Song X stiller skarpt på eksperimenterende sangskrivere i Christianshavns Beboerhus


Sæt X’er i kalenderen den 7. til den 15. juli. Christianshavns Beboerhus og Copenhagen Jazz Festival sætter fokus på mødet mellem sangskrivning og improvisation. Koncertrækken har fået navnet SONG X, og artisterne kommer fra den eksperimenterende del af singer-songwriter-miljøet.

Fælles for alle de optrædende er, at de skaber sange, der bevæger sig på kanten af de nuværende genrebegreber og blander personlig sangskrivning med en fri tilgang til performance, lyd og udtryk.

Forfatteren, sangerinden, performeren og dramatikeren Madame Nielsen (billedet) udgav i foråret dannelsesromanen Invasionen baseret på sin vandring i flygtningestrømmen op gennem Europa i efteråret 2015. I tidligere liv var hun bl.a. kendt som Claus Beck-Nielsen og senere Das Beckwerk, fra sin mission til Irak i 2004, hvor hun indførte demokratiet i kasseform, og fra sin optræden i verdens brændpunkter som Miss World. The Nielsen Sisters spiller sangene fra deres seneste album “Love & Peaces”. Medvirkende: Søster Nielsen, Søster Anja og musikerne Søster Bosse og Søster Simon.

De fleste kender Jeppe Kjellberg for samarbejdet med Palle Mikkelborg eller som guitarist og sanger i den sprælske indietronica-trio, WhoMadeWho. Nu er Jeppe Kjellberg klar med første soloudspil og annoncerer i samme ombæring udgivelsen af albummet, “Circles”, der udkom i maj. Hvor WhoMadeWho er garant for fest og løssluppen vildskab, er Kjellbergs soloprojekt mere indadvendt. En slags omsluttende og introspektive tømmermænd, med hvad der dertil hører af selvransagelse og indre refleksioner.

Sav er en vokal/guitar-duo med fokus på eksperimental, improviseret musik, der bryder grænsen mellem musik og lydkunst. Med ekspressiv, melodisk guitar og theremin-lignende, smuk vokal skaber guitarist Lars Bech Pilgaard (Slowburn, Klimaforandringer, SVIN) og sanger og tangentspiller Mija Milovic (Kvindebandet, Dirty Nun Tekno Crew) en kompromisløs intensitet og sender lytteren igennem et lydunivers, der udfordrer den generelle opfattelse af duoformatet.

Til Song X kan publikum foruden de omtalte koncerter opleve de kvindelige solister Clarissa Connelly, Bess og Marie Eline samt de alternative sangskrivere Dorothy Parker, Perlemor og Kasper Them Larsen. Koncerterne er realiseret med støtte fra DJBFA. Alle koncerter til Song X begynder kl. 21:00. Billetprisen er 60 kr. per aften.

Program for Song X – Copenhagen Jazz Festival 2017
> Christianshavns Beboerhus

Fredag 7/7, 21:00 – Clarissa Connelly
Lørdag 8/7, 21:00 – Kasper Them Larsen
Søndag 9/7, 21:00 – The Nielsen Sisters
Mandag 10/7, 21:00 – Bess
Tirsdag 11/7, 21:00 – Jeppe Kjellberg
Onsdag 12/7, 21:00 – Sav
Torsdag 13/7, 21:00 – Dorothy Parker
Fredag 14/7, 21:00 – Perlemor
Lørdag 15/7, 21:00 – Marie Eline

Den 39. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 7.-16. juli 2017 på mere end 120 spillesteder fordelt over hele hovedstaden. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk.