Nye data-eksperimenter under Copenhagen Jazz Festival skal styrke København som turismeby


Af: Uffe Hartmann, Wonderful Copenhagen

Hvordan får man endnu flere af de 50.000 krydstogtgæster, der ankommer til København under Copenhagen Jazz Festival, til at deltage? Hvor mange deltagere er der i alt til festivalens mere end 1400 koncerter rundt om i byen? Og hvad er jazzfestivalens internationale betydning?

Det vil Wonderful Copenhagen finde svar på under dette års udgave af Copenhagen Jazz Festival med en række data-eksperimenter. Eksperimenterne handler om at afprøve metoder og teknologier, der fremover kan anvendes på tværs af byens events med henblik på at øge den værdi, events skaber for byen, bl.a. ved at gøre byen til en levende og tiltrækkende destination for turister.

Det sker med projektet Smart Event City, som Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen står bag.

”Vores mange internationale gæster i byen ønsker at opleve København som den levende og spændende by, vi er. Det er derfor oplagt at guide dem endnu tydeligere, fra blandt andet krydstogtterminalen i Nordhavn og ud i byrummene og synliggøre byens mange kulturelle tilbud af høj international kvalitet. Projektet skal på en og samme tid være med til at give turisterne en endnu bedre oplevelse, når de besøger vores by, og skabe en bredere værdi for byen, for eksempel i forhold til at skabe arbejdspladser og endnu bedre kulturtilbud til københavnerne og turisterne,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Carl Christian Ebbesen (DF).

Projektet Smart Event City handler om at få endnu større og bredere værdi ud af byens events, i første omgang med Copenhagen Jazz Festival i juli og EM i svømning i december som cases. I begge tilfælde er brugen af data og ny teknologi helt central i forhold til at udvikle ny viden, nye partnerskaber, forretningsmodeller etc.

”Dette gode initiativ sætter fokus på events som anledning til bredere værdiskabelse for byen – både som et sted at bo og besøge. Brugen af nye digitale teknologier og data skaber helt nye muligheder for, at byen får mere ud af de besøgende, men også at de besøgende kan få mere ud af byen. Det er et nyt fokus i forlængelse af vores nye strategi, som vi udfolder på tværs af flere områder – ikke blot events, men også på kulturområdet, krydstogt og kongres. Det involverer også en lang række nye partnerskaber – også uden for den traditionelle turismeverden, bl.a start-ups, dataudbydere og uddannelsesinstitutioner,” siger Signe Jungersted, udviklingschef i Wonderful Copenhagen.

Krydstogtgæster til jazzkoncert

Der ankommer ca. 50.000 krydstogtgæster til København i de dage, hvor jazzfestivalen finder sted. En stor del af krydstogtgæsterne enten begynder eller afslutter deres krydstogt i København, og den gruppe bruger i gennemsnit over 2,5 døgn i byen i den forbindelse.

Her skal en stor undersøgelse kombinere social medie-analyse og digital måling med antropologiske studier. Undersøgelsen, der består af både big data og small data, skal give ny viden om krydstogtgæsters færden og interesser under deres besøg i København.

Formålet med undersøgelsen er at identificere, hvor og hvordan det er muligt at udvide krydstogtgæsternes oplevelse af København, så de både rejser videre med et positivt indtryk af byen og samtidig har fået inspiration et evt. genbesøg. Her kunne netop jazzfestivalen være anledning til at få gæsterne videre ud i byen og få en særlig oplevelse.

For at afdække, om krydstogtgæster i dag benytter sig af jazzfestivalens mange koncerter, opsættes WiFi-routere, der kan anonymt kan afdække krydstogtgæsters bevægelsesmønstre fra havnen til de største venues i Indre by.

Hvor mange deltager egentlig?

“Copenhagen Jazz Festival fremstår i dag som en stor musikbegivenhed med et internationalt omdømme, der gør den til én af verdens vigtigste jazzfestivaler. Den er samtidig også en årlig markering af København som en hovedstad med et kæmpe udbud af koncerter. Koncerter, som springer ud af et af lokalt engagement, som ikke mindst ses af det imponerende antal deltagende venues – fra kirker og klubber til koncertsale, pladser og parker over hele København,” siger Anders Laursen, formand Copenhagen Jazz Festival, og fortsætter.

“Festivalen fejrer 40 års jubilæum næste år og blev startet med bl.a. det formål at tiltrække flere gæster til København. Derfor er vi glade for, at Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune anerkender festivalens position og betydning og er med til at kortlægge data på og omkring, hvordan vore gæster bruger Copenhagen Jazz Festival og byen København i det hele taget.”

Jazzfestivalen, der strækker sig over 10 dage, har i alt mere end 1400 koncerter på programmet, og breder sig ud over mere end 120 spillesteder i en stor del af byen. Men hvor mange deltager i alt i Copenhagen Jazz Festival? Et spørgsmål, der både er relevant i forhold til myndigheder, kapacitet og forretningsdelen. Det skal en kombination af ny teknologi give svaret på.

Tre af de større udendørs, gratis arrangementer under festivalen vil blive luftfotograferet med henblik på at teste ny software, der ved hjælp af luftfotos kan tælle individer i en folkemængde. Metoden testes primært med henblik på at kunne tælle deltagere med større præcision ved fremtidige events i København. Denne nye software skal, sammen med billetsalgsdata fra online-salg og fra spillestedernes tilbagemeldinger, anslå antallet af deltagere ved årets jazzfestival.

Streaming af jazz under festivalen

Én ting er, hvor mange der møder op til koncerterne i byen og nyder jazzmusikken live. Et andet er, hvordan festivalen er med til at skabe et større kulturforbrug og derved værdiskabelse ud over eventen. Dette undersøges bl.a. ved at kigge på, hvor mange gange der streames jazz på streamingtjenester i forbindelse med festivalen. Det indgår også i Wonderful Copenhagens eksperimenter under festivalen. Og her er der indgået et nyt samarbejde med YouSee Musik – en af Danmarks største streamingtjenester.

Formålet er at undersøge, hvilken effekt jazzfestivalen har på jazzmusik som genre. Her følges udvalgte kunstnere fra festivalen med henblik på at se, om deres performance på festivalen øger antallet af afspilninger af deres musik.

Det vil give et billede af, hvor stor effekt festivalen har inden for jazzmusikken, og dermed om festivalens internationale betydning inden for genren. Det vil kunne anvendes til at synliggøre Copenhagen Jazz Festivals betydning på den internationale jazzscene og dermed cementere festivalens internationale betydning. Hvilket igen har en værdi for byen – som bidrag til at vedholde og videreudvikle byens kulturscene og byen som en attraktiv turismedestination.

Læs historien hos Wonderful Copenhagen her: Nye data-eksperimenter under Copenhagen Jazz Festival skal styrke København som turismeby