Se datoerne for Copenhagen Jazz Festival 2022
I anledning af, at Tour de France kommer til Danmark i 2022 – og 1. etape (som er en enkeltstart) skal køres i København fredag d. 1. juli – så starter Copenhagen Jazz Festival en uge tidligere end normalt, nærmere betegnet fredag d. 24. juni. Festivalens sidste dag bliver søndag d. 10. juli, så alt i alt kommer festivalen til at strække sig over 17 dage i 2022. Der vil selvsagt være mange cykelturister i byen i dagene op til etapen, og disse får nu muligheden for at tage en bid af Københavns ældste og største musikfestival!
Copenhagen Jazz Festival har fundet sted siden 1979 på byens spillesteder og jazzklubber, i koncertsale og kirker, på torve og pladser m.m. hvert år i juli. I løbet af festivalen præsenteres mere end 1.200 koncerter fordelt på over 120 scener rundt omkring i byen.
Programmet offentliggøres løbende her på www.jazz.dk