Jorge Rossy er special guest på ny dansk gruppe på Gaarden & Gaden


Vinterjazz 2018 sluttede officielt søndag den 25. februar, men det betyder langt fra et farvel til den levende jazz. Allerede mandag og tirsdag er der i København mulighed for at opleve den danske bassist og komponist Klaus Nørgaard, når han præsenterer Village Life – otte stykker nyskrevet moderne jazz. Nørgaard har til de to koncerter sammensat en særlig gruppe, og koncerterne bliver desuden optaget med henblik på udgivelse. Gruppen består foruden Klaus Nørgaard af spanske Jorge Rossy på vibrafon, amerikanske RJ Miller på trommer, Ned Ferm på saxofon og Mads Hyhne på trombone.

Klaus Nørgaard mødte RJ Miller i New York, da han tog lektioner hos kontrabassisten Ben Street. Street mente, at der var et oplagt match mellem danskeren og trommeslageren Miller, som boede i underviserens kælder. Ben Street var opsat på at sætte de to musikere sammen, og hans forudsigelse kom til at holde stik. De to har siden slået pjalterne sammen i mange konstellationer, bl.a. i trioform med saxofonist George Garzone i USA. RJ Miller har i en periode boet i Barcelona, og det var her, Nørgaard mødte og første gang spillede med Jorge Rossy. Rossy er mest kendt som trommeslager i Copenhagen Jazz Festival 2018-aktuelle Brad Mehldaus trio, men har efterfølgende især koncentreret sig om vibrafonen.

Klaus Nørgaards kompositoriske forbillede er Duke Ellington, som især inspirerer med sine plader fra 1950’erne og 60’erne. Ellingtons kompositioner fra perioden har en række vigtige aspekter for Nørgaard: klang, harmoni, rytmik og et altid tilstedeværende element af blues. Det dynamiske sammenspil i gruppen Old And New Dreams med Charlie Haden og Don Cherry er en anden af Klaus Nørgaards store inspirationskilder.

De to koncerter finder sted på Gaarden og Gaden på Nørrebrogade 88 i København – et mindre spillested, der giver rig mulighed for at komme helt tæt på den akustiske musik. Guitarist Jacob Funch og sangerinde Eva-Louise Rønnevig gæsteoptræder.

Line-up:

Klaus Nørgaard – bas
Jorge Rossy – vibrafon
RJ Miller – trommer
Mads Hyhne – trombone
Ned Ferm – saxofon

Mandag den 26. februar, kl. 20:00 – Gaarden og Gaden, København – Klaus Nørgaard “Village Life”
Tirsdag den 27. februar, kl. 20:00 – Gaarden og Gaden, København – Klaus Nørgaard “Village Life”