Nye offentliggørelser: To musikalske kollektiver og ungt amerikansk jazzhåb er festivalens næste hovednavne


Det amerikanske, aktivistiske jazzkollektiv Irreversible Entanglements er aktuel med deres første album på det ikoniske Coltrane-label Impulse! Til sommer vender gruppen tilbage til Copenhagen Jazz Festival på en dobbeltaften på Bremen Teater med Isaiah Colliers duo I AM, hvis plade har fået 6 hjerter i Politiken

Efter en række udgivelser på et af tidens mest aktuelle jazz-labels, International Anthem (Jeff Parker, Makaya McCraven, Angel Bat Dawid m.fl.), udgiver kvintetten Irreversible Entanglements nu deres første album, “Protect Your Light”, på et af den løsslupne jazz’ største arnesteder, ikoniske Impulse! Records – hjem for kunstnere som Alice og John Coltrane, Charles Mingus, Archie Shepp, Pharoah Sanders m.fl.

“Angry, hopeful and celebratory, the free jazz and spoken word quintet have become more considered without losing their bite” (4/5, The Guardian)

Bag bandnavnet gemmer sig blandt andre komponist, bassist og multiinstrumentalist Luke Stewart (Black Myths, James Brandon Lewis m.fl.), der i 2020 blev udnævnt som en del af DownBeats “25 for the Future” og kaldt en kunstner, “der former det kunstneriske landskab”. Selvom gruppen fremstår som et kollektiv uden en klassisk frontperson, er det alligevel i kraft af hendes lyrik og optræden Camae Ayewa AKA Moor Mother, der er det naturlige centrum i Irreversible Entanglements musikalske univers.

Aftenen åbnes inden Irreversible Entanglements med den fremadstormende amerikanske saxofonist, komponist m.m. Isaiah Collier på scenen. Festivalpublikummet kunne opleve Collier med sit band The Chosen Few i 2022. Her optræder han i duoform med trommeslager Michael Shekwoaga Ode under navnet I AM, der sammen udgav den anmelderroste plade “Beyond” (5/5, DownBeat, 6/6, Politiken) i 2021 – frit fabulerende, kosmisk og spirituel jazz.

Isaiah Collier kan desuden opleves på årets festival på Hotel Cecil med sin gruppe The Chosen Few mandag d. 8. juli – se mere herunder.

Irreversible Entanglements + I AM (US) – Copenhagen Jazz Festival 2024
Tirsdag d. 9/7 – Bremen Teater

Køb billet / Læs mere

Den unge saxofonist Isaiah Collier er et af moderne amerikansk jazz’ mest frygtløse håb. Til sommer vender han tilbage til Copenhagen Jazz Festival med sin gruppe The Chosen Few på Hotel Cecil den 8. juli

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ – “Han kaldes sin generations Coltrane. Nu har han begået et nyt mesterværk” – Politiken, 2022

Det er svært ikke at tænke på en af det 20. århundredes største skikkelser på saxofonen, John Coltrane, når man hører den blot 25-årige Isaiah Collier kaste sig ud i himmelgribende improvisationer. Han formår nemlig – ligesom forbillederne Coltrane, Wayne Shorter, Pharoah Sanders m.fl. – at favne hele sit instruments klanglige potentiale fra hviskende melodier til rivende hvæs.

Den endnu relativt unge Chicago-musiker har på rekordtid skabt sig et navn som en af den særlige spirituelle jazz’ moderne spydspidser – både som del af Angel Bat Dawids anmelderroste, afrofuturistiske Brotherhood-ensemble, sine samarbejder med kunstnere som Chance The Rapper, Wadada Leo Smith og på baggrund af sine egne projekter. Med The Chosen Few udgav han i 2021 sit tredje album, “Cosmic Transitions”, der udløste fem stjerner i jazzmagasinet DownBeat og placeringer på et væld af årets album-lister.

I april 2024 udkommer gruppen med nyt materiale med albummet “The Almighty”. Her er tilføjet både sangerinden Dee Alexander, strygere og udvidet hornsektion. Resultatet er et nærmest kosmisk destillat af de elementer, der har dannet grundlag for bandleder Colliers status den dag i dag – et vaskeægte jazz-værk.

Isaiah Collier besøgte sidst Danmark under Copenhagen Jazz Festival 2022 med en seksstjernet Politiken-anmeldelse for duo-albummet “Beyond” i bagagen. Nu vender han tilbage, igen i selskab med The Chosen Few, denne gang i den veltunede lydramme på Hotel Cecil – spirituel jazz i ånden fra John Coltrane/McCoy Tyners ikoniske 60’er-kvartet.

Isaiah Collier & The Chosen Few (US) – Copenhagen Jazz Festival 2024
Mandag d. 8/7 – Hotel Cecil
Køb billet / Læs mere

I Mette Rasmussens og Savannah Harris nye supergruppe ØKSE mødes fire ekspressive musikere i et elektronisk/punkjazzet udtryk – med bassist Petter Eldh og den haitianske producer Val Jeanty. Oplev dem for første gang på dansk jord på Hotel Cecil under åbningsaftenen på Copenhagen Jazz Festival 2024

Bag navnet ØKSE gemmer sig en ny konstellation, ledt an af amerikanske Savannah Harris og danske Mette Rasmussen. Duoen mødtes første gang i 2022 og er siden blevet udvidet til et mere kollektivt foretagende med tilføjelsen af den haitianske “lydkemiker” Val Jeanty og den svenske bassist og producer Petter Eldh. Sammen udforsker de et cyklisk, no wave-lignende lydunivers, der forener den improviserede, frie jazz med elementer af krautrock, samples og svævende elektronik.

Saxofonist og komponist Mette Rasmussen er især kendetegnet ved en særligt eksplosiv energi, der kommer til udtryk både ved hendes altid medrivende solokoncerter, hendes samarbejder med grupper som Fire! Orchestra og Godspeed! You Black Emperor, samt i mindre formater med kunstnere som Chris Corsano, Anthony Braxton, Nate Wooley m.fl. Rasmussen lægger sig i forlængelse af en stolt tradition for at afsøge grænserne for saxofonens muligheder via lige dele Albert Ayler og Mats Gustafsson, men altid med et endemål, der er hendes helt eget.

ØKSE (US/DK) – Copenhagen Jazz Festival 2024
Fredag d. 5/7 – Hotel Cecil
Køb billet / Læs mere

Koncerterne præsenteres af Copenhagen Jazz Festival og Bremen Teater/Hotel Cecil