Guide: Andre veje gennem Vinterjazz 2017


Vinterjazz 2017 insisterer på at være en festival for alle – også dem, der ikke går rundt med jazzen uden på tøjet. Derfor præsenterer festivalen som altid et program med plads til kunstnere, som har ladet sig inspirere af jazzen uden nødvendigvis at hellige sig den helt – “noget andet”, kort og godt. Her er et lille udpluk af disse musikalske afstikkere under Vinterjazz 2017:

 

Bremer/McCoy

Den danske duo Bremer/McCoy bevæger sig i grænselandet mellem reggae, Jan Johansson-inspirerede viser og meditativ modal-jazz. Kontrabassist Jonathan Bremer og tangentbestrider Morten McCoy udgav i september deres tredje plade “Forsvinder” til anmeldernes store begejstring, og når de kommer til Sigurdsgade tre dage under Vinterjazz 2017, er de aktuelle med deres første 7”-single, som udkommer 9. februar.

9/2-10/2 kl. 20:00 – Sigurdsgade, København
11/2 kl. 16:00 – Sigurdsgade, København

 

Jazz Remixed feat. Ras Money & Morten McCoy

Morten McCoy kan også opleves i selskab med Rasmus Poulsen (Raske Penge) under Vinterjazz 2017. To aftener med vinyler, kassettebånd og åndelig inspiration fra Etiopien er på menuen, når Vinterjazz inviterer til Jazz Remixed i Dome of Visions i Aarhus og i Jazzhouse i København.

Ras Money, bedre kendt som musikeren Raske Penge eller radioværten Rasmus Poulsen er inviteret til at spille et DJ-sæt med den såkaldte “ethiojazz”. Med sig har han, foruden en stak plader, sin ven Morten McCoy. Morten er musiker og producer, har turneret flere steder i verden med bl.a. Raske Penge, men er for tiden især kendt for sine fremragende plader og koncerter med modal-jazz-dub duoen Bremer/McCoy. Desuden var Morten McCoy for nyligt i Etiopien, hvor han bl.a. fandt kassettebånd og åndelig inspiration. Ras Money og Morten McCoy spiller denne aften på pladespillere, ekkomaskine og sirenegenerator.

Lørdag 4/2 kl. 21:00 – Jazzhouse, København
Lørdag 11/2 kl. 22:00 – Dome of Visions, Aarhus

 

Irah + Forte + Equis

Irah er en københavnsk trio bestående af Stine Grøn (vokal), Adi Zukanovic (synth) og Matias Wolf Andreasen (trommer). Irah laver alternativ pop-musik inspireret af alt fra traditionel ceremonimusik til moderne melodisk sangskrivning. Asger Bruun Hansen alias Forte arbejder med lydtekstur, samt grænserne mellem det dansable og der hvor roen til fordybelse ligger. Repetitionen dyrkes i soundscapes, hvor summende hvirvler af organiske lyde kontrasteres af synths og trommemaskiner.

Equis er et soloprojekt fra Xenia Xamanek Lopez (Boujeloud m.fl.); et sammensurium af indtryk, fragmenter og impulser, hvor mesmeriske trancetilstande opbygges, slås i stykker og sendes i nye retninger. Equis har med sin guerilla-agtige stil og sine ekspressive udgivelser skabt sig et navn på den danske undergrundsscene for elektronisk musik.

Fredag 17/2 kl. 20:00 – Dome of Visions, Aarhus (Irah + Forte)
Lørdag 18/2 kl. 20:00 – Teater Momentum, Odense (Irah + Equis)

 

Bisse, solo

Til vinter tager Bisse på sin første soloturné, Tour de Smackdown. Her vil den anmelderroste og særdeles produktive musiker og sangskriver Thorbjørn Radisch på egen hånd og med ordet i sin magt præsentere sangene fra ‘Højlandet’ (årets album i Politiken 2016) og Blodtrilogien, men de unikke koncerter vil også byde på helt nye sange fra det kommende album – et værk, som Bisse bebuder vil være en rejse tilbage til de tidlige år i hans liv.

