
Herbie Hancock vender tilbage til København i august
Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset henter den amerikanske musiklegende Herbie Hancock til København lørdag den 2. august
Få kunstnere i musikhistorien har som Herbie Hancock (f. 1940) haft større indflydelse på krydsfeltet mellem jazz, funk og populærmusik. Miles Davis skrev i sin berømte selvbiografi fra 1989: “Herbie was the step after Bud Powell and Thelonious Monk – and I haven’t heard anybody yet who has come after him.”
Hancock nyder velfortjent ikonstatus efter et halvt århundredes konstant innovation af rytmisk musik, hvilket har ført ham gennem flere markante stilskift. Han albumdebuterede på Blue Note i 1962, og allerede året efter blev han – sammen med Wayne Shorter – medlem af Miles Davis’ banebrydende kvintet. Sideløbende udgav han det ene stærke jazzalbum efter det andet, indtil den elektriske jazz for alvor pressede sig på – først med Miles Davis’ “Bitches Brew” og sidenhen med Herbie-albums som “Mwandishi”, “The Headhunters”, “Thrust” og “Secrets”. Senere kom samarbejdet med Joni Mitchell, Paul Simon og mange andre af tidens store sangskrivere.
I alt har Herbie Hancock modtaget 14 Grammyer til dato, og hans fantastiske diskografi tæller hits som bl.a. “Cantaloupe Island”, “Maiden Voyage”, “Chameleon”, “I Thought It Was You”, “Watermelon Man” og “Rockit”, der har leveret materiale til utallige samples og var med til at præge hiphoppens tidlige år.
DR Koncerthuset og Copenhagen Jazz Festival er stolte af at kunne præsentere en af musikhistoriens største skikkelser, når Herbie Hancock med band vender tilbage til Koncertsalen i august.
Herbie Hancock (US)
Lørdag d. 2. august, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Køb billet