To amerikanske jazzesser, afrocubansk percussionist og spansk flamenco-sanger indtager Dronningesalen i Den Sorte Diamant
Der er lagt op til en gennemført koncertrække, når Den Sorte Diamant og stedets Dronningesal igen i år bidrager til Copenhagen Jazz Festivals program. Glæd dig til store musikalske oplevelser i selskab med amerikanske James Brandon Lewis og Myra Melford, cubanske Raydel Medina og spanske Paloma Pradal
“James Brandon Lewis’ solos are like a jumbo jet,” har den amerikanske guitarist Marc Ribot fortalt.
Tenorsaxofonist James Brandon Lewis har de seneste år været en komet på den amerikanske jazzscene, der med et udtryk inspireret af store mestre som Coltrane og Rollins har transcenderet jazztraditionen. I 2021 blev han i Downbeat International Critics Poll og Jazz Times udnævnt til henholdsvis “Rising Star Tenor Saxophonist” og “Top Tenor Saxophonist” – og modtog kritikerprisen fra Jazz Journalists Association for “Album of The Year” med udgivelsen “Jesup Wagon” fra samme år.
Af New York Times er James Brandon Lewis blevet kaldt “A saxophonist who embodies and transcends tradition”. I 2023 udkom hans seneste trioalbum “Eye of I” på ANTI Records. James Brandon Lewis’ livetrio tæller den Brooklyn-baserede elektriske bassist/producer Josh Werner og hans mangeårige trommeslager Chad Taylor, der brød igennem på den frittænkende Chicago-scene.
10. juli: James Brandon Lewis Trio (US) – Læs mere / Køb billet
Den spanske sangerinde og danser Paloma Pradal kommer ud af flamencotraditionen på sin mors side, og er en af de store kunstnere i sin genre. Hun er født ind i Pradal-familien, og med det bærer hun en vigtig spansk kulturarv med sig, hvor oprør og kunst er afgørende.
I Dronningesalen præsenterer hun nogle af sine egne kompositioner med sin nye kvartet – et tidløst univers uden for alfarvej, tydeligt præget af Palomas baggrund.
9. juli: Paloma Pradal Kvartet (ES) – Læs mere / Køb billet
Den visionære avantgarde-pianist Myra Melford har samlet en all-star kvintet med fem ledende skikkelser fra nutidens improviserede musikscene i form af guitaristen og komponisten Mary Halvorson, den tysk-amerikanske tenorsaxofonist Ingrid Laubrock, Chicago-cellisten Tomeka Reid og den frittænkende trommeslager Lesley Mok. Alle fem er innovative komponister, bandledere samt undervisere i egen ret og har modtaget en lang række priser og udmærkelser.
Deres seneste album “Hear the Light Singing“ udkom i november 2023 og blev omtalt som “a true masterpiece” af Salt Peanuts og “spikily beautiful, gracefully shapely themes” af The Guardian.
11. juli: Myra Melford’s Fire and Water Quintet (US) – Læs mere / Køb billet
Copenhagen Jazz Orchestra har inviteret den cubanske percussionist Raydel Medina og den danske cuba-mester Rune Harder Olesen til et fælles musikalsk samarbejde, hvor publikum med ny musik af Lars Møller og Jesper Riis kommer til at opleve rytmisk ild og elegance i det spændstige møde mellem jazzens afro-cubanske rødder og bandets kreative solister.
CJO har siden midten af 1990’erne været definerende for den moderne bigband-lyd i Danmark og Skandinavien med nogle af generationens bedste jazzmusikere/komponister, en smidig kammermusikalsk ensemble-lyd, og nytænkende kreative projekter.
12. juli: Havana – Copenhagen Jazz Orchestra med Raydel Medina (CU) og Rune Harder Olesen – Læs mere / Køb billet
Koncerterne er en del af Copenhagen Jazz Festival 2024, der finder sted fra 5.-14. juli.