Fredag 17/2 kl. 21:00 – Tøjhuset, Fredericia
Lørdag 25/2 kl. 20:00 – Anemone Teatret, København (Frk. Jacobsen, solo)

 

Genesis P-Orridge & Aaron Dilloway (UK/US) + Puce Mary

En outreret og helt unik duo kommer til Jazzhouse, når den legendariske forsanger fra Throbbing Gristle, Genesis P-Orridge, spiller koncert sammen med Aaron Dilloway fra Wolf Eyes under Vinterjazz. Den 66-årige transkønnede englænders titler spænder fra sangskriver og musiker til poet og performancekunstner, men hen har især gjort sig bemærket som drivkraft i bandet Throbbing Gristle, der med spektakulære udgivelser og optrædener fra 1975 til 1981 var pionerer inden for industrial-genren. Puce Mary varmer op.

Genesis P-Orridge & Aaron Dilloway (UK/US): Torsdag 9/2 kl. 20:00 – Proton / Jazzhouse, København

Radian (AT) + Ambiq (DE)

Oplev Radians (Martin Brandlmayr/John Norman/Martin Siewert) dynamiske kompositioner og Ambiqs (Max Loderbauer/Samuel Rohrer/Claudio Puntin) smukke elektro-akustiske lydlandskaber, når koncertforeningen PROTON indtager Jazzhouse den sidste lørdag under Vinterjazz 2017.

Radian (AT) + Ambiq (DE): Lørdag 25/2 kl. 21:00 – Proton / Jazzhouse, København

Bowie Instrumentals 1977-1979

David Bowies produktive sessions i forbindelse med albummene Low og “Heroes” bragte en række instrumentale numre med sig, nogle i form af alternative mix af nu velkendte Bowie-numre, andre i form af mere vildtflagrende eksperimenter og flirten med tidens krautrock og industrielle elementer. Denne sammenbragte samling obskuriteter er udgangspunktet for en særlig hyldestkoncert ledt an af tangentbestrider Adi Zukanovic med premiere i Jazzhouse under årets Vinterjazz. Her fremfører Zukanovic i følge med et stærkt hold af både danske og udenlandske musikere en række af David Bowies alternative instrumentalnumre.

Bowie Instrumentals 1977-1979: Lørdag 11/2 kl. 21:00 – Jazzhouse, København

 

Nick Waterhouse (US)

Guitarist, producer og singer-songwriter Nick Waterhouse (f. 1986) er som taget ud af Jack Whites Third Man Records eller en episode af Mad Men. Han er en rhythm and blues-fanatiker, der opdaterer genrens oprindelige energi til samtiden – uden dog at glemme kærligheden for en oldschool analog lyd af hollowbody-guitarer og rørforstærkere fra 50’erne og 60’erne.

Waterhouse har været en del af musikscenen i det sydlige Californien, siden han gik i skole. Han har bl.a. tjent sine meritter som producer for garagerock-fænomenet Ty Segall, Allah-Las og som co-producer på sine egne anmelderroste LP’er “Time’s All Gone” og “Holly”.

Med sit mest ambitiøse album til dato i bagagen, “Never Twice”, tager den amerikanske rhythm and blues-original Nick Waterhouse publikum med tilbage til baggårdene i 50’ernes New Orleans, Detroit og Memphis. Ifølge Rough Trade er det en hitparade, som er mere catchy, mere rytmisk, mere harmonisk og mere eventyrlysten end hans første to plader tilsammen: “Never Twice” er en cool og elegant post-post-moderne cocktail af 50’ernes r&b og jazz, 60’ernes soul og boogaloo rystet godt sammen med en moderne, minimalistisk vision og produktion.

Torsdag 16/2 kl. 20:00 – DR Koncerthuset Studie 2, København

 

Mike Sheridan

Mike Sheridan havde sit gennembrud i 2008 med debut-albummet ”I syv sind”, der sikrede ham en Danish Music Award for årets bedste electronica-udgivelse. Det andet album “Ved første øjekast”, udkom i 2012, og siden har samarbejderne talt bl. a. Palle Mikkelborg og August Rosenbaum. Udover at være en både anmelderrost electronica-producer og synthesizer-virtuos, spiller Sheridan, som en af meget få musikere i verden, på et sjældent fransk glasorgel kaldet en ”Cristal Bacshet”. Mike Sheridan sætter en ære i liveelementet og har i mange år medbragt utraditionelle instrumenter på scenen. Koncerten er en del af Spir Festival – en festival for alternativ musik og lydkunst, med musikere og lydkunstnere der arbejder med improvisation som en væsentlig del af deres udtryk.

