngel with String Quartet
Den anmelderroste, eksperimenterende guitarduo Yngel består af Emil Palme og Taus Bregnhøj-Olesen. Via alternative spillemåder og buer lavet af sten skubber de til grænserne for, hvordan lyde kan blive til på en elektrisk guitar. Til denne særlige koncert udvides duoen med en strygekvartet, hvor klange smelter sammen i soniske og teksturelle lydlandskaber. Musikken eksisterer i den folkemusikalske muld med en kærlighed til neoklassicismens romance og avantgardjazzens eventyrlyst. Strygekvartetten består af nogle af de mest progressive danske musikere inden for kontemporær og eksperimenterende musik fra grupper som Halvcirkel, Blue Lake, Toechter m.fl. I efteråret udkommer Yngels sjette album, her for netop strygekvartet og elguitar.
Tak til Augustinus Fonden samt Hartmann Fonden, Gangstedfonden, C.E. Jensens Fond og DPA.
Koncerterne er en del af Copenhagen Jazz Festival 2024, der finder sted fra 5.-14. juli.