Vinterjazz sætter fokus på stærke kvindelige musikere og komponister


Sonja LaBianca, Maria Faust og Kira Skov er løbet med roserne ved Danish Music Awards Jazz 2017 i december og den danske kritikerpris Steppeulven i januar. De tre prisvindere er på programmet til Vinterjazz 2018 sammen med et væld af unge, progressive kvindelige musikere og komponister, der præsenteres under temaet Wild at Heart

Wild at Heart er et tilbagevendende koncerttema på Copenhagen Jazz Festival og Vinterjazz, der sætter fokus på de fremadskuende og eksperimenterende kvindelige komponister i dansk musik. I år omfatter Wild at Heart-temaet kunstnere som Ydegirl, Excelsior, Sonja LaBianca, Sanne Dasseville, Cactus og premiere på et nyt projekt, J. Jaanmai Duo, med Anja Jacobsen og Mija Milovic.

Excelsior er et solo-alias fra Anja Lahrmann fra Ice Cream Cathedral og Nielsen Sisters, der på sin roste debut-ep fra sidste år interesserer sig for avantgardistisk elektronisk komposition og æteriske vokalister som Trish Keenan og Julia Holter. En anden der sprænger rammerne mellem akustisk og elektronisk musik er Andrea Novél alias Ydegirl, der begyndte som et soloprojekt i 2016 med selvudgivne singler på Youtube. Aliasset deler navn med mosefundet af en teenagepige fra oldtiden. Forestillingerne om den unge Ydepiges skæbne har haft tydelig indvirkning på musikprojektets udvikling både i dets tekst- og lydunivers, som blander kammermusik med hiphop, trap og R&B-arrangementer. Ydegirl er aktuel med udgivelser på Visage og posh isolation.

Musikkollektivister præsenterer nyt

Saxofonist Sonja LaBianca er en del af kollektivet Eget Værelse, hvor hun har udgivet sin soloplade “About Room, Room to be, Rooms.” Hun er netop blevet Årets Nye Navn ved Danish Music Awards Jazz 2017 og Årets Musiker ved Steppeulven for sit arbejde med Selvhenter og Choir of Young Believers. Sonja LaBianca giver koncert på Stengade sammen med Sanne Dasseville (tidl. Kvindebandet). Dasseville præsenterer en håndfuld sange fra sit kommende debutalbum, der alle handler om ulykkelig kærlighed og eksistens.

J. Jaanmai Duo er premieren på et nyt samarbejde mellem Mija Milovic (Kvindebandet, GP&PLS) og Anja Jacobsen (Eget Værelse). Duoen er opstået på baggrund af inspiration fra mesteren J. Jaanmai, en glemt dansk-indisk komponist fra 1800-tallet. Hendes kompositioner var nytænkende og ekstravagante; én krævede et kor på 2000 midaldrende kvinder, der sang call-and-response til hinanden mellem Knippelsbro og Langebro, mens 100 robåde hver med en solo-balletdanser pendlede mellem de to broer. Værket blev desværre aldrig opført, da J. Jaanmai døde tidligt af tuberkulose, men J. Jaanmai Duo lever videre i mesterens kompromisløse og modige ånd.

En anden talentfuld saxofonist, bandleder og medlem af The Community er Maria Dybroe, der huserer både på den aarhusianske og københavnske undergrundsscene. Hun leder bl.a. orkesteret Cactus, der er tæt på at være en dobbelttrio med to basser og to saxofoner. Med denne samklang og spejling er det oplagt at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres. Både romantiske forestillinger om åbne vidder, fatamorganaer og kaktussens farlige og hårdtslående pigge indfries i dette lydunivers.

Den firedobbelte Danish Music Awards Jazz-vinder Maria Faust præsenterer helt ny musik med bandet Machina i Eliaskirken og kan desuden opleves med Shitney i Aalborg – sammen med førnævnte Ydegirl og Excelsior. Sangerinden Kira Skov, der har vundet flere priser med Faust i In The Beginning, giver to koncerter med The Music of Nicolai Munch-Hansen i København og Aarhus.

Wild at Heart-koncerterne finder sted i forskellige byer under den landsdækkende Vinterjazz. Koncerterne er åbne for deltagere i improvisationsstævnet JazzCamp for Piger, der er arrangeret i samme periode af Copenhagen Jazz Festival og JazzDanmark.

Udvalgte koncerter i dette tema

Lørdag 3/2 kl. 20:00 – Excelsior + Ydegirl + Shitney – Huset i Aalborg, Aalborg
Onsdag 7/2 kl. 20:00 – Maria Faust “Machina” – Eliaskirken, Kbh. V
Lørdag 10/2 kl. 14:00 – Ydegirl – Hvidovre Hovedbibliotek, Hvidovre
Lørdag 10/2 kl. 20:00 – Sanne Dasseville + Sonja Labianca – Jazz Club Loco / Stengade, Kbh. N
Onsdag 14/2 kl. 19:00 – Excelsior – Sønderborghus, Sønderborg
Fredag 16/2 kl. 20:00 – Excelsior + Ydegirl –  Radar, Aarhus
Torsdag 22/2 kl. 20:00 – The Nielsen Sisters – Giant Steps, Svendborg
Fredag 23/2 kl. 15:30 – Ydegirl – Vendsyssel Teater, Hjørring
Fredag 23/2 kl. 21:00 – Cactus – The Community / Lygten Station, Kbh. NV
Lørdag 24/2 kl. 21:00 – J. Jaanmai Duo + Cactus – TAPE, Aarhus C
Søndag 25/2 kl. 15:00 – J. Jaanmai Duo + Ydegirl – ALICE, Kbh. N

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som strækker sig over tre uger og rummer godt 600 koncerter fordelt på flere end 150 spillesteder og arrangører fra København til Aalborg. Den 18. udgave af Vinterjazz finder sted den 2.-25. februar 2018. (Foto: Dieter Düvelmeyer)

Se alle koncerter på www.jazz.dk/koncerter