Wild at Heart: Anja Jacobsen og Mija Milovic præsenterer spritnyt duoprojekt på Vinterjazz 2018


Anja Jacobsen er trommeslager, sanger, komponist, avantgarde-musiker. Hun er en del af kunstnerkollektivet eget værelse og kendt fra blandt andet Selvhenter, Frk. Jacobsen, hedengangne Kirsten Ketsjer og som leder af Valby Vokalgruppe. I soloregi står hun under navnet Frk. Jacobsen bag pladen ”Lobsters”, der kombinerer eksperimenterende musik med et dansabelt og tilgængeligt udtryk.

Jacobsen har tidligere, i 2016, ved en række solokoncerter opført ny musik, som er skabt ud fra en collage af Cicero, Yusef Lateef og Nasa samt hendes egne tekster baseret på drømme, blandet med polyrytmer med udgangspunkt i Johannes Keplers idéer om sammenhængen mellem planeter og toner.

Mija Milovic er uddannet sanger og elektronisk musiker fra Syddansk Musikkonservatorium. Hun er udøvende musiker og komponist i grupperne SAV, Viktors Garage, Dirty Nun Tekno Crew, Milowitch og Kvindebandet. Milovic har turneret rundt i Europa og USA og undervist i JazzCamp for Piger siden 2015, samt i Filmmusik For Børn på Rytmisk Center siden 2016. Mija Milovic har også undervist på en række højskoler landet rundt, og er desuden leder og stifter af det københavnske trancekor.

Nu er de to store kapaciteter gået sammen i et nyt projekt ved navn J. Jaanmai Duo, der spiller to koncerter under temaet Wild at Heart på Vinterjazz 2018. De har komponeret et værk specielt til festivalen, som tager afsæt i deres fælles legende tilgang til det at skabe musik. Musikken strømmer som lyden af nonners messen i serbiske klostre klippet ind i et landskab af noise, impro, trance-rytmer, melodiske anagrammer og modsatrettede elementer, vibrerende side om side i et intenst musikalsk spændingsfelt.

 

Oplev premieren på det nye fælles projekt her:

Lørdag 24. februar, kl. 21:00 – Tape, Aarhus – J. Jaanmai Duo + Cactus – Læs mere / Dørsalg

Søndag 25. februar, kl. 15:00 – Alice cph, København – J. Jaanmai Duo + Ydegirl – Læs mere / Køb billet

 

Om Vinterjazz

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som strækker sig over tre uger og rummer godt 600 koncerter fordelt på flere end 150 spillesteder og arrangører fra København til Skagen. Den 18. udgave af Vinterjazz finder sted den 2.-25. februar 2018. Info & program: www.jazz.dk