Oplev masser af Vinterjazz for børn i vinterferien
Februar er lig med Vinterjazz, og Vinterjazz er musik for alle. I vinterferien kan man igen i år opleve masser af Jazz for Kids – i form af koncerter med prisvindende børnejazzorkestre, der inddrager fortælling, leg, dans og bevægelse i en musikalsk oplevelse. Jazz for Kids henvender sig til børn i alle aldre og deres familier.
Koncerterne finder sted på spillesteder og kulturhuse landet over, samt i Zoologisk Have. Se programmet for vinterferien nederst eller i Jazz for Kids-temaet her på jazz.dk.
Tidsrejser, global musik og kunst for børn
Forfatteren Jens Blendstrup (Gud taler ud, Sorgens balalajka, Frodegruppen 40) møder musikerne Jeppe Zeeberg og Oliver Laumann i et nyt samarbejde for at spille primært improviserede koncerter for børn, der er bygget op om Blendstrups tekstunivers. Alle tre kunstneres udtryk har fokus på sammenstillingen mellem humor og alvor, og det er også udgangspunktet for denne musikalske forestilling, som insisterer på, at musik er kunst, og at kunst også er for børn.
Tag dine børn med på en tidsrejse gennem 80 års elektronisk musik, når den elektroniske musiker og komponist Rumpistol inviterer til klanglig historietime og musikalsk legestue. Gennem en tidsrejse bliver børnene introduceret til musik, som kredser om temaer som teknologi, rumfart, synthesizere, robotter og meget andet. I et sjovt og publikumsinvolverende show får Rumpistol skabt en forståelse af fortidens og nutidens teknologiske landvindinger, samt givet børnene en mulighed for selv at spille med. Rumpistol: Tilbage til Fremtiden har to gange været nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets Børnejazznavn.
Kom med Jorden Rundt med Malene Kjærgård. Til koncerten undersøger Malene den store kufferts indhold og børnene vil blive ført ind i små historier om forskellige lande. De vil blandt andet komme med på togtur gennem Rusland, komme med til byfest på øen Trinidad, tage en slapper på stranden på Copacabana, komme til tromme- og dansefest i Ghana og med på cykeltur gennem København. Malene Kjærgård har vundet Børnejazzprisen 2020 ved DMA Jazz og Carl Prisen 2021 i kategorien “Årets komponist inden for børnemusik”
Kira Martini og hendes storswingende jazz-krokodiller er en boblende festlig oplevelse for både børn og voksne. Sprudlende rytmer fra syd og nord spilles og synges i et farverigt univers fuld af leg og improvisation. Sangene er komponeret af jazzsangerinde Kira Martini og handler om stort og småt i livet, om pudsige skabninger, og finurlige møder – om Brasiliens rytmer, og om at huske at bruge sin fantasi. Alle sangene er udgivet på pladen ”Boogie-Woogie-Jazz”, som i samme omgang blev nomineret til Årets Børnejazzpris.
Basie for børn fortæller historien om Count Basie, og om hvordan han blev et ikon i 1930’erne og 1940’ernes musikverden. Orkestret sender publikum på en rejse tilbage i tiden, hvor de vil se, hvordan verden så ud på den tid både omkring og i Count Basies orkester, alt sammen fortalt gennem spændende og nye fortolkninger af Basies hits og klassikere. Basie var kendt for at være en barnlig sjæl, hvilket man tydeligt kan høre i hans musik – og dermed har den altid været som skabt til børn. Kom og mød en af jazzens store helte og få gode idéer til hele familiens jazz-playliste!
Rhythm and Wind Trio er skabt af Katrine Suwalski og Ayi Solomon, der bl.a. er kendt fra børnekoncerterne Trommetrolden, Verden i Verden og Trækfuglene. Her har de inviteret den magiske fløjtespiller Dela Botri fra Ghana til at spille med. Det bliver groovy og sjovt! Dela Botri er en internationalt anerkendt musiker, der spiller Atenteben, en traditionel ghanesisk fløjte lavet af bambus.
Drømme på mange sprog er et nyt projekt for børn mellem 6 og 12 år og deres forældre. Koncerten indeholder sange skrevet af Rachel Yatzkan, dedikeret til kærligheden mellem børn og deres forældre. Teksterne, der bliver sunget af 10-årige Shiri Ginnerup, er forfattet af de tre digtere Kenneth Krabat, Cindy Brown og Jesper Lützhøft, og handler om børn, der er indvandret til Danmark fra nord-vest, syd og øst og som beretter om den lange rejse fra hjemlandet, drømme, håb og oplevelser. Musikken er en samtale mellem klassisk musik, etniske toner og jazz.
