Netop offentliggjort: Pat Metheny kommer til København tirsdag d. 14. juli
Den amerikanske guitarkæmpe Pat Metheny er tilbage på en verdensomspændende turné med sit flerårige projekt Side-Eye, hvor han med skiftende besætninger lader jazzens nye generationer komme til orde. Oplev ham i DR Koncerthuset tirsdag d. 14. juli
Få jazzmusikere er nået ud til så stort et publikum som det amerikanske guitarikon Pat Metheny (f. 1954). Siden gennembrudspladen “Bright Size Life” fra 1976 har han været en global favorit hos både publikum og anmeldere. Han har spillet med giganter som Sonny Rollins, Ornette Coleman, Charlie Haden, Chick Corea og Joni Mitchell. Han har skrevet filmmusik og modtaget imponerende 20 Grammy-priser igennem karrieren. Jazzens improvisation er hans hjemmebane, men inspirationer fra både rock og traditionel amerikansk musik er tydelige i hans udtryk – altid med et næsten overrumplende rytmisk og melodisk overskud.
Folk som Gary Burton og Jim Hall tog tidligt Metheny under deres vinger, og i samme ånd har han med det årelange projekt, Side-Eye, sat sig for at give noget tilbage til den musikalske tradition, han selv voksede op i. Med Side-Eye sætter Pat Metheny igen de yngre jazztalenter i fokus som ved hans tidligere samarbejder med yngre kræfter, der blandt andet har talt Joshua Redman, Christian McBride, Brad Mehldau, Antonio Sanchez m.fl. I februar 2026 udkom det seneste album i rækken under titlen “Side-Eye III+“, hvor Metheny foruden den faste kerne af pianist Chris Fishman og trommeslager Joe Dyson fik selskab af bl.a. jazzfestivalaktuelle Brandee Younger og et vokalensemble ledet af Mark Kibble fra Take 6.
“I wanted to create an ongoing platform to host a rotating cast of the newer generations of musicians who have particularly caught my interest along the way. From my earliest days in Kansas City onward, I was the beneficiary of so many older musicians hiring me, which gave me a chance to develop through the prism of their experiences and the particular demands of what their music implied”, fortæller Pat Metheny om det tværgenerationelle projekt.
Til sommer får Pat Metheny selskab af netop Chris Fishman – især kendt for sit samarbejde med kunstnere som Flying Lotus og Thundercat – og Joe Dyson, som er indbegrebet af en moderne New Orleans-trommeslager. Med sig har de bassist Jermaine Paul og den syngende percussionist Leonard Patton. Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset er stolte af at kunne præsentere Pat Metheny og hans særligt udvalgte sidemen.
Line-up: Pat Metheny (gtr), Jermaine Paul (b), Chris Fishman (keys), Leonard Patton (prc, vox), Joe Dyson (dr)
Pat Metheny Side-Eye III+ (US)Tirsdag d. 14. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Tilmeld nyhedsbrevet for adgang til det eksklusive presale / Alm. billetsalg fra mandag d. 11. maj, kl. 10:00