Mike Sheridan: Lørdag 11/2 kl. 20:00 – Spir Festival / Søborg Kirke, Gilleleje

Aske Zidore & Lars Greve + Karis Zidore & Nanna Stigsdatter

Saxofonisten Lars Greve og den elektroniske musiker Aske Zidore har gennem flere år optrådt sammen, hvor de gennem improvisation udforsker spektakulære rum og akustikker. Denne aften besøger de Brorsons kirke med koreograferede visuals skabt af danserne Karis Zidore og Nanna Stigsdatter. Som optakt kan publikum en time før koncerten høre et nyt stykke af Greve og Zidore, enten i kirken eller direkte fra internetradioen “The Lake”.

Aske Zidore & Lars Greve + Karis Zidore & Nanna Stigsdatter: Fredag 24/2 kl. 21:00 – Brorsons Kirke, København

Tue Track & John Berchtold – Vin & Hyl

Du ved, du skal danse. Københavnerlegenderne John Berchtold & Tue Track (Malk de Koijn, Nobody Beats the Beats) byder op til en jazzsvingom og tager dig i skole for en aften. Hør og mærk, hvad jazz i virkeligheden er gjort af og fest med til soul, funk og hip-hop, når Gaarden & Gaden inviterer til Vinterjazz-afslutningsfest og tænder grammofonen.

Tue Track & John Berchtold – Vin & Hyl #5 – Vinterjazz Final Party: Lørdag 25/2 kl. 21:00 – Gaarden & Gaden, København

 

Uhørt: Lone Hørslev & Jesper Mechlenburg

Forfatter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg er gået sammen i et nyt musikalsk samarbejde, Uhørt. Jesper Mechlenburg har med udgangspunkt i Lone Hørslevs digte og oplæsning sat ordene ind i et dybt originalt musikalsk univers. Sangene er både pop og poesi, de er undersøgelser af sprogets særlige musik og musikkens muligheder og sprog. Her mødes følsomt hviskende kærlighedserklæringer med fængende refræner og hverdagspoetiske betragtninger.

Torsdag 9/2 kl. 19:00 – Køgebibliotekerne, Køge
Søndag 12/2 kl 20:00 – Tøjhuset, Fredericia

Folkeklubben

Folkeklubben udgav deres debutalbum Nye Tider i april 2013. Siden har de tre medlemmer, Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall, spillet landet tyndt med over 600 koncerter på et væld af traditionelle og utraditionelle spillesteder og festivaler som Mændenes Hjem i Istedgade i København, VEGA, Smukfest og Tønder Festival. Til Vinterjazz 2017 lægger Folkeklubben vejen forbi Forbrændingen i Albertslund med deres popsange til den tænkende hjerne og det bankende hjerte.

Fredag 10/2, kl. 20:00 – Kedelhuset, Silkeborg
Torsdag 16/2 kl. 21:00 – Tøjhuset, Fredericia
Fredag 17/2 kl. 21:00 – Turbinen, Randers
Lørdag 18/2 kl. 21:00 – Forbrændingen, Albertslund

New Kids

Bandet New Kids er trommeslager og sangskriver Rune Lohses nye projekt, der er skabt i samarbejde med fire musikere fra den danske impro-scene; Anders Filipsen, Nicolai Claesson, Joel Gjærsbøl og Henrik Olsson. Kvintetten New Kids er glitteret i kapitalen og 68’ernes revolte i skøn forening. Det er improvisationens renhed og den falske pop. Det er en strøm af hippiedrømme, der spiller med og mod forventningen af poppens åre og lade sig inspirere af alt fra Syd Barrett til Richard Hell i en gennemgribende renselsesrejse.

Torsdag 16/2 kl. 21:00 – Sunship / Sunship, Aarhus