Vinterjazz samler alle afkroge af det musikalske Danmarkskort den 3.-27. februar


Den landsdækkende musikfestival Vinterjazz sætter musikken tilbage på landkortet den 3.-27. februar 2022. Festivalen fejrer spillestederne og musikken som mangfoldig kunstform – i kraft af det lokale engagement og de musikere, som kan rejse landet rundt i anledning af festivalen

Netop det landsdækkende aspekt er afgørende for at skabe en sammenhæng og et rum for fx nytænkende koncertformater, premiere på nye værker, øget publikumsfokus, større satsninger, længere turnéer og internationale gæster i det omfang, det tillades.

Det har en lang række positive effekter for musiklivet herhjemme, at Vinterjazz er et nationalt initiativ, som bliver skabt lokalt – af eller i samarbejde med spillesteder med hver deres særkende og præg. Festivalen slår en ramme op om kunstformen og landets mange jazzarrangører, som foruden den praktiske fordel (for musikere, arrangører og publikum) ved den fælles indsats også sender et signal om sammenhold på tværs af forskelligheder og landsdele.

Læs mere: “En kærkommen festival, der skaber national sammenhængskraft”: Det siger de om Vinterjazz

Bag koordineringen af Vinterjazz står sekretariatet for Copenhagen Jazz Festival. Gennem årene er Vinterjazz vokset til at blive en mangfoldig og foranderlig begivenhed, der kommer ud i alle kroge af musikkens spektrum. Festivalen samler lokale jazzforeninger og progressive musikkollektiver, regionale spillesteder og musikalske fyrtårne, klassiske koncertsale og smukke kirkerum samt de “listige steder,” som gemmer sig i landskabet. Ved at inkludere en bred vifte af forskellige arrangører, skaber vi i fællesskab en stor festival til glæde for hele musiklivet.

Vores ambition er, at Vinterjazz igen kan samle musikglade publikummer, professionelle arrangører, lokale ildsjæle og hårdtarbejdende musikere til februar 2022.

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, der finder sted i sin 21. udgave den 3.-27. februar 2022. Festivalens line-up offentliggøres løbende på www.jazz.dk/vinterjazz-2022/program. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.