Med numre der handler om alt fra en mystisk kriblen og krablen under fødderne, en dejlig tur på legepladsen til historien om drillepinden Axelrandu, skaber Haletudserne et univers med plads til at udforske fantasien og lege sig med ind i en anden verden. Gennem jazzens rytmer og mange nuancer giver Haletudserne én lyst til at hoppe og danse, synge og lege med. Musikken er komponeret af bandets trompetist, Ida Brinch, og bandet består af unge musikere fra Syddansk Musikkonservatorium. Haletudserne var nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets Børnejazznavn i 2019.
Body Rhythm Factory har spillet flere end 700 koncerter i hele verden. I 2013 vandt gruppen den internationale YAMA Award ved et arrangement i Bruxelles for verdens bedste koncertproduktion for børn og unge. En koncert med Body Rhythm Factory er både en musikalsk og visuel oplevelse, og som publikum kan man være stensikker på at blive inddraget. Musikkens rytmer går hånd i hånd med koreografien, og alverdens eksotiske instrumenter bliver både spillet på, snurret rundt og kastet med. Fra 3 år og opefter.
NullerNix er jazz for både små og store skostørrelser, og det går absolut ikke stille af sig, når Nulleren slår sig løs. Finurlige og frække anekdoter flyder frit fra den grå lever – det handler om støv og andet småkravl og om at være lille og se verden nedefra. En skøn oplevelse for hele familien – med Cathrine Legardh, Tomas Raae og Jacob Christoffersen.
Program: Jazz for Kids i vinterferien
Lørdag 12/2 kl. 14:00
Jens Blendstrup / Jeppe Zeeberg / Oliver Laumann
Svanekegaarden, Svaneke
Søndag 13/2 kl. 11:00 + kl. 13:00
Rumpistol – Tilbage til Fremtiden
KU.BE, Frederiksberg
Søndag 13/2 kl. 15:00
Jorden Rundt med Malene Kjærgård
Lyngby-Taarbæk Jazzklub / Kulturstedet Lindegaarden, Kgs. Lyngby
Mandag 14/2 + Tirsdag 15/2 kl. 11:00 + kl. 14:00
Martinis For Børn
Zoologisk Have København
Tirsdag 15/2 kl. 14:00
Drømme På Mange Sprog
Støberiet, Kbh N
Tirsdag 15/2 kl. 15:00
Børnejazz med NullerNix
Gladsaxe Jazzklub / Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, Søborg
Onsdag 16/2 + Torsdag 17/2 kl. 11:00 + kl. 14:00
Jorden Rundt med Malene Kjærgård
Zoologisk Have København
Torsdag 17/2 kl. 11:00 + kl. 13:00
Rumpistol – Tilbage til fremtiden
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Brønshøj
Torsdag 17/2 + Fredag 18/2 kl. 14:00
Rhythm and Wind trio
Støberiet, Kbh N
Fredag 18/2 kl. 11:00 + kl. 14:00
Basie for Børn
Zoologisk Have København
Fredag 18/2 kl. 16:30
Jens Blendstrup / Jeppe Zeeberg / Oliver Laumann
Huset i Hasserisgade, Aalborg
Lørdag 19/2 kl. 13:00
Haletudserne
Huset Esbjerg, Esbjerg
Søndag 20/2 kl. 12:00
Rumpistol – Tilbage til Fremtiden
Forbrændingen, Albertslund
Søndag 20/2 kl. 13:00
Jens Blendstrup / Jeppe Zeeberg / Oliver Laumann
Kulturhuset Islands Brygge, Kbh S
Søndag 20/2 kl. 14:00
Body Rhythm Factory
Jazzhus Montmartre, Kbh K
Om Jazz for Kids
I mere end 30 år har Copenhagen Jazz Festival og Vinterjazz arrangeret jazzkoncerter for børn. Gennem årene har koncerterne udviklet sig til et egentligt tema, nemlig Jazz for Kids, der præsenterer jazzmusik af højeste kvalitet for børn og deres forældre. De optrædende er professionelle musikere, som formidler jazz ved at inddrage alle sanser gennem leg, dans, fortælling og billedkunst.
Vinterjazz 2022 finder sted på 150 venues den 3.-27. februar.
Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.