Annisette, Palle Mikkelborg, Alex Riel og Stefan Pasborg samles i Koncertsalen den 8. oktober


Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset præsenterer en storslået jazzaften i Koncertsalen den 8. oktober med Alex Riel og Stefan Pasborg ‘Universe’. Der venter en unik konstellation med nogle af dansk musiks mest originale navne, der fuldendes af Savage Roses ikoniske stemme Annisette og den spirituelle Palle Mikkelborg.

Slagets gang styres af to af de største trommeslagere i dansk jazz: Alex Riel og Stefan Pasborg ‘Universe’ tager lytteren med på en rejse gennem deres fælles univers af rytmik og harmoni, fortid og nutid, rock og jazz, nærvær og improvisation, power og puls – indrammet med lydbilleder og kompositioner af bl.a. Savage Rose, Palle Mikkelborg og Igor Stravinsky.

Sammen var Alex Riel og Annisette med til at danne det nu legendariske Savage Rose i slutningen af 60’erne, og derfor er det en fornøjelse af kunne introducere denne enestående konstellation i smukke akustiske rammer i Koncertsalen med Alex Riel, Stefan Pasborg, Annisette, Palle Mikkelborg og et band bestående af Hammond-organisten Dan Hemmer (Steve Gadd, Povl Dissing m.fl.) og Niclas Knudsen fra Ibrahim Electric, som Pasborg har rejst kloden rundt med igennem de seneste ti år.

Copenhagen Jazz Festival & DR Koncerthuset præsenterer:
Alex Riel/Stefan Pasborg ‘Universe’ feat. Annisette, Palle Mikkelborg m.fl.
Lørdag den 8. oktober, kl. 20.00
Billetsalget er startet via http://burl.nu/02g2x7


Line-up:
Alex Riel, trommer
Stefan Pasborg, trommer
Annisette, vokal
Palle Mikkelborg, trompet
Niclas Knudsen, guitar
Dan Hemmer, Hammond B-3