Oplev den amerikanske guitarmester Bill Frisell med anmelderrost trio i DR Koncerthuset


Den amerikanske guitarmester Bill Frisell vender tilbage til København efter en totalt udsolgt koncert på sidste års Copenhagen Jazz Festival – denne gang i Koncertsalen med det sublime triosamarbejde, der modtog topkarakter i Downbeat

“On Valentine, they consistently and strikingly play as one, voices intertwined, completing phrases as if sharing a single thought… Even though the selections on Valentine hail from a range of styles the performances represent jazz playing at its most sublime.” – DownBeat (5/5 stjerner med mærkatet “Masterpiece”)

Når Bill Frisell igen går på scenen foran festivalens publikum, så er det i selskab med sin anmelderroste trio fra albummet “Valentine” (2020) – bassist Thomas Morgan (Paul Motian, John Abercrombie, Jakob Bro m.fl.) og trommeslager Rudy Royston (Dr. Lonnie Smith, Les McCann m.fl.).

Morgan er en af Frisells mest benyttede medspillere, hvis ubesværede improvisationer og rytmiske sans på bedste vis formår at følge Frisells lyriske udforskninger. Royston leverer det fjerlette groove, der for alvor tillader resten af trioen at nå helt ud i jazzens kroge.

Bill Frisell er i sig selv et fuldstændigt uomgængeligt navn i nyere jazzhistorie. I lighed med guitarister som John Scofield og Pat Metheny er hans greb om guitaren og melodiske sans nærmest altid øjeblikkeligt genkendeligt – hvad end han støjer med avantgardister som John Zorn, udgiver introspektive plader på ECM eller fortolker Beatles-klassikere og amerikanske folkesange. Bill Frisell er altid umiskendeligt sig selv og kan høres på både et væld af udgivelser i eget navn samt med den blå bog af hovednavne fra jazz- og populærmusikken, han har spillet med siden begyndelsen af 1980’erne.

Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset er stolte af igen at lægge scene til en moderne jazz’ store, stille mestre.

Line-up: Bill Frisell (gtr), Thomas Morgan (b), Rudy Royston (dr)

Bill Frisell Trio (US) – Copenhagen Jazz Festival 2024
6/7, 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Køb billet / Læs mere