Rasmus Meisler står bag årets kunstplakat


Tidligere i år sagde vi farvel til den måske største jazzlegende i Danmark gennem tiden, Svend Asmussen. Han er blevet hyldet landet over på den årlige Vinterjazz festival, og han bliver også hyldet på Rasmus Meislers kunstplakat sammen med en af de mange stærke kvinder i jazzen, Ella Fitzgerald, der i 2017 kunne være fyldt 100 år. Ella Fitzgerald er også udgangspunkt for flere hyldestkoncerter på årets festival.

Rasmus Meisler (f. 1973) er prisvindende illustrator og animator med base i København. Meisler blev færdig fra Danmarks Designskole i 1998 og har siden blandt andet beskæftiget sig med illustration, scenografi, plakater, musikvideoer og animation af titelsekvenser til dansk film og tv. I 2000 grundlagde han sammen med kollegerne Jakob Thorbek og Jenz Koudahl kunstnerkollektivet Spild af Tid. Kunstplakaten kan købes på www.jazz.dk/shop og udvalgte festival venues.

Det samlede line-up på Copenhagen Jazz Festival 2017 tæller mere end 120 spillesteder og 1300 koncerter. Programmet er netop udkommet i det trykte program, i appen Live Jazz Danmark og på www.jazz.dk.

Tak til Nordea-fonden.